Den dag, Lillesøster glemte at blive ammet

Jeg læste med hos Cecilie forleden og blev så rørt. Både af hendes ærlighed og de ammeforløb, der har kostet blod, sved og tårer. Amning er noget af det mest naturlige – men det er også enormt sårbart, fordi der er så mange følelser koblet sammen med det og fordi det hænger sammen med at give sit nyfødte barn livgivende mad. Rigtig, rigtig mange kan amme. De fleste. Men heldigvis er der også gode alternativer til dem, der ikke kan. Dem, hvor det aldrig kommer til at fungere.

Jeg ammer. Jeg har ammet både Bean og Lillesøster længe. Bean stoppede fra den ene dag til den anden, da hun var et sted mellem 13 og 14 måneder (og før jeg sådan for alvor var klar til at give slip, men det er en helt anden snak…) Lillesøster er næsten lige stoppet med at amme om natten og som regel får hun en enkelt eller to ammetåre om eftermiddagen. Natamningerne har jeg længe været træt af – bogstaveligt talt – men det er først for en måneds tid siden, hun accepterede et kram, et kys og at blive nusset i stedet for brystet. Det var først nu, hun var klar.

Den daglige eftermiddagsamning elsker jeg. Jeg elsker nærheden og gensynet, der bliver så håndgribeligt og fysisk. At kunne sidde med et lille barn, der slet ikke er så lille længere, og få lov at nusse og holde om i den halve time, hun som regel bruger. Der er skam også mælk, antistoffer og andre nyttige sager endnu, så det er ikke kun for hyggens skyld.

skaermbillede-2016-12-18-kl-10-15-42-pm^^Ja, det har været på før, men jeg knuselsker virkelig billedet fra Frederikke Brostrup med Lillesøsters ammestund.

Jeg lader efterspørgslen være op til Lillesøster. Sådan som det har været fra første sekund. Det er hende, der beder om “mam-mam” i “d’uuhl” (red: lænestolen) I går glemte hun at spørge. Simpelthen.

Måske spørger hun igen i dag. Måske ikke. Måske om et par dage igen. I weekenden. Eller måske er hun for alvor ved at være færdig med at amme og er overgået til at kramme, nusse, kysse og ae, hvis hun har ekstra behov for nærhed, tryghed og trøst.

I hendes leg både falder og slår bamser og dukker sig. De bliver kede af det og triste – og hendes løsning er konsekvent og kærlig. De bliver krammet. Krammet og nusset til de er glade igen. Det gør mig glad. At hendes verdensforståelse er sådan – når nogen er kede af det, så bliver de mødt med omsorg og omfavnelse. Det er naturligvis fordi, det er sådan hun selv bliver mødt, men Lillesøster breder den forståelse ud til hele verden. Fremmede børn, dyr og legetøj.

I går glemte hun at bede om at blive ammet.

Hun er 22 måneder gammel, og nogle ville nok tænke, at hun for længst er for gammel til i det hele taget at have muligheden. Det synes jeg ikke, og WHO anbefaler da også amning som supplement til barnet er 2 år. Eller ældre. Jeg kan mærke, at jeg så småt er klar til at sige farvel. Et vemodigt farvel, for jeg har i endnu højere grad end med Bean (og det siger ikke så lidt!) elsket denne ammeperiode.

Som Cecilie skriver, så er mødre seje. Mødre som vælger det, der er bedst for dem selv og deres børn, er seje. Jeg har valgt at lade mine børn definere varigheden af ammetiden. Jeg kunne ikke forestille mig andet, da jeg var midt i det. Og jeg havde egentlig en afsluttende pointe, men den har jeg glemt nu. Det er måske heller ikke så vigtigt. Det vigtige er at gøre, hvad der føles rigtigt. Sådan tror jeg også, Lillesøster gør.

 

Mors Dag

I dag er Mors Dag. Det er næppe gået nogens opmærksomhed forbi, for både reklamer de sidste par uger og de sociale medier er svømmet over med lykønskninger til alverdens mødre. Jeg har tænkt lidt over, hvad Mors Dag egentlig er for en størrelse for mig. Hvorfor jeg synes, det er en relevant og særlig ting at fejre. Jeg er blevet fejret med brunch og med gaver. Bean glædede sig ligeså meget som til sin egen fødselsdag, og hun havde sørget for blomster (via sin far) og en fin tegning, og hun stod alt for tidligt op i ren spænding. Jeg har tænkt på min egen mor og lykønsket hende. Det har været en god dag på mange måder.

