Så stor og dog så lille

Elskede Bean. Store, lille menneske.

Det er hårdt at være fem år af og til. Det er nogle gange så hårdt, at man kan komme til at græde ved middagsbordet over at man er træt.

Fem år er stort og du er god til at være stor. Rigtig god. Du ved og forstår så meget. Du har et kæmpe ordforråd opbygget gennem de sidste tre års endeløse talestrøm. Du kan hoppe og løbe og klatre ligeså godt som dine veninder på legepladsen, der er flere år ældre. Du kan bruge timer på at tegne og du bliver dagligt dygtigere og mere detaljeret i dine skildringer af virkelighed og fantasi. Du er fem år, og du er stor.

Men når man er fem år, er man også stadig lille. Man må godt være lille, selvom man har en lillesøster, der er endnu mindre. Man må gerne være så lille at man har brug for at græde færdig på sin mors skød og sætte sig på den juniorstol som man egentlig havde bekendtgjort at man ikke længere bruger.

Elskede, søde Bean. Jeg elsker, at du er stor og dygtig. At du er betænksom og empatisk og at du næsten altid sætter din søster før dig selv, fordi du forstår og anerkender at hendes behov er andre end dine. Du er stor, men du er også stadig lille. Du er min førstefødte. Uanset hvor stor du bliver, vil du også altid være min lille pige. Du er det nyfødte barn, jeg fik i armene for godt fem år siden på en solskinslys stue på Rigshospitalet. Jeg vil altid have plads på skødet og i favnen. Altid have en skulder og et ærme til tårer. Altid have rum til dig. Du behøver ikke skynde dig at blive endnu større. Det kommer helt af sig selv. Jeg ved godt, det næsten ikke kan gå stærkt nok lige nu. Du vil gerne vokse dig højere, gerne gå i skole, gerne blive så stor at du kan det hele selv. Min lille, store pige. Giv tid. Nyd legen og forundringen og det mageløse ved at være netop fem år gammel og begribe en flig af de voksnes verden, men stadig være helt til stede i barndommens underfulde land, hvor der godt kan bo legesyge tigre i krattet ved siden af legepladsen og hvor fe-støv giver ægte vinger.

Jeg er her. Altid og uanset hvad. Med et skød og en skulder. Et ekstra kram, et kærtegn og forsikringen om, at du er elsket.

Mine kærligste tanker,

Mor

18341644_10158602941705375_1519428294380382423_n

 

Skumfidus eksperimentet

Hele torsdag formiddag har Bean, Jonas og jeg tilbragt på Institut for Psykologi. For snart 5 år siden deltog vi i et spændende forsøg om det førsproglige barns tilknytning og omsorgsrelationer – og ved både 2 og 3 år har vi været til opfølgende besøg. Data fra det oprindelige forsøg er i dag ved at blive udrullet i samarbejde med sundhedsplejen i Københavns Kommune for at støtte og hjælpe mødre (og fædre) med efterfødselsreaktioner.

Dagens besøg var 5-års opfølgningen, og Bean klarede tre timer i stiv arm. Øvelser, historiefortælling, kognitiv problemløsning, fri leg. Hun elsker det og hun havde en fest. Forinden havde Jonas og jeg svaret på alenlange spørgeskemaer.

Sidste test var skumfidus-udfordringen. I ved. Den her:

Bean fik stillet en skumfidus foran sig, fik at vide at hvis hun ventede fik hun to – og så sad hun ellers i 15 minutter alene i et rum med en skumfidus. Og ventede. Og ventede. Lavede ansigter i spejlet, sang hjemmelavede sange om skumfiduser og sanglege til at fordrive tiden.

På et tidspunkt var samtlige voksne nødt til at kvæle latteren, da hun utålmodigt råbte ud igennem døren: “Er du klar eller er du doven?”

Hun fik sine to skumfiduser for en imponerende indsats. Hun rørte ikke engang ved lokkemaden – men det er også omkring 5-års alderen børn lærer behovsudsættelse.

Det er en umådeligt træt pige, vi har haft fornøjelsen af resten af dagen, men det er altid en fornøjelse at deltage i forsøgene. Dels for at bidrage til videnskaben, dels fordi Bean har en fest – og dels fordi vi altid lærer noget nyt om vores skønne pige.

