Fem ting, jeg glæder mig til. To, jeg har lidt ondt i maven over. Og en, jeg slet ikke forstår.

Det var måske verdens længste overskrift på et blogindlæg – men det er også lidt en rodebutik, der kommer afsted i dag. Der sker og skal ske ret meget i disse uger, det meste skønt og dejligt – og noget lidt mere træls eller udfordrende, om man vil. Bær lige over med, at det bliver lidt ekstraordinært navlepillende (selv for en morblogger), for det fylder en del hos mig pt.

Jeg glæder mig til…

… at få vores nye seng og få rykket om på værelserne og genindrettet det hele. Det kribler i fingrene for at komme igang. Også selvom det betyder at der bliver en mellemperiode hvor alting roder, hvor vi skal have malet, hvor Jonas skal have bygget Beans nye, svævende seng og i det hele taget at det er en økonomisk udskrivning af de større, før vi er helt færdige. I forlængelse heraf – er der ikke nogen, der kender nogen, der kunne tænke sig at købe Beans halvhøje Natti-seng fra Trævarefabrikkernes Udsalg? Den er smaddergod til mindre børn, fylder ikke særligt meget og selvom den måske kunne trænge til en klat maling og har lidt småskrammer, er der masser af god leg og søvn tilbage i den. Den kan skilles helt ad, så den er let at transportere. Og vi er til at handle med på prisen. Nysgerrig? Se mere HER

… at skulle opleve Skotland med hele min familie. Jeg elsker at rejse i England og har været både i syd, midt og nord, men aldrig over grænsen. Jeg satser i øvrigt stærkt på at finde young Jamie Fraser og tage ham med hjem i kufferten. Slet ikke urealistisk, vel?

… at Lillesøster holder op med at mene, at kl. 5-et-eller-andet er morgen. Altså, jeg er ovenud taknemmelig for, at hun 9 ud af 10 nætter nu kun vågner kort en enkelt gang, men øj det er tidligt. Kvalmefremkaldende tidligt. I øvrigt er det vildt hyggeligt at vi alle sover i samme rum i øjeblikket. Efter vi har solgt vores gamle sengeramme ligger madrasserne på gulvet og pigerne elsker at putte sammen her. Vi har taget madrassen fra Lillesøsters juniorseng og lagt på gulvet ved siden af, så der er plads til alle. Det fungerer, alle er glade og det er noget af det mest nuttede at se pigerne sove side om side. Når den nye seng kommer, og pigernes værelse er installeret laver vi rutinen om igen. Men indtil da nyder vi full on samsovning.

… at give Lillesøster sin fødselsdagsgave om en måneds tid. Jeg har købt en af Así dukkerne, denne udgave af Leonora, til hende og den er simpelthen noget af det yndigste. Den vejer næsten ingenting og jeg er allerede igang med at få lavet en lille dukkegarderobe af strikkede og syede sager. Bl.a. af nogle af de Liberty-rester jeg har og mønstre fra 50’erne og 60’erne fra min mormor og med dele fra den fine mønstersamling fra Paelas.

… at rejse til Norge og opleve Dyreparken med Bean. Bare os to. Jonas og Lillesøster lader vi blive hjemme, og det er første gang, jeg skal afsted på den måde med min store pige. Tre dage, hvor det kun handler om hende og om os to sammen – det er luksus på en helt unik måde og en oplevelse, vi begge ser meget frem til. Jeg har kun hørt godt om Dyreparken, fra mennesker, der har besøgt den, og vi er igang med at læse Folk og Røvere i Kardemommeby som optakt. Hakkebakkeskoven kender vi allerede fra både lydbog og film. Jeg håber også på, at vi kan nå at opleve lidt af Kristiansand, der skulle have et rigtig skønt museum med en god børneafdeling. (Turen har vi vundet i en konkurrence. Så heldig har man lov at være en gang imellem)

Jeg har lidt ondt i maven over…

… turen til Norge. Forstå mig ret. Jeg glæder mig til at rejse med Bean, men det bliver også første gang, jeg skal være væk fra Lillesøster i mere end et halvt døgn. Det har jeg det ærligt talt lidt svært med. Ikke mindst fordi Lillesøster er meget, meget mor-syg i øjeblikket. Naturligvis. Det er kommet som en forlængelse af at amningen er helt stoppet, men det er ret markant. Ikke desto mindre ved jeg, at hun nok skal have det skønt med sin far og mormor indtil Bean og jeg kommer hjem igen.

