Børnehaveskift

At finde institutioner til sine børn er at træffe store og vigtige valg på deres vegne. Det er steder, de skal være i en hel del af deres vågne timer igennem deres tidlige barndom – de formative år, endda, for forskning indikerer, at det er de første tre leveår og stabile, trygge omsorgsrelationer her, der har stor betydning for barnets udvikling.

Det er steder, de skal være trygge, være godt tilpas – blive set, hørt, støttet og krammet og også gerne kysset, hvis du spørger mig. Tænk at være i et job eller et studie, hvor man slet ikke trives. Hvor chefen eller kollegaerne eller de fysiske rammer gør en trist eller ligefrem utilpas – eller bare slet ikke inspirerer. Hvor der ikke er tid til at lytte til hvad man siger. Så ville en del af os skifte job eller studie. Vi kan aktivt træffe valg på vores egne vegne – men vi er vores børns ambassadører, når det handler om vores børn og deres institutioner. Derfor er det så vigtigt at vælge rigtigt.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde, jeg var en af de mødre, der skrev Bean op til områdets must have vuggestuer ti minutter efter fødslen, ligesom vi heller ikke planlægger at vælge andet end den lokale folkeskole (der i parantes bemærket har et rigtig godt ry) Jeg var heller ikke ude og besøge en masse steder, mens hun var spæd. I stedet fandt vi Willebo og den holdt vi fast i og ringede løbende til Pladsanvisningen. Jeg faldt fuldstændig for stedet og vi elsker det så højt endnu. Jeg forstår stadig ikke helt vores held (og Jonas telefonsælger-evner) da Lillesøster også fik plads dernede for snart et år siden.

Bean fik tilbudt plads i en børnehave et helt, helt andet sted og af helt andre, store dimensioner og børnetal end det, vi havde skrevet hende op til. Jeg fik så ondt i maven dengang, og vi endte med at vælge noget andet. Det kan du læse om HER og HER

18622402_10158677633300375_4569513577313038097_n

^^Fødselsdagsgaven fra mine og Jonas’ forældre var den skønne EGG Helmet med det skin, Bean havde forelsket sig i. Find det lige HER // Krave fra min mormors gemmer // Jakke fra MarMar (købt på udsalg sidste år. Lignende  HER og HER) // Styling: Bean

Det startede godt, og det burde og kunne have været så godt med den lille, hyggelige børnehave. 45 børn, de dejligste rammer og en skøn legeplads. Men det var slet ikke så godt. Lederen magtede ikke opgaven, børnehaven var presset på børnetal og der var desværre sket nogle uforudsete hændelser i tiden før Bean startede. Det, der især fik os til at overveje et skift allerede i slutningen af efteråret 2015, var manglen på venner og veninder – og så manglen på lederskab og evner til at skabe gode rammer for personale og børn. Det var svært og hårdt, og det var med blødende hjerte, jeg skrev om det HER

I løbet af foråret 2016 blev det klart for os, at det ikke gik og da børnehaven endda skulle lægges sammen med søsterinstitutionen, blev den endelige beslutning taget. Ved et lykketræf blev jeg tippet af denne søde dame om en ledig plads på børnehavedelen af en ret populær børnehave, der faktisk var noget tættere på vores hjem. Og vi fik pladsen. Vi må virkelig have en slags skytsengel hos Pladsanvisningen.

Det var i virkeligheden et let valg at skifte børnehave. Bean trivedes ikke som hun burde, og rammerne var ikke optimale. Men det var følelsesmæssigt svært. Hvad nu hvis hun ikke faldt til? Hvis der ikke var venner? Hvis aben flyttede med? Hvordan ville Bean tackle skiftet? Ville hun savne og sørge?

… det blev en længere omgang! Jeg skriver mere om hvordan det så er gået i morgen.

Maraton og Mum Flu

I søndags var København fyldt med seje løbere. Jeg får altid lidt et stik i maven og kløen i benene, når de store løb er igang, for det er efterhånden mange år siden, jeg sidst løb så mange kilometer. Imidlertid havde jeg mit eget maraton igang med to mildest talt besværlige børn.

Ikke mindst min førstefødte er en håndfuld i disse dage. En stor håndfuld. Det er i bedste fald irriterende, men når man er blevet snotforkølet og borderline influenzaramt, så ville jeg hånden på hjertet hellere møde muren fra 6. kilometer. Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg har prøvet det.

