Verdens værste mor

I et par uger efterhånden har alle dage været de værste. Alt har været kedeligt. Tarveligt. Alt har fremkaldt tårer. Alt har udløst konflikter.

Vi forsøger at være rummelige og forstående. Tale roligt og i øjenhøjde. Tælle til ti og til ti igen. Forsøger at trække på skuldrene og få hverdagen til at glide med så små bump som muligt.

Det er mig, der er i skudlinjen. Hun ved det godt selv. Hun italesætter det endda. ‘Jeg driller mor. Jeg driller ikke dig, far. Eller i børnehaven’  Elektra-komplekser for fuld udblæsning. Måske et gruopvækkende glimt af, hvad der venter mig forude, når jeg bliver mor til en teenager.

Det har egentlig altid været sådan med min førstefødte og mig. Vi er så ens i temperament, og vi har testet hinandens grænser i fem år, så jeg burde være så tykhudet nu, at jeg kunne ryste det af mig. Det kan jeg som regel.

I aften krøb krigen ind under huden på mig. I aften fandt hun en revne i mit panser.

Jeg kom til at råbe så højt, at jeg fik ondt i halsen, og resultatet var naturligvis to ulykkelige piger og en voksen kvinde, der burde vide bedre. Et blødende moderhjerte og en fornemmelse af slet, slet ikke at slå til.

En stor, lille pige, der gennemgår en udvikling i øjeblikket, der får hende til at reagere så stærkt hjemme i sin trygge base, at hun endda slår i frustration over rodet i sit hoved. I to uger har jeg været italesat som verdens værste mor og intet jeg har gjort, har gjort en forskel. I aften blev jeg verdens værste mor og jeg kan ikke ryste det af mig.

Ingen er perfekte. Slet ikke mig. Lige nu forsøger jeg at samle tankerne med et lillebitte vanteprojekt, mens jeg gruer for dagen i morgen.

skaermbillede-2017-06-21-kl-8-25-53-pm

Børnehaveskift – efter skiftet

I går skrev jeg om overvejelser omkring børnehaveskifte. Om hvad der var årsagerne til at vi i sidste ende traf valget om at flytte børnehave. Nu har hun gået i den nye børnehave i næsten et år. I dag skal det handle om, hvordan det går nu.

Forleden var Bean hjemme til en legeaftale hos en af sine søde veninder fra børnehaven. Jeg fik sendt nedenstående skønne billede med meldingen om, at de to legede fantastisk godt og nød hinandens selskab. Jeg bliver glad helt ned i maven ved at skrive det. ‘En af sine veninder’. Der er nemlig rigtig mange skønne små piger og drenge, hun dagligt leger med – og hun trives. Hun er glad hver dag for at komme afsted og min sociale papegøje føler aldrig mere, at hun ikke er velkommen i gruppen. Af og til har hun nærmest det modsatte problem – at der er så mange, der gerne vil lege med hende, at hun nærmest ikke har tid til at få leget alle legene.

skaermbillede-2017-05-24-kl-1-46-46-pm

Stemningen på stedet er ganske anderledes. Der er overskud og lyst. Og ja. Ligesom alle andre institutioner i hele landet er de også pressede på tid og normeringer og personaleantal. Af og til må planlagte udflugter eller gøremål aflyses på grund af sygdom eller for få personaler. Det er ikke institutionens skyld. Det er politikerne, der gang på gang strammer skruen og eroderer fundamentet for det gode børneliv i vuggestuer og børnehaver. I digress.

Bean er lykkelig for sin nye børnehave. For sine veninder, for din yndlings-Paloma og så er hun mere end spændt på at skulle rykke ned til stueplan og storegruppen til sommer. Hun savner en bestemt dreng fra den gamle børnehave – hendes første, store kærlighed – men det er også det.

Det børnehaveskifte var det bedste, vi kunne gøre for Bean, og jeg er lykkelig for, at vi traf det helt rigtige valg. Jeg skrev lidt mere om det, mens beslutningen stadig var ny lige HER

For os var det helt rigtigt – og vi burde måske nok have fulgt mavefornemmelsen lidt tidligere. Det ved vi til når det bliver Lillesøsters tur. Eller når det handler om andre sociale relationer og steder.