… rodet. Ahmen altså. Hele vores spisestue er pt. overtaget af rod. Bunker af IKEA-poser, flyttekasser, plastikbokse og diverse sager fra loftsrummet. Det skal tømmes helt og vi skal have gennemgået A L T. Noget skal smides ud, noget skal til genbrug, noget skal sælges og noget skal gemmes. Det er et gigantisk projekt og det bliver dejligt at få gjort. Men øj, hvor det fylder lige nu. Både bogstaveligt og i hovedet på mig. Det er svært at slappe rigtigt af, når alting er i bunker og intet kan komme helt på plads.

Jeg forstår simpelthen ikke…

… hvorfor man ikke giver sine (små) børn cykelhjelm på! Vi kan ikke bruge undskyldningen fra 70’erne med, at der ikke var seler i bilerne eller at man ikke anede at cigaretrøg eller alkohol var skadeligt for fostre. Alle ved, at man kan komme rigtig grimt til skade med hovedet, hvis man ikke har hjelm på. Voksne som børn. Som forældre er det vores ansvar at passe på de dér børn, vi får, til de er gamle nok til at tage deres egne beslutninger. Det gælder alle børn, men især børn i dagpleje- og børnehavealderen, hvor de fleste forældre går gennem ild og vand for at undgå pftalater og andet kemi. I. Don’t. Get. It. Det her er så håndgribeligt og en ulykke kan vitterlig ske når som helst. Ikke mindst her i byen, hvor der er så meget trafik. Jeg forstår det slet ikke, når ens mand lige har være i et trafikuheld og er blevet ramt af en bil og kommet ret slemt til skade (true story fra en mor, jeg kender, og som stadig hverken har hjelm på sig selv eller sit lille barn)

Man skal OGSÅ have hjelm på, når man er i en Christianiacykel eller Long John. Jeg har set bildøre smække direkte op i hovedet på børn, der sad i sådan en. Og hvad hvis man vælter eller nogen kører ind i en? Så er de jo helt ubeskyttede.

Jeg forstår heller ikke dem, der cykler med deres børn i vikle eller bæresele. Det er helt sort. Ja, baby synes det er dejligt at være tæt på mor eller far. Men baby dør, hvis du vælter ned over dem, og de bliver mast mellem dig og cyklen. Ligesom man aldrig har baby eller barnet spændt fast i samme sele som sig selv i taxaer hjemme eller i udlandet. Jeg er helt sikker på, at det er gjort i bedste mening, men det er bare så uhyggeligt farligt – og utroligt nemt at undgå. Der er masser af muligheder for at transportere børn sikkert i cykelstole og autostole, der kan være i kasse-cyklerne. Og give dem hjelm på.

Jeg bruger cykelhjelm. Det gjorde jeg også som barn, hvorefter jeg holdt en teenager-pause indtil jeg begyndte på universitetet og var vidne til en grim cykelulykke. Jeg bruger altid cykelhjelm. Også selvom det er noget bøvl med håret og ser kikset ud. Pigerne har altid hjelm på. Jonas (den sjuft!) gør det, når han husker det. Eller når jeg eller Bean husker ham på det.

18622402_10158677633300375_4569513577313038097_n^^Beans nye cykelhjelm, som hun fik i fødselsdagsgave. Det er en EGG Helmet, og man kan vælge mellem en masse fine ’skins’ at sætte over hjelmen. Bean ønskede sig (selvfølgelig) det lyserøde skin og prinsessekronen. Den er smaddergod og vækker i øvrigt en del, hyggelig opmærksomhed, når vi kører omkring i vores nabolag. Samt misundelse fra en del af pigerne i børnehaven! HER kan man finde en masse forskellige skins og selve hjelmene også.

Jeg vil logge af rodebutikken herinde og forholde mig til rodebutikken i mine stuer. Hav en dejlig aften derude. Og husk nu for pokker hjelmen!

Guide: pak legetøj til rejsen

[ INDEHOLDER REKLAME – noget af det, jeg pakker til pigerne, er modtaget i gave ]

Som lovet kommer her min lille guide til det bedste legetøj at tage med på rejsen – det fungerer rigtig godt for os, og der er tilpas meget til at give pigerne muligheder for at vælge og tilpas lidt til at vi kan have plads i kufferten. Uanset om turen går til sydens sol, sommerhusland eller storbyferien, er det vigtigt at have underholdning med til børnene. Både til transporten, men absolut også til den tid, man trods alt bruger på sit hotel eller ferielejlighed. For selvom vi rejser for at opleve, så har de fleste børn også behov for ‘nedetid’ og ro til bare at lege uden at skulle forholde sig til nye ting. Sådan har mine børn det i al fald.