Der er mange måder at være mor på. Men man bliver kun mor på en måde. I kraft af et barn. Måske flere, men som minimum et.

Uanset om det barn er et resultat af et gammeldags møde mellem en mand og en kvinde, om der har været hjælp indblandet, rugemødre eller om barnet er adopteret. Uanset hvordan barnet er kommet til verden – hjemmefødt, uden smertelindring, hospitalsbarn med epidural eller kejsersnit eller bragt hjem fra et andet sted i verden.

Moderskabet determineres af eksistensen af et barn. Ikke nødvendigvis den fysiske eksistens. Man holder aldrig op med at være mor, når man en gang har været det. Heller ikke selvom det livsomstyrtende rædselsfuldt ubegribelige skulle ske, at man mister et barn.

Mors Dag er så absolut et kommercielt mekka og oplagt mulighed for blomsterhandlere, chokolade-, smykke-, og alskens andre forretninger til at booste salgstallene. Mors Dag er også en anledning til refleksion og til at huske på, at moderskabet er noget værd. At det er noget ganske særligt, selvom det er en helt almindelig og transhistorisk tilstand. At være nogens mor. Det er både fuldstændigt det samme og helt unikt for alle verdens mødre til alle tider.

Det er en lukket klub. For den uindviede er det menneskeligt umuligt at begribe omfanget og rækkevidden af den kærlighed, der opstår, når et barn bliver født. Det er altings begyndelse – et big bang hver eneste gang, selvom det sker og er sket milliarder af gange før.

Jeg er forbundet til mine døtre på en måde, som jeg ikke er forbundet til nogle andre mennesker. Ikke engang dem, jeg elsker højest.

Der er mange måder at være mor på. Ingen er perfekte. Langt, langt de fleste er fantastiske.

Jeg er en rigtig god mor. Det føles mærkeligt at skrive ned. Jeg tror, vi kan have godt af at sige det højt af og til. Bekræfte os selv og hinanden i, at vi er gode mødre. Der er nok artikler og indlæg i debatten om forældreskab, der siger det modsatte. Der er masser af muligheder for ikke at gøre det godt nok, hvis man skal tage højde for alle de varierende ekspertråd. Jeg er en god mor. Jeg er den bedste mor, mine døtre kunne få, uden at det skal lyde som om, de endte med den dér datovare, som ingen alligevel køber. Jeg er en god mor. Jeg elsker mine børn uden omsvøb og helt betingelsesløst. Jeg vil gå gennem ild og vand for dem. Jeg vil tage alle de konflikter og magtkampe, der skal til, for at lære dem, hvordan man begår sig hensigtsmæssigt i livet. Jeg roser dem, når det er på sin plads (og måske også lidt mere end det) og opfordrer dem til at øve sig og gøre sig umage. Jeg vil lade min søvn forstyrre uendeligt mange nætter, altid være der til både det ekstra kram og de løftede bryn. Jeg lader mig guide af deres udvikling og reaktioner, mens jeg tilpasser mine svar, mine overvejelser og mine krav til deres alder.

Jeg har døtre. Måske – hvis jeg er heldig – bliver jeg engang vidne til, at de selv bliver mødre. Jeg kan stadig kun ane en flig af den lykke, der følger i oplevelsen af at ens højestelskede selv får lov at opleve moderskabet og blive en del af et eksklusivt og ganske særligt søsterskab.

mom-bod 2

Perspektiver

Da Lillesøster var to dage gammel, var Jonas og Bean væk næsten en hel dag, fordi de havde Cirkus Summarum-billetter. Han spurgte om det var ok, Jonas, inden de tog afsted. Jeg nød at være alene – at have en hel, rolig dag med en nyfødt, der bare ammer, sover og skal nusses og skiftes. Ahh.

Hvis han havde spurgt, om det var ok at tage væk en hel dag, dengang Bean var to dage gammel, havde jeg muligvis slået ham ned med et kanonkugletungt ammebryst og bundet ham fast til radiatoren. Aldrig i livet om det var muligt at være alene med et spædbarn! Hvad nu hvis jeg skulle på toilettet. Eller have noget at spise?