She’s only four and a half for such a little while

I søndags blev Bean 4,5 år. Og jeg glemte det helt. Midt i vintertid og de hidtil frugtesløse forsøg på at indhente næste 2 ugers søvnunderskud. Eller, for mit vedkommende, 15 måneders søvnunderskud.

Men hun fortjener et dedikeret indlæg, min Bean. Min store, lille pige, der altid taler og altid forundres og fortolker den verden hun indgår i. Som tilegner sig kundskaber med lynets hast og hvis store hjerte og empatiske, ligefremme væsen er en kilde til evig glæde og stolthed.

dsc_0748^^Ansigtsmaling fra børnehaven og den fineste kjole, der er godkendt af Bean. Jeg har ikke kunnet finde den på en dansk webshop, men den er tilbage i få størrelser på Iglo+Indis egen shop HER. Hun har også denne bluse, og den er så fine med leggings under. Og dejligt blød og børnehaveegnet.

Det sidste år er hun vokset uendeligt meget. Umærkeligt, men alligevel tydeligt, når jeg stopper op og kigger efter.

Det er så meget mere tydeligt med babyer – det er nemmere at følge og bemærke en udvikling, der rummer så markante skift i motorisk kunnen. Og hvor ordforrådet går fra intet til noget, i modsætning til min store pige, der konstant har tilføjet nye ord og vendinger i sit sprog siden hun blev 2 år gammel.

Bean er vokset. Små 10 cm i højden og halvanden skostørrelse siden dette tidspunkt sidste år. Krøllerne er blevet en anelse mørkere og et stykke længere. Øjnene er stadig lysende, klare blå. Trækkene i stigende grad mindre bløde og runde og mere skarpe, selvom der stadig er tegn tilbage på det lille barn, hun en kort stund endnu er.

Hun er så bevidst om sig selv og sin rolle og plads i vores familie. At hun er stor og Lillesøster er lille. Ofte – oftest, egentlig – glemmer jeg, at hun trods alt kun er 4,5, for hun opfører sig så modent og ansvarligt langt det meste af tiden. Hun elsker, elsker, elsker sin søster og at være storesøster. Ingen kan få Lillesøster til at klukle som Bean og ingen i verden er en bedre legekammerat.

Hun er begyndt at kræve sit eget rum – af og til går hun ind på sit værelse og lukker døren og vil være alene. Lege eller bare være i fred. Det meste af tiden vil hun lege med os.

Hun er følsom. Uendeligt følsom. Hun bliver så ked af det, hvis hun er kommet til at gøre noget, hun godt ved, hun ikke må. Eller ved et uheld i en leg at tumle lidt for voldsomt med Lillesøster. Så er det stadig mig, der må til. Hun forstår andres følelser og forstår og formår at sætte ord på sine egne.

Allerhelst vil hun putte i vores seng og med en af os hos sig hver nat. Som regel bliver hun båret ind i sin egen seng i løbet af aftenen og sover trygt og roligt videre der til morgenstunden. Hun er blevet så dygtig til at falde i søvn. Tiden, hvor vi brugte op mod 90 minutter på at få hende til at give slip på dagen og overgive sig til søvnen er slut. Nu kan hun kysses godnat, aes over de bløde krøller og overlades til en halvåben dør og en blød bamse.

Hun har uden at tøve sat sine egne behov efter sin søsters. Og hun forstår vigtigheden i at tage medicin, som smager grimt. 10 dage i træk, morgen og aften.

Som ingen anden kan hun trykke på alle mine knapper, og på grund af hende har jeg lært så meget mere om mig selv. Med hende kom en ny sårbarhed og en uendelig kærlighed ind i mit liv. Jeg er aldrig blevet den samme igen. Til gengæld er moderrollen blevet min og smeltet sammen med det selv, der før var. Helt og fuldt. Jeg ville ikke ønske mig det på nogen anden måde.

Min elskede, mageløse Bean. Tak fordi du er min.

 

Hvordan Bean var som 3,5-årig og 2,5-årig kan du læse HER og HER

Den sejeste 4-årige, jeg kender

mfr vaccine

Da Bean vågnede i morges, var det første hun sagde, at hun “fuldstændig glædede sig til at komme til lægen”

I går aftes læste vi om, da Totte skulle vaccineres, måles, vejes og hoppe hos lægen, og hele dagen har hun set frem til at vise vores søde læge, hvor højt hun kan springe i vejret.