Efterhånden har vi ret godt styr på, hvad der fungerer og hvilke items, der er på musthave listen, og det vil jeg gerne dele med jer, hvis nogen skulle savne inspiration. Generelt handler det om ‘less is more’. Det giver ikke mening at pakke hele børneværelset ned – og i virkeligheden har rigtig mange børn meget mere legetøj derhjemme end de reelt bruger, og jeg vil i øvrigt også hellere have plads i kufferten til rejsefund end fylde den med legetøj, der alligevel ikke kommer i brug.

Til transporten

Noget nyt, noget småt, noget lydløst, noget lækkert og noget elektronik. Som tjeklisten til brudens outfit, handler det også om kombinationen af legesager, når man pakker til transport med børn. En anden god tommelfingerregel er, at det skal kunne være i barnets egen, lille taske.

dsc_0062

^^Tablet og hovedtelefoner. En lille, blød ven. Et par små bøger, tegnegrej og et (nyt eller gammelt) blad. Snacks og den taske, det hele skal kunne være i. Vi pakker i Beans elskede taske fra Jens Storm København (gave), der kan lukkes over brystet og sidder godt, når man skal kunne gå ture.

Uanset om det er i fly, bil eller færge, så er det rart med noget, der hverken larmer (for meget) eller fylder for meget, men som samtidig kan underholde børnene. Til de mindste behøver det ikke altid at være alt for avanceret. En kær veninde har en skøn historie om en flyvetur tværs over Atlanten, hvor hendes lille nevø var optaget af at skrue låget og på et (tomt) glas med babymad fra flyet lettede og til de landede igen. Til de lidt større børn kræves som regel lidt mere.

Vi har én fast regel, når det handler om transport. Der er ingen snackpolitik. Jeg er bedøvende ligeglad med, om pigerne når at få spist en hel æske Spunk-vingummier eller at de snacker sig igennem hvad der burde have været et reelt måltid – snacks er en fremragende måde at holde ro i geledderne på. All in.

Derudover er det en god idé med noget nyt. En ny klistermærkebog, tegneserie, opgavebog, whatever. Nye ting er altid spændende. I al fald i en rum tid. Måske endda hele rejsen.

Det skal ikke larme alt for meget – selvom der skal være plads til alle (inklusive børn) så må man gerne tage lidt hensyn til sine medpassagerer. Bongotrommer, pistoler og den dér My Little Pony eller Elsa-dukke, der kan en skøn, skøn sang, må gerne blive hjemme (alternativt være i kufferten). Påklædningsdukker, et lille samlesæt, tegnesager og klistermærker er udemærket underholdning. Pixibøger ligeså. De kan sagtens være i kategorien ‘noget nyt’.

Elektronik er heller ikke at underkende, når alt andet fejler. Sådan er det med generationen af børn, der er vokset op med iPads, Netflix og Ramasjang. Download nogle afsnit af yndlingsserien på din tablet eller hent lydbøger ned – og husk høretelefonerne. Mine forældre måtte lytte sig igennem virkelig mange omgange ‘Snehvide’ på bilferien til Alsace i 1987. Kan I huske de lydbånd? ‘Når historien er færdig behøver du ikke spole tilbage. Du kan bare vende båndet’ Senere fik vi den klassiske, gule Sony Walkman. Det har været dejligt for dem, er jeg helt sikker på. Personligt sætter jeg pris på at undgå den *vældigt* stimulerende dialog og *dejlige* sange i Beans og Lillesøsters yndlingsserier.

dsc_0063
dsc_0061

Til destinationen

Vel fremme kan lidt andre ting pakkes ud fra kufferten. Til påskeferien fik Bean et rejsesæt fra Playmobil, et lille kongeslot, jeg købte tilbage i januar. Det var og er et absolut genialt legetøj – også til Lillesøster, der holder så meget af rolleleg og at dimse med små sager – og det er blevet leget med virkelig meget siden.

dsc_0072
^^ I kufferten skal desuden ligge lidt flere bøger, et rejsesæt fra Playmobil (gave), yndlingsdukken og lidt tøj til den.