Hvis du spottede os på legepladsen i søndags, så ved du, hvad jeg taler om. Bean fik en nedsmeltning på vejen over noget så aldeles urimeligt som at vi ikke vendte om, så hun kunne skifte tøj. Atomreaktor-nedsmeltning. Hun råbte og skreg og det var på ingen måde muligt at trænge igennem til hende, så jeg endte med at kapitulere og trække en skrigende Bean, en undrende veninde og en utilfreds Lillesøster hjem igen. Lillesøster lod sig formilde med sit nye yndlingslegetøj – et loppefund af en dukkevogn til en flad 50’er som jeg planlægger at gøre lidt ved – men Bean blev ved med at råbe en hel time. Jonas var ude og rette årets eksamensstile, så jeg var alene på hjemmefronten. Det burde ikke have tømt mine reserver – men desværre satte episoden stemningen for resten af dagen og de sidste par dage også. Jeg skal ikke udelukke, at jeg også endte med at råbe ad hende i søndags. Det er en rædselsfuld følelse at nå dertil, hvor det rationelle og empatiske melder hus forbi.

Jeg ved ikke, hvad der foregår i hende lige nu, men det er ikke specielt rart at være fanget i malstrømmen af hendes dårlige humør og vrede udbrud. Vi forsøger at være imødekommende og forstående, men der er grænser for alting. Ikke mindst for hvad jeg vil finde mig i. Bean ved godt, når grænsen er nået. Hun er bare ikke lige nu i stand til at stoppe før hun når den, og jeg skal virkelig hanke op i mig selv for ikke at være mildt irriteret på hende hele tiden og ende i en rigtig ond spiral.

I dag har hun været glad hele dagen. Hun har heller ikke været hjemme. Hun har været på en legeaftale hele dagen og kom først hjem til sengetid. Hun har hygget sig og leget og leet… så det er åbenbart bare os, den er gal med. Jeg ved godt, at det er hjemme, hvor de er helt trygge, at børn tør at lade alle facader falde og agere helt og aldeles ud fra deres følelser, selv når de er grimme. Og givetvis bidrager vi til konflikterne fordi vi i nogle dage har oplevet hendes adfærd og dermed er lidt forudindtagede efterhånden.

Jeg gider godt at det stopper snart. Både fra hendes og vores side.

Og så gider jeg i øvrigt også godt at jeg snart bliver rask. Det er edderbroderemig op ad bakke at være syg, når man også skal forestille at være nogens mor!

skaermbillede-2017-05-23-kl-7-10-03-pm

Slip fantasien løs

[ Disclaimer: vi var inviteret til arrangementet af Toms Chokolade, der også har taget billederne. Indhold er mit eget.]

Bean elsker at tegne. Da hun blev omkring 3 år, skete der et eller andet i hende, og siden har tegneriet for alvor taget fart. Det er egentlig sjovt med hende Bean, for hun kaster sig først for alvor ud i nye evner, når hun mestrer dem. Hun nægtede at bruge løbecyklen før hun kunne suse af sted. Det samme med den rigtige cykel. Med ble. Med sut. Og med tegneriet.

Da hun først knækkede koden med tusch og farveblyanter, tog det fart. Hun er – i al beskedenhed – virkelig dygtig til at tegne. Når jeg ser på hendes jævnaldrende i børnehaven, kan jeg konstatere at detaljerne i Beans tegninger er markant flere og egentlig ‘bedre’ tegnet også. Jeg ved ikke frygteligt meget om det, men jeg vil umiddelbart vurdere, at hun har et niveau der er over hendes alder. (Ja, det er noget værre mor-pral, men fremmede siger altså også, at hun er rigtig god!) Hun kan sidde i timevis og tegne og farvelægge, og så bliver man jo også dygtig efterhånden. Øvelse og alt sådan noget. Selvom det er en stillesiddende aktivitet, så vil jeg meget hellere at hun tegner end at hun spiller spil eller ser serier og film på iPad’en. Koordinationen mellem øje og hånd, fantasi og det fysiske papir er meget mere udviklende for hjernen end at sidde foran en skærm.

_dsf0740 Jeg opfordrer hende hellere end gerne til at fatte papir og pen og tegne afsted. Det minder mig om mig selv. Jeg har også brugt utallige timer på at tegne som barn og ung. Jeg blev også ret dygtig til sidst. Og jeg husker glæden ved at lykkes med noget på papiret.

