Marie Kondo, minimalisme og at bo fem mennesker på 95 m2

Sidste år i januar var Marie Kondo og hendes ‘spark joy’ oprydning på alles læber. Og i manges skabe og skuffer også, når man kiggede ud over Instagram. Jeg ved ikke, hvor mange, der holdt ved. Som stadig folder i nydelige trekanter og stabler på højkant. Bølgerne gik højt dengang og mange følte sig stødt over hendes opfordring til at rydde ud. Prikkede hun til noget, der måske længe har ligget og ulmet hos mange? Fornemmelsen af at drukne i ting og alligevel ikke føle, man har det hele. Jeg ved det ikke. Jeg kan kun tale for mig selv, og jeg havde et indlæg på vej sidste år netop om at rydde op og ud. Så var det bare...

Paradokset

Vi er tæt. Hud mod hud. Din lille, varme krop mod min store, trygge. En tumling på vej til at blive et lille barn, men stadig med spædbarnets fugleunge-refleks efter brystet. Halvt i søvne finder du hvad du søger og den lille krop falder til ro og bliver tung i mine arme. Sådan sidder vi sammen i mørket. Aften efter aften, en time eller to efter du er blevet puttet, vågner du og kalder. Det eneste tidspunkt på din dag, hvor din krop ikke er igang med at indtage hele verden. Hvor du ligger roligt og stille og bare er. En dag gør vi ikke mere. En dag glemmer din krop sutterefleksen, ligesom dine søstre har gjort det før dig...

En uventet stolthed – og et gult bælte

K startede til karate først på efteråret. Hvidt bælte og helt uden nogen former for erfaring med kampsport – og derfor en ret stejl læringskurve for at forsøge at ramme bevægelserne i sin hvide gi. Jeg har skrevet lidt om det før HER. I den forgangne weekend var der graduering i karateklubben, og hun havde øvet og øvet på sin kata, på spark og på at huske det hele. Sommerfuglene satte ind, da hun ankom sammen med sine klubkammerater og så en flok sort-bælter bag dommerbordet. Men som hun selv sagde, så gik nerverne væk, så snart hun kom igang. Så tog kroppen over og gjorde præcis, som den skulle. De lange ben sparkede højt op og satte sig præcist...

Mit mindste, lille menneske

Lille M er slet ikke så lille længere. Hun er 17 måneder gammel om ganske få dage, og hun er i den grad ved at folde sig ud som et lille (og bestemt) individ. Måske i endnu højere grad end nogle af hendes søstre er hun med stormskridt ved at rodfæste sig og cementere sin position i vores femkløver. Hun tog sine første skridt for snart længe siden, men hun har travlt, så hun har kravlet mere end gået længe – simpelthen fordi det var mere effektivt. Nu går hun imidlertid mere end kravler. Også selvom hun mere ligner den stakkels butler i 90-års fødselsdagen sidst på aftenen end den selvbevidste og selvsikre lille dame, hun er. M har en...

‘HEJ!’ – finurlige børnebøger med mange lag

[Reklame – bogen er modtaget til anmeldelses] Vi er aldrig ikke på udkig efter supplementer til pigernes appetit på bøger. De har alle tre, siden de var ganske få måneder gamle, været glade for at gå på opdagelse i bøgernes univers. Det har Jonas og jeg også altid selv været, og derfor har vi også opfordret dem alt vi kan, til at fastholde og udbygge bogglæden. Vi læser højt hver dag – didaktisk og inddragende for især de to yngste, hvorimod den ældste er ved at nå et andet stadie i sit læse-liv. Heldigvis kan man finde virkeligt mange, gode børnebøger. Så mange at det kan være svært at finde plads til dem alle. Både klassikere, der holder ved gensyn...