En tak og en anbefaling

Tak. Fordi I er så mange der har tænkt, skrevet og følt med os og især med K efter mit sidste indlæg. Nu har der været lidt radiostilhed, og det har flere årsager. Dels har jeg været træt. Både fysisk af en uge som mere eller mindre solo-forælder og med alt for lidt og alt for dårlig søvn. Vi siger tak til kombinationen af et hostende barn, et nuldrende og kradsende barn og en snorkende mand. Men også mentalt. Det var et hårdt indlæg at skrive. Overraskende hårdt, og jeg har haft brug for at trække stikket lidt og lade det hele falde på plads indeni. I er flere, der varmt anbefaler de private børnehaver. Det kan jeg absolut sagtens...

Vi kan ikke være det bekendt

Min ældste datter fortæller det ikke længere til de voksne i børnehaven, hvis en af børnegruppens to udadreagerende drenge har slået hende. Den lader vi lige stå lidt. I knap fem år har vi haft personlige erfaringer med daginstitutioner. I løbet af de knap fem år har vi kunnet mærke forringelserne og besparelserne på området uhyggeligt tydeligt. I form af rammer, der reelt ikke længere giver mulighed for et godt børneliv eller arbejdsliv. Voksne, som brænder for deres fag og som rigtig gerne vil ‘deres’ børn, men hverken har hænder eller ressourcer til at slå til. En pædagog har kun to arme og et skød. Hvis vi fjerner for mange pædagoger er der ikke engang tilnærmelsesvis nok arme og skød...

Quiet

Her er stille. Her har været stille hele dagen. Der er en helt anden energi, når K ikke er hjemme. En mere rolig energi og jeg husker mig selv på at lade op og suge til mig, selvom det samtidig føles både tomt og en lille smule forkert at hun ikke er her. Der er så nemt med kun et barn at tage vare på. Det synes jeg, fordi jeg normalt har to små menneskers behov at tilgodese. To dejlige piger at høre, kramme, læse for, tale med og hjælpe. Jer, der har tre eller flere, synes ganske givet også, at to børn er lige ud af vejen. En til hver hånd. Man kan ikke sammenligne, for man kan kun leve sin egen virkelighed....

Noget om småkager og kærlighed

Efteråret er officielt igang, når K får sin første omgang grim hoste. Det er så nu, hvis nogen skulle kigge ud af vinduet og betvivle rigtigheden i det udsagn. Åh, jeg havde sådan håbet, at hun var vokset fra sin hoste efterhånden, for det er hårdt for både hende og os med et vinterhalvår, hvor hun stort set hoster hele tiden. Ikke bare småhoster. Det er så voldsomt, at hun kan kaste op af det, og det er slemt for hende og rædselsfuldt at høre på for os andre. Vi har været ved lægen hvert. eneste. år med det, men der er åbenbart intet at finde på hende. Ingen astmatisk bronkitis, ingen kold lungebetændelse, intet andet end hoste. Selvom jeg...

Shit my kid said #2

Udover at vælge alternative (og mildt sagt upassende) ord, så kan børnesprog også være en tilegnelse af voksensprog i en sådan grad, at barnet kan lyde nøjagtig som en selv. Og det kan altså være ret humoristisk. Hvis jeg selv skal sige det. I al fald var både Jonas og jeg helt flade af grin over den fem-åriges reprimande til sin far forleden. Hun er lige præcis i den fase, hvor prutter og numser er nogenlunde det sjoveste og frækkeste i verden, og vi har talt en del om, at vi for det første ikke gider numsesnak i stuen – og at vi slet ikke gider, at man går og prutter med vilje.   Far: [ står i døråbningen og...