For præcis et år siden

For et år siden så vores verden med et ganske anderledes ud. E havde været sløj i flere dage, og søndag d. 11. december kørte min bedste veninde mig til skadestuen. Til et besøg, der afslørede en farligt lav iltmætning, en iltmaske til min slappe lille pige og en ambulance til Hvidovre, og hvad der skulle vise sig at blive næsten en uge på børneafdelingen. Det var uden sammenligning noget af det følelsesmæssigt hårdeste, jeg nogensinde har oplevet. Synet af mit lille barn, der ligger slap og bleg i en alt for stor seng vil for evigt være ætset ind i mit hjerte. Jeg glemmer heller aldrig venligheden,forståelsen og den ekstra omsorg, som en sygeplejerske viste i et varmt kram, da jeg...

Ugen der gik. Lucia-stolthed og maveinfluenza.

Jeg er her endnu. Jeg ved godt, det ikke virker sådan, men det er virkelig ikke af ond eller sågar manglende vilje, jeg er så stille herinde. Ude i mit virkelige liv har den sidste uge (igen) været fyldt med sygdom. Min, Jonas’, pigernes. Det er næsten ikke til at holde ud efterhånden. Vi nærmer os noget, der ligner 10 uger siden september. Det lyder helt vanvittigt, som det står her, sort på hvidt. Tro mig, når jeg siger, at det også føles vanvittigt. Opslidende og uretfærdigt, faktisk også. Det er ikke det store, når man tænker på, at der er mennesker i verden med langt mere alvorlige problemer, men jeg føler mig snydt for de sidste 3 måneder. Snydt...

Update på børnehavesituationen

Først og fremmest, så er jeg helt på halen over, hvor mange fine, betænksomme, velovervejede og reflekterede kommentarer, tanker og hilsner over indlægget om inklusion og de udfordringer, der er i børnehavens storegruppe. Der var en del, der spurgte til om vi havde overvejet at simpelthen skifte børnehave. Det har vi. Det gør vi ikke. Og det er der flere (gode) grunde til. Allervigtigst. K har en rigtig god venindegruppe i børnehaven. Hun er vellidt og hun kan rigtig godt lide mere end en håndfuld af pigerne og nogle af drengene som hun leger med hver eneste dag. Det er hovedårsagen til, at et skifte ikke kommer på tale. Det ville være synd at rive hende ud af den flok,...

Frygt og Bæven

Jeg har det lidt svært med Kants kategoriske imperativ og en absolut skelnen mellem sort og hvid, rigtig og forkert, men jeg er helt med når det handler om Kierkegaards Frygt og Bæven. Frygten er et grundvilkår i mennesket. Det handler (også) om selvopretholdelse og overlevelse. Det er en god ting at være bange for det, der kan slå dig ihjel. For mig fik frygten nærmest fysisk form ved fødslen af mine børn. For sammen med dem og den absolutte underlæggelse af et lillebitte menneskes behov fødtes også frygten for at noget skulle ske dem. At jeg ikke kunne passe på dem og skærme dem for alt ondt i verden. Det kan jeg ikke. Det kan intet menneske. Af og til ville jeg næsten ønske, jeg...

Store piger og særlige oplevelser

Det slog mig i dag, hvor store mine piger er ved at blive. Begge to. K er taget til provinsen for at have et par julehyggelige dage med mormor og morfar, men forinden var hun med sin far i Tivoli for at indsnuse stemningen – og prøve et par af deres yndlingsforlystelser. Hun elsker især den 100 år gamle rutschebane. Bjergrutschebanan, som hun kalder den. ‘Far? Må jeg godt prøve den selv?’, spurgte hun i dag. Det måtte hun godt. Hun er stor nok ifølge højdemåleren. Og sig selv. Og sin far. Umiddelbart havde hun fået et nej fra mig, men så var det jo heldigt, at jeg var hjemme med E. ‘Sidder du alene?’, spurgte vognstyreren min store, lille femårige....
Older posts