Der er rigtig mange Playmobil rejsesæt at vælge imellem, så det er bare med at finde dit barns favorit. Vi elsker det lille, sammenklappelige slot. Det kan foldes sammen, låses med en nøgle og alt interiør bliver indeni, når det er lukket. Der findes legesæt til ridderfans, surfertyper, pirater og spøgelsesglade børn. Selv er jeg ret hooked på både det lille sommerhus på stranden og bondegården (og et af dem overvejer jeg kraftigt at klikke hjem til Skotlands-turen), men jeg er sikker på, at pigerne også ville elske sommerhuset, prinsessens fødselsdag og enhjørningens have. Der findes i øvrigt også legesæt til de mindste i Playmobils søde 1-2-3 serie. Søg på ‘playmobil take along‘ eller find et stort udvalg HER

dsc_0066

^^Lillesøsters ‘take along’ markedsbod kan findes HER og Beans blomsterbutik HER. Begge er modtaget i gave. (Og ja. Det roder helt vanvittigt i baggrunden. Det er halvdelen af vores loftsrum, der er flyttet ned i stuen. Indsæt selv abe-der-holder-sig-for-øjnene-emoji)

Mine piger kan lege rigtig længe med Playmobil, men der skal også pakkes lidt mere ned. Tegnesager er et absolut must. Vi pakker både en af Beans fine malebøger og en god stak blankt papir samt et penalhus med et udvalg af farveblyanter (og en blyantspidser!) Det er også altid godt at have med på café og restaurantbesøg. Fra transport-beholdningen gælder naturligvis stadig at opgavebøger og klistermærker er godt legetøj.

Derudover vil jeg finde små puslespil og en lille stak bøger at tage med. Både et par yndlingsbøger hjemmefra og lidt ny læsning fra biblioteket.

Yndlingsbamsen og yndlingsdukken skal også med – og måske en dukkelift eller bæresele.

That’s it. Det blev en lang smøre, men faktisk er det slet ikke det store, der skal pakkes, og det er nok til en hel ferie. Egentlig tankevækkende i forhold til hvor meget legetøj der bor hjemme på børneværelset, men den snak kan vi tage en anden gang.

Jeg håber, I kan bruge min mini-guide og lade jer inspirere til at pakke til jeres egne børn. Hvis jeg har glemt noget, eller bør kende til noget helt essentielt, så sig endelig til!

Kulturferie med børn – naturligvis

Lige om lidt er det sommerferie. Faktisk starter vores ferie allerede om to uger, og det er både dejligt og en lille smule stressende med alt det, der skal nås forinden. Denne sommer bliver lidt speciel, for når vi kommer til august, skal min store pige starte i børnehavens storegruppe, og dermed går hun ind i sit sidste ‘rigtige’ barndomsår, inden skolen starter og alting bliver mere skemalagt. Sådan helt bogstaveligt.

Jeg elsker at rejse, og jeg er vokset op med at opleve Europas kulturelle tilbud og variationer sammen med mine forældre og søster. I bil eller med fly har vi smagt og set os igennem Skandinavien, England og en god håndfuld af landene på kontinentet. Den rejseglæde og oplevelsesglæde er blevet en del af mit DNA, og det er noget, jeg ønsker at videregive til pigerne.

For mig skal rejser være levende. De skal byde på nye oplevelser, nye køkkener, nye dufte, anderledes kulturer og sprog. All-inclusive rejser på et resort, hvor man oplever poolen fra forskellige liggestole en hel uge, tiltaler ikke mig. Overhovedet. Så vil jeg egentlig helst være fri og bruge de penge på noget helt andet. Hvis jeg rejser ud, vil jeg lære om det sted, jeg rejser til.

Kulturferier med børn er helt og aldeles muligt, og museer er altså ikke kedelige. Bean elsker at komme på museum og Lillesøster følger glad med, så længe der er ting at se og trapper at klatre på. Det skal naturligvis være en god ferie for både børn og voksne, så dage med back-to-back museumsbesøg venter vi nogle år med, men vi er ret kræsne, når vi vælger rejsemål. Det skal være spændende for os voksne samtidig med, at vi skal kunne tilrettelægge et børnevenligt dagsprogram. Vi har været i Berlin med Bean, da hun var lille og sidste år gik turen til Lesbos og det græske øhav og en skønsom blanding af græsk cuisine, middagslure i det lille stenhus og dyp i poolen, øjenåbnende ture til en kirkegård med gigantiske bunker af redningsveste fra bådflygtninge og flanørens rolige vandren i den smukke, gamle by vi boede ved.