Vi elsker at have to børn. Det er fantastisk at se deres indbyrdes forhold udvikle sig – og jeg synes ikke, det er ‘dobbelt så hårdt’. Til gengæld er det utroligt nemt at have et barn, når man er vant til at jonglere tid og opmærksomhed mellem to. Et barn til to voksne er piece of cake. Set herfra hvor vi står nu, kan ingen af os begribe, hvordan vi nogensinde syntes, det var vanskeligt at få logistikken til at gå op med bare et lille menneske i regnestykket.

Da Bean var næsten to, syntes vi hun var enormt stor. At hun kunne alverdens ting og at hun nærmest var et ‘rigtigt’ barn. Lillesøster bliver to om et par måneder, og jeg tager dagligt mig selv i at tænke på hende som en baby endnu. Det kræver en aktiv kognitiv indsats at italesætte hende som en stor pige. Selvom hendes sprog er markant mere udviklet end Beans var på samme alder, og selvom hun kan utroligt mange ting – sikkert ligeså mange som hendes søster kunne for tre år siden.

Det hele handler om perspektiver.

Vi syntes, vi havde travlt, inden vi fik børn. Nu aner vi ikke, hvad vi brugte al vores tid på dengang. Alle de frie stunder til at læse, lave mad, når man var sulten og måske en halv time senere. Gå ture om aftenen. Spontane udflugter. Jo, vi arbejdede, skrev speciale og sådan noget. Men der har været masser af uplanlagt tid indimellem, som er fyldt ud nu at børn. Ikke at det er hverken godt eller dårligt. Sådan er det bare.

Vi synes Bean var stor som næsten to-årig, fordi hun var vores eneste målestok. Sammenlignet med en fem-årig er enhver to-årig ret lille og babyagtig. Og omvendt. Sammenlignet med en to-årig er en fem-årig kæmpestor og enormt kompetent. Men en fem-årig er stadig et relativt lille barn, og lur mig, om ikke vi synes Lillesøster er meget lille om tre år, når hendes søster er otte.

Verden forandrer sig i takt med at vi selv udvikler os – og virkeligheden ser anderledes ud, afhængigt af hvilket sted og synspunkt man tager udgangspunkt i.

I dag er Bean sammen med sin elskede moster. De har tilbragt dagen med at lege, bage, være i biografen, spise livretter og have masser af tid til hinanden. Det er fantastisk for dem. I mellemtiden nyder vi enkelheden i at have et enkelt barn hjemme. Muligheden for at trille en lang tur i solskinnet med en glad tumling i Bugaboo’en, en kop kaffe i hånden og en lang samtale. Den luksus, der ligger i at kunne tilbyde sin udelte opmærksomhed til Lillesøster, der har måtte dele hele sit liv. At være to voksne til at læse godnatbogen.

I morgen bliver vi atter en familie på fire på Indre Østerbro. Alt bliver som det plejer – og som det skal være, for hvor er det dejligt at vi er netop os fire. Det er vores verden og vores virkelighed. Det er rart og sikkert også sundt at prøve noget andet af og til. Men det er nu allerbedst at være samlet alle sammen.

dsc_0040

^^Flashback til Beans fødselsdag og to yndige piger der kobler af efter en lang og hyggelig dag. Kjolerne er fra MarMar

Så stor og dog så lille

Elskede Bean. Store, lille menneske.

Det er hårdt at være fem år af og til. Det er nogle gange så hårdt, at man kan komme til at græde ved middagsbordet over at man er træt.

Fem år er stort og du er god til at være stor. Rigtig god. Du ved og forstår så meget. Du har et kæmpe ordforråd opbygget gennem de sidste tre års endeløse talestrøm. Du kan hoppe og løbe og klatre ligeså godt som dine veninder på legepladsen, der er flere år ældre. Du kan bruge timer på at tegne og du bliver dagligt dygtigere og mere detaljeret i dine skildringer af virkelighed og fantasi. Du er fem år, og du er stor.

Men når man er fem år, er man også stadig lille. Man må godt være lille, selvom man har en lillesøster, der er endnu mindre. Man må gerne være så lille at man har brug for at græde færdig på sin mors skød og sætte sig på den juniorstol som man egentlig havde bekendtgjort at man ikke længere bruger.