Min far er dygtig til at tegne og har brugt en del tid både med blyant og akvarelfarver i sin fritid. Han har lært mig grundreglerne og tips foruden at hjælpe med at finde tegnebøger med instruktioner og guides til mig på biblioteket.

For et par uger siden var Bean og jeg inviteret til fernisering på Statens Museum for Kunst med Toms Chokolade. Anledningen var lanceringen af deres nye, fine forsider på pålægschokoladerne. Det er historier, som er tegnet og fortalt af børn og gentegnet af studerende på DMX. Bean var meget fascineret af at børn kunne tegne og fortælle historier, som kom med på et ‘rigtigt’ produkt, og jeg synes at konceptet er så sympatisk. Det er skønt at kunne spejle sig i sine jævnaldrende – og nogle, der er lidt ældre – og se, hvad man kan opnå med øvelse og træning. Det er en god livslektion i det hele taget. Historierne bag illustrationerne står inden i pålægschokoladeæskerne og Beans yndlingshistorie er den med det blå marsvin.

Peter Madsen (I ved. Ham med Valhalla og Troldeliv-tegneserierne) holdt også tegnekursus, og Bean lyttede meget nøje og så med mens han fortalte hvordan man kommer igang med et ansigt, med at fylde papiret og med at lave skitser inden man tegner sig frem til det endelige resultat.

Hun fik lov at lave sin egen pålægschokoladeæske og historien er meget gennemtænkt. Vi tegnede indtil flere skitser inden hun bestemte sig og havde narrativet på plads. Det var ret imponerende at være vidne til koncentrationen og den alvor hun gik til opgaven med. Hjemmefra havde hun på eget initiativ tegnet en tegning til Peter Madsen. Hendes egen version af Idun med de magiske æbler. Den modtog Peter, og han kvitterede med en tegning til hende i den Valhalla-bog, vi havde taget med.

_dsf0823 _dsf0856

Efter ferniseringen gik vi en runde på museet og genså mine og Beans yndlingsværker. Jeg har tidligere arbejdet i flere år som omviser og i bookingen på SMK, så jeg kender både huset og værkerne ganske godt. Jeg elsker at dele glæden ved kunsten med Bean, og i takt med at hun bliver ældre, kan vi tale om flere og flere aspekter ved kunsten og værkerne. Udover at fortælle de mange, mange fine, sjove, uhyggelige og mærkelige historier, der er gemt i dem.

Børn er velkomne på museer. Det er de. Også selvom de kommer til at le højt, tale begejstret eller skal prøve at se, hvor højt man kan hoppe i et rum med 8 meter til loftet. Faktisk er de mere end velkomne. Især hvis deres voksne har lært dem, at man kigger med øjnene. Bean ELSKER at komme på museer – hun er også grundigt indoktrineret efterhånden – og jeg elsker at opleve hendes reaktioner og umiddelbare tilgang til værkerne. Det lærer jeg noget af. Og hun bliver inspireret til at komme videre i sin egen kreativitet.

Hvis du også har børn, der elsker at tegne og fortælle historier, så prøv at købe en af de nye pålægschokoladepakker – der er i øvrigt også mulighed for at farvelægge tegningen indeni. Fold pappet op og tegn formen over på et andet, hvidt stykke pap. Så kan dine børn lave deres egne chokoladepålægspakker og fortælle deres egne historier. Bean elsker sin pakke, og jeg synes den er så fin på bordet.

 

Tak til Toms for en dejlig, inspirerende dag – og for at stimulere og opfordre til kreativitet.

En update på amningen

Det er ikke engang en måned siden jeg nedskrev et stille håb om at natamningerne nu var ved at være definitivt slut. Det er de. Helt og aldeles. Det tog ikke mere end et par nætter før Lillesøster fuldt ud accepterede, at det var slut med natlig mælkebar. De første uger herefter vågnede hun noget oftere end før, men blev trøstet af et kram og at blive aet over det dunede hoved.

I løbet af den sidste uges tid – egentlig helt umærkeligt – er opvågningerne blevet færre. Både i løbet af aftenen og om natten. Hun vågner op og vil trøstes en enkelt gang i snit inden Jonas og jeg går i seng, og så vågner hun op og vil ind og putte med sin MUARH et sted mellem kl. 23 og 01. Men derfra sover hun som regel igennem til klokken nærmer sig 6. Det er nyt og skønt, og selvom det kræver en indsats at komme ud af sengen på det tidspunkt, så kan jeg ikke lade være med at glæde mig stille over at Lillesøster så småt begynder at sove bedre. Hun er også lige rundet 22 måneder, og som jeg husker fra Bean, var det omtrentligt på samme tidspunkt, hendes søvn gik fra decideret terror til noget mere humant.

