Store indsigter fra små mennesker

Jonas og K er i skoven denne weekend. Telt, bål og naturoplevelse. De har helt sikkert en fest, uanset vejret, og jeg er mere end tilfreds med at blive hjemme. Outdoor-livet, telte og den slags primitivitet har aldrig og bliver næppe heller aldrig min kop te. Det betyder, at lille E og jeg har weekenden for os selv og i vores eget tempo. Det giver tid til at fokusere opmærksomheden på hende og at skabe rum og plads til tanker, overvejelser og samtaler, der ellers kan komme til at drukne i hverdag og en storesøster, der altid har mindst tusind ord på hjerte. Over middagsbordet, midt i suppe og snak om dagens gang, åbnede min to-årige for en snak om...

Må dit barn gå med fremmede?

I weekenden gik K ned ad trapperne for at banke på hos underboen og høre om deres datter kunne lege. Det sker flere gange om ugen, at de to store piger tuller op og ned mellem etagerne for at lege hos hinanden, og jeg er ret vild med at vi efterhånden kender vores naboer så godt, at børnene leger på kryds og tværs. Endnu mere om et års tid eller to, når ejendommens mindste piger også kan være med. Eftersom hun ikke kom op igen med det samme, gik vi ud fra, at hun legede med sin veninde. Indtil vi fik en SMS fra den anden underbo om, at K var hos hende. Bare lige så vi vidste det. Jonas...

Kuren mod kræsenhed

[ ANNONCE – i samarbejde med Meyers Madhus/velgørenhedsorganisationen Melting Pot] Vi har ikke kræsne børn. Det er ikke ensbetydende med, at vi har børn, der bare spiser alt, hvad vi sætter foran dem. De er jo stadig igang med at udvikle deres smagsløg, håndhæve deres selvstændighed og det skal de have lov til. Vi har aldrig italesat dem som kræsne – heller ikke dengang K var baby og nægtede at spise andet end moset frugt og blødt kød. Ikke selvom hun nægtede at spise kartofler uanset hvordan de var tilberedt eller maskeret, før hun blev godt halvandet. Ikke, da E udelukkende anerkendte banan som en frugt, der måtte røre hendes læber og i øvrigt synes, at det meste kød er...

Terrible two’s

Jeg skal da lige love for, at lille E er blevet en vaskeægte to-årig med alt, hvad det indebærer af højdramatiske humørsvingninger. Det skete nærmest dagen efter hendes fødselsdag, og nu går der nærmest ikke en dag uden hun smider sig i raseri på gulvet, råber og skriger og generelt bare er en bølle. Hun er begyndt at stikke af, når vi er ude og lytter ikke, når vi siger stop, når vi er ude at gå. Det er ikke bare vældigt irriterende. Det er også farligt. Ingen af os mindes, at det vi oplevede de sagnomspundne og frygtede ‘terrible two’s’ med K – hun gik til gengæld all in på at være ‘threenager’, da hun ramte sin tre-års fødselsdag....

Afmagt

Det siges, at det er sundt at græde. At det renser og klarer luften, ligesom en tordenbyge om sommeren. Der var ikke meget katharsisk renselse eller rolig eftertænksomhed over mine tårer da de kom i morges, mens jeg var alene på kontoret. Den knugende og knugede stemning og fornemmelsen af afmagt har siddet i mig hele dagen og ligget som en grågrumset tone henover mit udsyn. I morges startede K i storegruppen i børnehaven, men det, der skulle have været en hyggelig og lidt spændende indgang til det sidste år i børnehaven, blev forvansket og grimt af en rædselsfuld morgen fuld af skrigende gråd, lynende vrede blikke og afvisninger. Min store pige glædede sig, og var naturligt også lidt spændt og nervøs...