Elskede, søde Bean. Jeg elsker, at du er stor og dygtig. At du er betænksom og empatisk og at du næsten altid sætter din søster før dig selv, fordi du forstår og anerkender at hendes behov er andre end dine. Du er stor, men du er også stadig lille. Du er min førstefødte. Uanset hvor stor du bliver, vil du også altid være min lille pige. Du er det nyfødte barn, jeg fik i armene for godt fem år siden på en solskinslys stue på Rigshospitalet. Jeg vil altid have plads på skødet og i favnen. Altid have en skulder og et ærme til tårer. Altid have rum til dig. Du behøver ikke skynde dig at blive endnu større. Det kommer helt af sig selv. Jeg ved godt, det næsten ikke kan gå stærkt nok lige nu. Du vil gerne vokse dig højere, gerne gå i skole, gerne blive så stor at du kan det hele selv. Min lille, store pige. Giv tid. Nyd legen og forundringen og det mageløse ved at være netop fem år gammel og begribe en flig af de voksnes verden, men stadig være helt til stede i barndommens underfulde land, hvor der godt kan bo legesyge tigre i krattet ved siden af legepladsen og hvor fe-støv giver ægte vinger.

Jeg er her. Altid og uanset hvad. Med et skød og en skulder. Et ekstra kram, et kærtegn og forsikringen om, at du er elsket.

Mine kærligste tanker,

Mor

18341644_10158602941705375_1519428294380382423_n

 

Har hun lyserødt hår?!

‘Ej, har hun lyserødt hår?!’

Det spørgsmål og kommentarer omkring ovenstående faktum får vi ret ofte i disse dage.

Jeg havde lovet Bean, at hun måtte få farvet håret lyserødt til sin fødselsdag – og man skal holde hvad man lover (i al fald det meste af tiden!)

Derfor har hun i øjeblikket lyserødt hår. Det var hendes egen idé – inspireret af min Instagramkonto, hvor hun af og til kigger med. Hun spottede et af billederne på svenske Maria Nilas profil og blev helt forelsket (og småbesat!) af tanken om at kunne få hår i yndlingsfarven. 18342829_10158591818765375_5675682447822255104_n^^Pink hair, don’t care!

Det er ikke en permanent hårfarve – det er en hårkur med farvepigmenter, der vaskes ud efter en god håndfuld hårvaske. I mellemtiden har Beans hår et lyserødt skær, som hun elsker. Det vakte ret stor opsigt i børnehaven, og der er nærmest ingen af pigerne, der ikke har ønsket sig tilsvarende kulør på toppen efterfølgende. Men også når vi bare er rundt i byen er der også løbende kommentarer. Heldigvis flest positive og med et smil, men også nogle med rynkede bryn. Og nej. Det er helt sikkert ikke særlig speltagtigt at lade sit barn farve hår. Hvis man synes det er helt ude i hampen, kan man heldigvis lade være med at gøre det. Det er ret nemt at lade være med at gøre ting, man ikke vil.

Jeg bryder mig på min side ikke om øreringe til små piger. Bean skal være minimum 10-12 år og det skal være et længe overvejet ønske fra hendes side, før hun får lov at få skudt øreringe i sine ører. Sådan har jeg det. Det er et permanent indgreb, der er nogle hygiejnehensyn, noget med leg og noget med ansvar, med smerte og forståelse for netop det permanente, som jeg vil have at hun skal være stor nok til at fuldt ud forstå. Andre har det på en anden måde. At få lavet øreringe på helt små børn, der netop ikke selv kan vælge til og fra, det har jeg ret svært ved at begribe. Men igen. Det er ikke mine børn. Ikke mit valg.

Hårfarven er midlertidig. Det er for sjov og det forsvinder igen uden permanente spor. Bean elsker sit hår og er så stolt af det. Jeg overvejer faktisk også at lege med det lyserøde ved en eller anden anledning. Jeg tænker, at det bliver noget mindre markant i mit brune hår end i Beans lyse krøller.

18403428_10158591818850375_1702726472188073218_n^^Når man lige er fyldt 5, er lyserød (tydeligvis!) stadig en klar favorit. Jeg forudser, at fascinationen af netop den farve kommer til at aftage over det næste års tid, men lad os nu se. Tapetet er fra Ferm Living, plakat fra Louisiana (og egentlig tiltænkt en placering i stuen, men Bean forelskede sig i den og hvem er jeg til at fornægte barnet kulturelle input), sengetøj i lyserøde nuancer fra Auping og cardiganen er hjemmestrik. Opskrift her

Hvis man er til andre farver, så er der masser af muligheder for at lege. Der er både røde, brune, sorte, grå, hvide, lilla og blå midlertidige kulører. Maria Nilas Colour Refresh findes i små størrelser på 100 ml til omkring 130 kr – Beans farve hedder Pink Pop.