I år tager vi den anden vej og rejser mod kilte, haggis og whisky. Turen går til Skotlands hovedstad Edinburgh, og det er Jonas der har fundet og booket rejse for snart et godt stykke tid siden. Det er – i de 8 år, vi har kendt hinanden – aldrig nogensinde før sket. Hverken at han har taget initiativet og den endelige beslutning eller at det er sket mere end en uge (af og til et par dage!) før afrejse. Han glæder sig helt afsindigt til at komme tilbage til sit elskede Skotland og vise det til sin familie. Der bliver mindre whisky i det for ham på denne tur end tidligere og desuden indlagte middagslurspauser og legeplads-stop. Men vi skal smage lokale specialiteter, opleve nogle af byens mange museer, vandre i de gamle gader og parker – og bestige et lillebitte bjerg. Vi er nok også nødt til at opstøve noget sækkepibemusik for Beans skyld… (don’t ask)

skaermbillede-2017-06-12-kl-10-58-35-am^^Multitasking – rejsesnak, planlægning og fødselsdagsbrunch på Café Livingstone (der i øvrigt er et besøg værd. Mums!)

Jonas fik en rejsebog i fødselsdagsgave, og vi har kigget i Beans fantastiske børneatlas og talt om nogle af de ting, der er i Skotland, så alle er forberedte på forhånd. Det er nøglen, tror jeg, til gode kulturrejser med børn. Forberedelse, forventningsafstemning og fleksibilitet. Måske trænger nogen til en dag, hvor der ikke skal ske andet end at man går en tur og finder en legeplads. Eller også kan man bruge mange flere timer end beregnet på et rigtig spændende sted. Så må man indrette sig efter det. I virkeligheden er det slet ikke så anderledes end livet med børn generelt – og vi er vant til at bruge København på nogenlunde samme måde. Hvorfor ikke bare blive hjemme og vente med at rejse, til vi kan efterlade pigerne hos deres bedsteforældre eller moster? Det er nemmere (og billigere!) og så kan vi planlægge turen uden at tage hensyn til trætte ben og middagslure og spisetider.

Nej tak. Jeg elsker at rejse med mine piger, og jeg elsker at opleve verden gennem deres øjne og i børnehøjde. Det hele bliver bare lidt mere magisk og med en barnlig forundring, der giver mulighed for selv at reflektere. Jeg tror på, det er sundt og skønt for børn at opleve nyt sammen med deres forældre. Det giver perspektiv og læring og en viden om verden og de forskellige måder, mennesker lever på. Det er blevet en del af Beans fortælling om sig selv, at hun spiste en hel tallerken blækspruttearme i Grækenland sidste år, at hun fik gnavesår af sine sandaler og at en vildtfremmed, sød ældre dame hjalp og bar hende, så vi kunne opleve slottet på bakkens top.

I år kan Lillesøster naturligvis følge meget mere med end sidste år, så vi har lidt mere på programmet. Når det er sagt, så skal vi naturligvis have pakket en taske med rejsevenligt legetøj, der kan holde pigerne beskæftiget både på flyet og i den lejlighed, lige midt på The Royal Mile, som Jonas har fundet til os. Det kommer jeg til at skrive et helt indlæg om, for efterhånden har vi fundet nogle gode løsninger, der holder en hel ferie (og også fungerer hjemme eller i sommerhuset, i øvrigt), og det tænker jeg, at I måske er nogen derude, der kan bruge som inspiration?

Nye tider – ting man lærer at overkomme

En time. Man kan nå mange ting på en enkelt time. To afsnit ‘Say yes to the dress’, for eksempel. Man kan også nå at køre fra arbejde, hente et barn, køre hjem, droppe børnehavegrej af og hente weekendtasker, konstatere at yngstebarnet og hele dagplejen ikke er hjemme, men stadig er på tur. Bande rimeligt meget, ringe til dagplejens mobil og kalkulere en ny rute i tankerne. Lave en inception og hapse yngstebarnet ud af dagpleje-idyllen en route midt på en kirkegårdssti og nå op til togstationen med både børn og oppakning i tide til at nå at uddele en medbragt smurt bolle inden toget triller ind på stationen.

Pigerne og jeg har været i Provinsen hele weekenden. Det har været så dejligt at se både stor og lille nyde tiden og samværet med deres mormor og morfar. Det er ren luksus at have ekstra hænder til hjælp og at få maden serveret udover at det er rart at have lidt voksentid om aftenen.