Hvem ved. Måske når vi at opleve en nat, hvor hun sover helt til morgenstunden inden for en overskuelig tidshorisont? (Schyyy, Nemesis. Jeg skrev ‘måske’)

Lillesøster var ikke klar til at give slip før – men det er gået stærkt med tilvænningen herefter. Det minder bemærkelsesværdigt meget om hendes tilgang til andre livs-kunster. Hun begyndte først at krybe, da hun var over 11 måneder, men bare et par uger senere begyndte hun at kravle rigtigt. Og halvanden måned fra første krybe-tag henover stuegulvet begyndte hun at rejse sig og tage sine første, usikre skridt. Måske er hun bare typen, der holder ved det kendte indtil hun nærmest allerede er forbi næste udviklingstrin?

Hvis nogen venter i spænding på nyt om, hvorvidt hun fortsat glemmer at bede om sin eftermiddags-amning, så ja. I denne uge huskede hun det igen tirsdag, men glemte det både onsdag og torsdag. Og i morges, da jeg var igang med at tage tøj på, kom hun ud til mig i baderummet, fik øje på mælkebaren og udbrød et begejstret ‘MAM-MAM!’ – efterfulgt af et fnis og et ‘NEEEEIIIJ!’ Det var ret fint og ret mærkeligt på samme tid. Måske er det slutningen på en æra. Selvom det er fint og jeg er glad for at hun selv har fået lov at vælge fra og til, er det alligevel vemodigt.

skaermbillede-2017-05-19-kl-2-33-12-pm^^Lillesøster på vej ud i verden. Kyse, sneakers og shorts er arvesager fra Beans tid, strømpebukser er vores ubetingede yndlingsmodel fra GoBabyGo. Selvom Lillesøster ikke længere har brug for skridsikre kravle-knæ, så sidder de bare fantastisk, maveelastikken er dejlig bred og blød og det er ret praktisk med skridsikre såler, hvis man ikke lige får hjemmeskoene med fra dagplejen. Strikken er hjemmegjort og opskriften er SÅ skøn at strikke og fin i brug. Den kan virkelig ikke anbefales nok – og der er også mulighed for at strikke den med korte ærmer. Find og køb opskrift til Annas Sommercardigan hos dygtige Mette HER. Jeg har strikket i Manderin Petit fra Sandnes.

Badehygge og blåt vand

Både Bean og Lillesøster elsker at komme i bad. Elsker. I weekenden vågnede Lillesøster endda (lidt for) tidligt fra sin middagslur, fordi hun var blevet lovet et eftermiddagsbad. I al fald slog hun øjnene op, møffede ud af sin seng og stavrede ind i stuen mens hun kommanderende gentog ‘BAD’ til vi havde fattet pointen.

Da Bean blev født fik vi et af de smarte Stokke Flexibath-kar af min søster, og det bruger vi stadig. Bean er egentlig for stor efterhånden, men hun elsker det. Vi er igang med at overbevise hende om brusningens glæder, men indtil videre er hun størst fan af ‘boblebad’.

Sidste uge blev badet lidt ekstra sjovt og festligt med en af Vølves fine badebomber (som Bean har fået i gave) Bean valgte en jordklodefarvet til at dele med sin søster, fordi ‘blå er den eneste farve, hun kan sige’ – og et par stykker i den lyserøde og glimmeragtige genre til sig selv. Vi prøvede den blå, og pigerne havde en fest med at se den lille kugle snurre rundt og rundt i vandet, mens den blev mindre og vandet blev mere og mere blåt.

18485289_10158627556610375_6112151604205423146_n

Bomberne er nok egentlig tænkt til afslapning og afstressning i et rigtigt badekar, men de fungerer også virkelig fint til små mennesker. Begge piger klatrede i badekarret og nød at lege med det blå vand. Bomberne findes i forskellige varianter – også uden duft, hvis man ikke er til det – og de koster omkring 25 kr.

De lyserøde bomber er kun til Bean, men Lillesøster er heldigvis mindst ligeså lykkelig for at komme i et bad med helt almindeligt skum af en neutral baby-badesæbe.

Older posts