Feriestress

Sommerferien startede i dag. For Jonas, for pigerne og for mig.

Jeg er lige nu ret langt fra at være i sommerferie-zen. Det er en kombination af mange ting. De sidste par ugers udmattelseskrig med husets femårige. At være omgivet af rod konstant. Ikke bare almindeligt rod. Rod fra et tømt loftsrum, der er flyttet ind og har overtaget hele spisestuen, al pladsen under højsengen og betyder at intet nogensinde rigtigt kommer på plads. En uge, hvor vi ikke har spist et fælles måltid siden mandag. Jeg savner min base. Jeg savner grounding.

Jonas har været ude tre aftener i arbejdsøjemed. Bevares, et ret socialt arbejdsøjemed, men alligevel. Jeg har følt mig helt ved siden af mig selv i dag. Jeg har ikke været med i det, der skete omkring mig, selvom jeg har gjort alt det jeg plejer. Det skrev jeg til Jonas, der er til sommerfest på sit job. nu er han på vej hjem. Jeg ved, det er et stort offer for ham. Og jeg er mere end taknemmelig.

img_0218

Jeg er klar til i morgen. Til at stå op endnu før Lillesøster vågner for at hoppe på toget mod lufthavnen og en forlænget weekend fuld af fantastiske oplevelser med min bønne. Men jeg er endnu mere klar til at lade mig omslutte af et par stærke arme og indsnuse duften af en mand, jeg elsker utroligt højt.

Stof til eftertanke – har du også telefonen som et filter mellem dig og dine børn?

Jeg faldt over denne artikel på Politiken, og jeg må indrømme, at den gav lidt stof til eftertanke sammen med instant dårlig samvittighed.

Journalisten har talt med børn i 2. klasse om, hvordan de oplever deres forældres skærmforbrug – især når det gælder telefoner. Børnenes fælles oplevelse er, at forældre er fraværende, ikke svarer på spørgsmål eller eller svarer på noget helt andet, end hvad barnet spurgte om. At fælles familieaktiviteter slet ikke er fælles, fordi turen i Tivoli foregår mens mor og far har øjnene rettet mod telefonen mens børnene er til stede. Eller at spisebordet ikke er et sted, man taler om dagen, der næsten er gået, men i stedet spiser i tavshed med telefonen som fikspunkt.

Han kommer ikke, når jeg kalder på ham. Jeg kalder og kalder, men han mumler bare, at han kommer lige om lidt. Men det gør han ikke. Og når han endelig kommer ind til spisebordet, så sidder han stadig med sin telefon, og man kan mærke, at han ikke hører efter«.

Det lyder måske som en frustreret forælder, der beskriver en ugidelig teenager. Men ovenstående er, hvad en 9-årig pige fortalte mig om sin fars mobilbrug.

I artiklen udtaler en psykolog sig også om betydningen af et fokus på skærm i stedet for barn.

»Den ultimative kærlighed, man kan vise i en familie, det er at vise, at du vil mig, og at jeg vil dig. Og det er en nærhed, som både kommer til udtryk med kropssprog og ord. Hvis man som forælder hele tiden har telefonen fremme, når man er sammen med sine børn, sender man et signal til børnene om, at de egentlig ikke er værd at være sammen med«, siger hun og fortsætter: »Forældrene skaber et billede af, hvordan barnet er. Og her er billedet, at du er sådan en, som man ikke behøver at reagere på eller lytte til, når du taler. Børnene internaliserer de følelser, og det kan have nogle ret omfattende konsekvenser for deres selvopfattelse og selvværd«.

Det, synes jeg, er virkelig uhyggeligt at læse. Måske er den manglende eller fraværende reaktion en lettere fælde at falde i, hvis man har ældre børn end mine. Her er en forespørgsel ret ofte ensbetydende med, at jeg skal hjælpe med noget, hvis ikke der skal ske en eller anden form for uheld eller som minimum drama. Nå et eller andet, åbne eller lukke et eller andet, hjælpe med toiletbesøg, med noget at spise, mægle mellem pigerne. Endnu oftere sker det, at jeg bare skal kommentere eller bekræfte noget. Ja, det er rigtigt. Ja, jeg kan godt se dig. Ja, du hopper rigtig højt. Ja, du har en bamse på hovedet. Nej, du må ikke tage potten på hovedet. Fordi det er ret ulækkert. Ja, det kan jeg godt forstå er irriterende, men du må finde noget andet at lege med. (true story)

Jeg øver mig i at lægge telefonen fra mig. At vente med at tjekke sociale medier til børnene er lagt i seng eller som minimum er optaget andetsteds i leg eller med deres far. Det lykkes en stor del af tiden, men ikke altid.

Jeg øver mig i at gøre det klart, at jeg af og til skal lave noget færdigt på telefonen, før jeg er tilgængelig igen. Det er bl.a. en del af mit job at være tilstede på sociale medier, for ikke at tale om bloggen. Jeg italesætter det og så lægger jeg telefonen væk efterfølgende. Jeg er ikke perfekt, og jeg skal øve mig i at lægge den endnu længere væk. Helt væk, faktisk, om eftermiddagen.