Da vi blev udskrevet fra barselshotellet med Bean, spurgte jeg i ramme alvor det søde personale om, hvad vi gjorde, hvis hun nu skreg nede i barnevognen (!) ‘Øhm. Tage hende op?’, svarede de. Venligt og med et lille smil i mundvigen. I dag forstår jeg stadig ikke, hvordan vi ikke selv kunne regne det ud. (Meget apropos dette indlæg)

For 5 år siden gav alene tanken om at skulle køre i tog med et barn mig stress-sved og hjertebanken på forhånd. Uanset om det var med Jonas eller alene. Dog især alene.

For halvandet år siden lo jeg over nogensinde at have følt mig presset over at skulle nogetsomhelst alene med et barn. Piece. Of. Cake. Til gengæld trak jeg vejret ekstra dybt ved tanken om at skulle have begge børn med – alene.

Forleden var det med erfaringens nonchelante skuldertræk, jeg kastede mig selv og to børn – og en stram tidsplan – på et pakket fyraftenstog. Eftermiddags- og fredagsflade unger og et par kriser undervejs er ikke hverken nyt eller specielt udfordrende længere, hvis jeg skal være helt ærlig. I formiddags tog vi toget hjem igen med togskifte undervejs og en tumling, der virkelig ikke var i humør til togkørsel.

Det gik jo altsammen. Det går jo altsammen.

Togkørsel, bilkørsel, buskørsel. Den første tur i barnevognen. Flyrejsen.

Der er sandsynligvis kriser og nedsmeltninger undervejs – men sikkert færre end man frygtede på forhånd – og der er helt sikkert nogen, der vender øjne og tænker ’så styr dog de børn’ på et eller andet tidspunkt i ethvert forældreskab. Man overkommer det, og på et eller andet tidspunkt finder man roen i kaos. Jeg bilder mig ind, at mine sænkede skuldre smitter af på mine børn, når vi er alene på farten. Eller også er de bare mere cool end jeg aner. Det er heller ikke helt usandsynligt.

Og ellers er der altid muligheden at lave sjove ansigter på telefonen…

Identitetskrise for tumlinge

Lillesøster fylder 2 om noget i retning af 6 uger. Det fatter jeg for det første slet ikke, for jeg har jo næsten lige født hende. Men jeg tror faktisk heller ikke, at Lillesøster selv aner, at hun snart er en 2-årig.

Forstå mig ret. Naturligvis ved Lillesøster ikke, at hun har fødselsdag engang i et eller andet mærkeligt fremtidsscenarie. Nok synes vi hun er smadderkløgtig, men den slags forståelse for tid har hun absolut ikke. Hun døjer rigeligt med konceptet Når jeg har vasket hænder/taget sko af/fået bukser på, vil jeg meget gerne læse bog med dig/lege/kramme’

Jeg tror, at Lillesøster befinder sig midt i en kæmpe identitetskrise. Hun er i vadestedet mellem at være ‘lille’ og ’stor’ i et relativt perspektiv. Hun er – af helt oplagte årsager – den lille hjemme hos os, men hun er samtidig en stor pige, der kan en masse selv og vil en masse selv.

skaermbillede-2017-06-07-kl-2-42-18-pmHun taler og kommunikerer, hun leger rollelege og lægger puslespil, hun finder på, øver sig i at hoppe og løbe og klatre. Hun er blevet bevidst om sit køn og at der er forskel på at være pige og dreng. Flertallet hjemme hos os har fx en ‘tis ko’. Med andre ord. Hun er meget langt fra babystadiet.

På det sidste er hun til gengæld begyndt at kravle af og til og omtale sig selv som en baby. Både hjemme og i verdens allerbedste dagpleje. Hun kan sagtens spise selv (også selvom det af og til havner i en ret stor radius fra tallerken og mund), men nogle gange skubber hun tallerken eller skål hen mod os og vil mades med dyrelyde og flyvemaskiner.

Hun er nu stoppet helt med at amme – og måske er det også et mere eller mindre ubevidst savn og sorg og forandring, hun bearbejder. En slags nærhed, hun kompenserer for.

Nærved og næsten 2 år er både stor og lille. Vi øver os i at italesætte hende som en stor pige, som er dygtig og kan selv. ‘Mich gø-ar’ bliver ofte ytret og så øver hun sig i at gøre selv. Når hun altså ikke lige svinger den helt modsatte vej og skal bæres som en baby og ‘nuff’ (red: nusses) på hovedet.

Vi forsøger at støtte og hjælpe hende så meget, vi kan, i processen – også selvom det kan trække tænder ud, når det hele bliver noget piveri og råben og kasten med tingene. Vi hjælper hende til at lære at være stor, mens hun får alle de kram og al den ‘nuff’ hun overhovedet vil have. Det er heldigvis en hel del.