Hun blev målt (108 cm – 8 cm siden sidste år!), vejet (16,8 kg) og fik undersøgt syn og lyttet på hjerte. Både lægen og hun selv havde stetoskopet i ørene og hun stod helt koncentreret og hørte sit eget hjertes rytme.

Så skulle hun stikkes. Hun valgte selv arm, valgte selv, at hun gerne ville kigge med og undersøgte den lille ‘perleplade’ som lægen placerede på hendes arm inden nålen. Smart med en masse små prik på huden, så man ikke registrerer at der stikkes. Selve nålen kiggede hun interesseret på, mens MFR-vaccinen tydeligvis gjorde ondt. Hun stivnede i kroppen (men rørte sig ikke ud af stedet) og vendte hovedet mod mig. Fik øjenkontakt og gjorde store, lidt forskrækkede øjne. Ikke en lyd kom over læberne. Ikke en bæven, ikke et klynk. Ingen tårer. Ingen gråd. Ingen problemer.

Hun fik en dinosaurus i plast med hjem og den aftalte milkshake hos Joe & the Juice. Og har endnu en gang haft en positiv oplevelse hos lægen. Hvor er jeg glad for, at vi skiftede i sin tid. Til et sted med empati, tid og indlevelse.

Hun er så hard core, min lille, store pige. Mor er stolt.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Behind the scenes på Østfronten

Jeg tænkte over det i går, mens jeg postede et billede af mit matchende strikketøj og eftermiddagssnack på Instagram (@ostfronten). Det dér med glansbilleder.

For der er jo ingen, der kan se på det billede, at jeg har sovet i noget der minder om 1-times søvnintervaller i 3 døgn. (Vi siger tak til en kombineret indsats fra Bean og Lillesøster) Eller at det tog 30 minutter at gå de sidste knap 500 meter hjem fra børnehaven i går, fordi Bean blev så rasende over… et eller andet?, at hun hele vejen fra Østerbrogade råbte og skreg, at jeg var dum og at jeg skulle gå min vej. At det tog omkring 10 minutter at krydse en lille vej, fordi jeg (som den dumme mor, jeg tilsyneladende var) insisterede på, at vi følges ad, når vi går over vejen. At jeg konfiskerede handskerne efter de var blevet smidt på fortovet for 10. gang og barnet var advaret om konsekvensen. Eller at denne, tilsyneladende uvæsenlige, handling udløste et hidsighedsanfald af den anden verden. At Bean fortsatte stilen hjemme i lejligheden med at smide med sine sutsko (red: med gummisåler) lige ind mod, hvor Lillesøster lå. Og at jeg derfor bar hende ind på værelset, gav hende krammebamsen og bad hende sidde og falde til ro, fordi vi altså ikke råber og skriger og kaster med tingene herhjemme. Selvom vi er vrede.

Virkeligheden er ikke kun de kvadratiske udsnit, vi ser på Instagram eller andre sociale medier. Virkeligheden er meget mere end det. Både smukkere og grimmere. Jeg har ikke lyst til at dele det grimme derinde – jeg har mere lyst til at blive opløftet og inspireret. Jeg ved godt, at det ikke er sandheden, der findes i de lyse, ryddelige rum og med evigt smilende, smukke børn. Jeg ved det, jeg husker det og jeg får hverken dårlig samvittighed eller mindreværdskomplekser af at se andres udsnit af perfektion.

Bloggen er heller ikke en 1:1 gengivelse af virkeligheden. Den er ærlig, åben og jeg deler gerne ud af både lykken, frustrationer og bekymringer – men alt herinde er også gået igennem et filter. Både på billedsiden og i teksten. Fordi jeg har nogle standarder for, hvilken univers, jeg ønsker, at Østfronten skal være. Og fordi det er en blog, der læses af familie, venner og bekendte – og en dag af mine piger, når de bliver store nok.

glansbilleder

I øvrigt: Bean faldt til ro, og vi undgik at optrappe konflikten. Jeg kunne høre hende fortælle krammebamsen om verdens uretfærdigheder indtil hun fik øje på noget legetøj, der var mere spændende end at være vred. I mellemtiden var jeg inde ved hende et par gange for at høre, om hun havde lyst til at få et kram. Jeg trak på mine visualiseringsøvelser fra fødselsforberedelse og undgik selv at blive konfronterende og/eller vred. Det var en god følelse.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Older posts