Mine børn er vigtige, men det er også ok at lære, at man skal vente af og til. Så længe man er klar og konkret, kan de godt forstå og acceptere det, er min erfaring. ‘Jeg vil gerne hjælpe dig, så snart jeg er færdig her. Når klokken er/når uret ser sådan ud, er jeg færdig’

dsc_0040^^Skærmtid er ikke off-limits hjemme hos os. Slet ikke i ulvetimen eller som afkobling efter en dag i dagpleje eller børnehave. Pigerne reagerer ikke, når vi taler til dem, mens de ser fjernsyn. Forhåbentlig husker vi at reagere, når de taler til os, hvis vi sidder med telefonen eller tablet.

I artiklen er også børnenes forslag til voksnes telefonforbrug. De ønsker, at man lytter (!), når de spørger om noget. Lytter aktivt. Reagerer og svarer relevant på spørgsmålet. De ønsker, at familien har regler for brug af skærme – og at reglerne gælder for alle. Så hvis de får besked på at slukke tablet’en fordi nu skal hele familien se film, så må mor og far ikke finde telefonerne frem efter 10 minutter, fordi de synes filmen er kedelig. Jeg tænker, at det er forældres ansvar at vælge film eller aktiviteter i det hele taget, som de ikke selv er ved at dø over. Hvis man virkelig, virkelig ikke gider se Far til Fire, så vælg en anden film. Og se den film sammen med barnet. Eller lav en helt anden aktivitet. Spil et spil. Byg med LEGO, gå ud i naturen og pluk blomster, tag en cykeltur eller læs en bog sammen.

Jeg gider for eksempel virkelig, virkelig ikke i Lalandia eller diverse legelande eller på all inclusive-ferie, så selvom pigerne sikkert ville hygge sig gevaldigt, vælger vi i stedet ferier og udflugter, som alle kan leve med. Det er mit ansvar som voksen at finde mening i samværet med mine børn.

Jeg tager billeder af pigerne. Det er min værste skærm-uvane. Jeg husker (som regel) at spørge om lov, og så venter jeg (som regel) med at lægge de billeder på Instagram eller bloggen til senere. Jeg kan sagtens blive bedre. Det tror jeg egentlig rigtig mange af os kan. Første skridt må være at blive opmærksom på sine egne (dårlige) vaner. Og at lytte når nogen taler til os.

Verdens værste mor

I et par uger efterhånden har alle dage været de værste. Alt har været kedeligt. Tarveligt. Alt har fremkaldt tårer. Alt har udløst konflikter.

Vi forsøger at være rummelige og forstående. Tale roligt og i øjenhøjde. Tælle til ti og til ti igen. Forsøger at trække på skuldrene og få hverdagen til at glide med så små bump som muligt.

Det er mig, der er i skudlinjen. Hun ved det godt selv. Hun italesætter det endda. ‘Jeg driller mor. Jeg driller ikke dig, far. Eller i børnehaven’  Elektra-komplekser for fuld udblæsning. Måske et gruopvækkende glimt af, hvad der venter mig forude, når jeg bliver mor til en teenager.

Det har egentlig altid været sådan med min førstefødte og mig. Vi er så ens i temperament, og vi har testet hinandens grænser i fem år, så jeg burde være så tykhudet nu, at jeg kunne ryste det af mig. Det kan jeg som regel.

I aften krøb krigen ind under huden på mig. I aften fandt hun en revne i mit panser.

Jeg kom til at råbe så højt, at jeg fik ondt i halsen, og resultatet var naturligvis to ulykkelige piger og en voksen kvinde, der burde vide bedre. Et blødende moderhjerte og en fornemmelse af slet, slet ikke at slå til.

En stor, lille pige, der gennemgår en udvikling i øjeblikket, der får hende til at reagere så stærkt hjemme i sin trygge base, at hun endda slår i frustration over rodet i sit hoved. I to uger har jeg været italesat som verdens værste mor og intet jeg har gjort, har gjort en forskel. I aften blev jeg verdens værste mor og jeg kan ikke ryste det af mig.

Ingen er perfekte. Slet ikke mig. Lige nu forsøger jeg at samle tankerne med et lillebitte vanteprojekt, mens jeg gruer for dagen i morgen.

skaermbillede-2017-06-21-kl-8-25-53-pm

Svære samtaler med børn

I sidste uge skete noget helt forfærdeligt, noget der bare ikke må ske, i en børnehave i Aarhus. En lille pige, der blev bortført fra børnehavens legeplads og som heldigvis kom levende, men ikke uskadt tilbage.

Jeg fik kvalme, da jeg så nyheden, og ord kan ikke beskrive, hvor meget jeg føler med den lille pige og hendes familie – og med pædagogerne i børnehaven. For naturligvis skal der være hjørner og kroge i en børnehave og på legepladser, hvor man kan lege i fred og hemmelighed uden voksne øjne på en. Det er en børneret, synes jeg. Mine piger skal have lov at lege i krattet på legepladsen og gå om bag skuret og være i fred med deres små børne-universer. Sådan som jeg fik lov til for snart 30 år siden.

