Kålchips, åkander og whiskysuppe

Ud fra hvad pigerne fortalte, så var det en dekonstrueret menu af Michelin-karakter, der blev indtaget helt uden voksne i går aftes. Jeg vover pelsen, og siger, at de muligvis kløjs lidt i hukommelsen, men faktum er, at Smagens Time på Fishmarket var en vidunderlig oplevelse. Vi skal uden tvivl have billetter igen næste år. K og hendes veninde voksede omtrent 5 cm i modenhed og stolthed i går. De gik helhjertet ind i oplevelsen at spise på restaurant uden voksne og jeg er så stolt af dem begge. I det hele taget var hele turen ud og hjem en fantastisk rejse. Selv i kold støvregn og gråt oktobervejr. Vi tog bussen, og på den korte gåtur fra busstoppested til...

Forventningens glæde – Smagens Time

I aften skal K og en god veninde ud sammen. På restaurant. Uden voksne. De skal spise sig igennem tre lækre retter på en god fiskerestaurant og de glæder sig helt vildt. K har planlagt sit outfit (eller… har i al fald snævret det ned til to optioner!) og har allerede memoriseret sine og vores regler for god bordskik og restaurant-pli i det hele taget. Hun glæder sig til at se og smage, men mest af alt glæder hun sig til at prøve noget, der ret oplagt kun er for de lidt større børn. Jeg synes, hun er så sej og topmodig. Mens vi var igang med at finde en middags-partner, sagde hun, at hun da også bare kunne tage...

#objectsforoutfits

Nogle gange er det nemmere at blive i overfladen og det overfladiske end at dykke ned bagom. At kigge på billeder af smilende børn i stedet for at forholde sig til skrigende, vrede morgener og temperamenter, der slår gnister. At gå på opdagelse i småfjollede, men nuttede hashtags og undlade at reflektere alt for meget over sorgen i at fejle og at måtte pakke sine egne følelser ned og vende sig bort fra et grædende barn bag en rude. På engelsk hedder det at compartmentalize. At opdele sindet i pænt forseglede bokse, så det grimme og svære kan gemmes væk, mens man holder fokus på det hverdagsagtige og voksenpligterne. Så man undgår at sætte sig i fosterstilling lige efter man...

At skulle være stor, når man er lille

Weekenden synger på allersidste vers, og herfra kan vi se ud mod en uge, der indeholder flere aftener med planer end uden. Faktisk er det vist kun to gange i løbet af de kommende 7 dage, at vi alle fire kommer til at spise aftensmad sammen. Det er heldigvis undtagelsen snarere end reglen, men jeg taler på både Jonas’ og mine vegne, når jeg siger, at et par aftener uden børnene vil være en lise efter denne weekend. Vi elsker dem. Pigerne. Begge to, højt og inderligt. Uendeligt og altid. Det ændrer bare ikke på, at selv den mest favnende og rummelige forælder kan blive træt helt ind i knoglerne af konstant at balancere på en knivsæg for at undgå bare...

At genopleve traumer

‘Nej, nej, moar – jeg vil ikke’ græder min lille pige og vender sig bort fra lægen og mig i fosterstilling.   Det stikker og brænder inderst inde at se min stærke og kærlige to-årige reagere sådan, men jeg ved jo godt hvorfor et ganske almindeligt og ufarligt lægebesøg bliver oplevet som voldsom og væmmelig for hende. Lillesøster og jeg har været til to-års undersøgelse i dag, og det var en hård omgang. Både for hende og for mit hjerte. Siden hendes indlæggelse i december sidste år, har lægeskrækken sat sig i hende. Hun bliver panisk angst for alt, der minder om medicin, læger og at skulle stikkes, og jeg bebrejder hende bestemt ikke, for det var en barsk lungebetændelse, der havde...
Older posts