De første skridt. Store milepæle og småbitte støvler

Der er nogle ting, der bliver ved med at være kæmpestore, uanset hvor mange børn, jeg får. Nogle milepæle, der rejser sig højt over alt hverdagens tåge og træder lysende klart frem. Sådan er det med de første skridt. Jeg har hele tiden sagt, at jeg bliver ved med at kalde M min baby, indtil hun går. Hvilket sådan nogenlunde er nu, for hun har rejst sig og taget sine første, rigtige skridt. Men man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt, og jeg kan mærke, at jeg har et behov for at trække babytiden så længe, jeg kan. Simpelthen fordi når den er slut, så er det så uigenkaldeligt forbi. Hun har været uendeligt uinteresseret i...

5 gode råd til institutionsstart

Allerede mens man er gravid, forbindes man med det kommende barn under hjertet. Med fødslen får kærligheden fysisk form af småbitte fingre og den helt særlige, berusende duft, nyfødte har. På barsel indgår man i en tæt symbiose med sit barn. Bygger en tryg og stabil tilknytning ved at ganske simpelt være der, se og høre og agere på barnets signaler. Og så en dag, alt for tidligt!, tikker der en mail ind fra Pladsanvisningen om, at nu er der en dato og en plads til ens lillebitte barn. Vi har været så ualmindeligt heldige, at vi i tre omgange har fået dagplejeplads præcis hvor vi ønskede. Vi er så utroligt priviligerede, at det har kunnet lade sig gøre at...

Pigedims, mudrede ben, karate og kor

Jeg elsker, at mennesker generelt rummer så mange facetter. Ikke mindst er jeg vild med at mine døtre rammer spektret fra den ene ende til den anden. Både følelsesmæssigt og med deres interesser. Lige nu er det tydeligere end nogensinde, og vi forsøger at understøtte så godt som muligt, så de oplever at det hele har lige meget værdi. Vi taler med fuldt overlæg udenom ‘pigeting’ og ‘drengeting’, og når jeg skriver pigedims i overskriften handler det om de dimserier, mine børn, der nu engang er piger, laver. Vi ønsker ikke at begrænse dem eller skabe begrænsninger ud fra deres køn, for med mindre man skal bruge sin tissemand eller tissekone til en given aktivitet/farve/bog, er aktiviteten ikke kønnet. Synes jeg....

‘Hej, det er fra børnehaven. Der er faldet en gren ned på din datter’

Med moderskabet følger en sårbarhed, der er ulig noget andet, jeg har oplevet. Det starter med den positive graviditetstest og jeg tror aldrig, det stopper igen. Den iboende grundfrygt for, at der skal ske noget med ens børn. Det er en proces at tøjle og lade dem slippe fri fra mine arme og ud i verden, hvor de kan komme til skade. Nu, hvor jeg stadig har små børn, er det mest af alt skrammer og sår og at falde og slå sig. Om ikke så længe bliver det trafiksikkerhed. Engang i fremtiden bliver de unge kvinder, der skal ud og begå sig i en verden, hvor jeg ikke kan skærme dem mod nogle af de ubehageligheder, som en meget...

Langtidsamning, ammestop og at være privilegiumblind

Min yngste datter har rundet sin 13. måned. Eftersom definitionen på langtidsamning er ‘amning i mere end 12 måneder’, kan jeg nu for tredje gang putte mig selv i den kategori. Det har aldrig været et ultimativt mål eller et absolut ønske. Faktisk var det slet ikke noget, jeg tænkte frygteligt meget over eller havde en fast defineret holdning til. Det blev bare sådan. Jeg ved ikke, om nogen decideret planlægger at langtidsamme. Jeg gjorde i al fald ikke. Man ammer en dag ad gangen. Så længe det giver mening (eller kan lade sig gøre). Lige pludselig er der gået mange måneder – måske endda flere år. Det er lidt som at lukke øjnene et sekund og opdage, at ens...