Man kan ikke forudse eller gardere sig mod mennesker, der gør så syge ting, som den mand, der tog pigen med. Til gengæld kunne man næsten forudse de ganske ulækre selvtægtsforslag, der kom i diverse kommentarfelter. Vi lever i en retsstat, og dermed har vi et retsvæsen, der sørger for at retsforfølge og dømme gerningsmanden. Det skal borgerne ikke gøre selv. Vi skal ikke slå folk ihjel eller lemlæste dem, fordi de har begået en forbrydelse. Uanset hvilken forbrydelse, det måtte være. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg ville føle, hvis det utænkelige skulle ske for en af mine piger – men selvtægt er ikke svaret. Sidespring. Det var ikke det, jeg ville skrive om her.

Den ulykkelige sag gav anledning til en svær samtale med mit eget børnehavebarn. Hvordan vægter man sine ord og hvor meget skal man forklare til en pige på 5. En pige, der skal forstå alvoren, men som ikke skal gøres unødigt nervøs eller bange for fremmede. Langt de fleste fremmede her i vores lille hjørne af verden, er heldigvis (og naturligvis) ganske almindelige og flinke mennesker, der ikke ville drømme om at gøre børn ondt.

Jeg holdt samtalen til det overordnede plan. Jeg talte med hende om, at hun aldrig, aldrig må gå afsted med fremmede. Heller ikke selvom de siger, at de har kattekillinger eller slik derhjemme. Heller ikke selvom de siger, at Jonas og jeg har sendt dem for at hente hende. Vi talte om, at hendes far og jeg aldrig ville sende en fremmed for at hente hende. Vi ville altid sende en, hun kender.

Vi talte om, at man skal sige NEJ til en fremmed, der vil have hende til at gå med. NEJ og GÅ VÆK. At man skal råbe HJÆLP. At man skal finde en mor eller en far (eller en mormor eller en anden voksen) med børn og bede dem hjælpe en, hvis der ikke er nogen voksne i nærheden, man kender. At man gerne må slå og sparke. Og bide.

Vi talte om, at nogle voksne er dumme ved børn. Det er voksne, der lyver og siger, at man godt må gå med dem. At man skal holde en hemmelighed sammen med dem. Vi har ikke hemmeligheder hos os. Vi har overraskelser. En hemmelighed er noget, der skal skjules og aldrig siges højt. En overraskelse er en sjov ting, som man afslører og fortæller til andre.

Vi talte om, at de allerfleste voksne er søde og rare og hjælpsomme.

Vi har talt om det flere gange siden. At man aldrig, aldrig må gå med fremmede. At man altid skal råbe så højt man kan, hvis nogen forsøger at få en til at gå med. Jeg tror, den sidder der. Vi bliver ved med at tale om det løbende. Den skal sidde på rygradden som en refleks.

Mine tanker går til pigen og hendes familie, og knuden i maven håber, at jeg aldrig får mulighed for at vide, hvad de går igennem nu.

Hvordan og hvornår har I talt med jeres børn om hvordan man skal forholde sig til fremmede?

img_3337

Et vemodigt farvel til amningen

Kære amning

Tak for denne gang. Tak for alt.

For de smukke stunder og tæt samhørighed. For den ekstra søvn. For at skabe ro og tryghed.

Du ved, jeg har elsket dig. Jeg er så taknemmelig for, at du har givet mine døtre næring og transformeret dem fra små, rynkede spædbørn til buttede babyer. For at du har gjort det nemt for mig altid at have mad, drikke og trøst ved mig.

Mit moderskab har været nært forbundet med dig, og de valg, jeg og Jonas har truffet, har involveret dig. For os og især for mig har du været det helt rigtige og det absolut mest oplagte. Vi har aldrig ønsket at begrænse eller skemalægge dig, og du har altid været tilgængelig.

Jeg er taknemmelig for, at du har været der hele vejen. At pigerne hver især har fået lov at stoppe, når de var klar. At det aldrig har været forceret.

Nogle af mine kæreste minder om tiden med babyer er stunder med amning. Uanset om du har beroliget et ulykkeligt lille, mættet en sulten baby, dækket behovet for en tår væske i sommervarmen eller lullet dem til ro til en ekstra times søvn eller til ventetiden i en kø i lufthavnen.

Lillesøster er videre nu. Hendes behov har forandret sig, og der er ikke længere brug for dig. Det er vemodigt, men vi er alle klar nu. Om en måned bliver hun to år gammel og hendes tætte bånd til mig bliver langsomt, ganske langsomt, strakt længere ud. Med tiden vil de være så lange, at hun føler sig tryg og klar til at flytte hjemmefra og indtage verden på egen hånd.

En æra er forbi. En vigtig periode er afsluttet, og den giver mig en gammelkendt og alligevel ny frihed, som jeg først skal lære at kende igen.

Måske er det sidste gang, jeg skal opleve det, du kan. Måske en dag, jeg får muligheden igen. Det kan kun tiden vise.

En dybfølt tak med en dråbe vemod iblandet for alt det, du har givet os. Jeg ville aldrig have været det foruden.

/Stine

ammemor^^Photo cred: Anne Bett Witte

Older posts