Børnehaveskift

At finde institutioner til sine børn er at træffe store og vigtige valg på deres vegne. Det er steder, de skal være i en hel del af deres vågne timer igennem deres tidlige barndom – de formative år, endda, for forskning indikerer, at det er de første tre leveår og stabile, trygge omsorgsrelationer her, der har stor betydning for barnets udvikling.

Det er steder, de skal være trygge, være godt tilpas – blive set, hørt, støttet og krammet og også gerne kysset, hvis du spørger mig. Tænk at være i et job eller et studie, hvor man slet ikke trives. Hvor chefen eller kollegaerne eller de fysiske rammer gør en trist eller ligefrem utilpas – eller bare slet ikke inspirerer. Hvor der ikke er tid til at lytte til hvad man siger. Så ville en del af os skifte job eller studie. Vi kan aktivt træffe valg på vores egne vegne – men vi er vores børns ambassadører, når det handler om vores børn og deres institutioner. Derfor er det så vigtigt at vælge rigtigt.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde, jeg var en af de mødre, der skrev Bean op til områdets must have vuggestuer ti minutter efter fødslen, ligesom vi heller ikke planlægger at vælge andet end den lokale folkeskole (der i parantes bemærket har et rigtig godt ry) Jeg var heller ikke ude og besøge en masse steder, mens hun var spæd. I stedet fandt vi Willebo og den holdt vi fast i og ringede løbende til Pladsanvisningen. Jeg faldt fuldstændig for stedet og vi elsker det så højt endnu. Jeg forstår stadig ikke helt vores held (og Jonas telefonsælger-evner) da Lillesøster også fik plads dernede for snart et år siden.

Bean fik tilbudt plads i en børnehave et helt, helt andet sted og af helt andre, store dimensioner og børnetal end det, vi havde skrevet hende op til. Jeg fik så ondt i maven dengang, og vi endte med at vælge noget andet. Det kan du læse om HER og HER

18622402_10158677633300375_4569513577313038097_n

^^Fødselsdagsgaven fra mine og Jonas’ forældre var den skønne EGG Helmet med det skin, Bean havde forelsket sig i. Find det lige HER // Krave fra min mormors gemmer // Jakke fra MarMar (købt på udsalg sidste år. Lignende  HER og HER) // Styling: Bean

Det startede godt, og det burde og kunne have været så godt med den lille, hyggelige børnehave. 45 børn, de dejligste rammer og en skøn legeplads. Men det var slet ikke så godt. Lederen magtede ikke opgaven, børnehaven var presset på børnetal og der var desværre sket nogle uforudsete hændelser i tiden før Bean startede. Det, der især fik os til at overveje et skift allerede i slutningen af efteråret 2015, var manglen på venner og veninder – og så manglen på lederskab og evner til at skabe gode rammer for personale og børn. Det var svært og hårdt, og det var med blødende hjerte, jeg skrev om det HER

I løbet af foråret 2016 blev det klart for os, at det ikke gik og da børnehaven endda skulle lægges sammen med søsterinstitutionen, blev den endelige beslutning taget. Ved et lykketræf blev jeg tippet af denne søde dame om en ledig plads på børnehavedelen af en ret populær børnehave, der faktisk var noget tættere på vores hjem. Og vi fik pladsen. Vi må virkelig have en slags skytsengel hos Pladsanvisningen.

Det var i virkeligheden et let valg at skifte børnehave. Bean trivedes ikke som hun burde, og rammerne var ikke optimale. Men det var følelsesmæssigt svært. Hvad nu hvis hun ikke faldt til? Hvis der ikke var venner? Hvis aben flyttede med? Hvordan ville Bean tackle skiftet? Ville hun savne og sørge?

… det blev en længere omgang! Jeg skriver mere om hvordan det så er gået i morgen.

Så stor og dog så lille

Elskede Bean. Store, lille menneske.

Det er hårdt at være fem år af og til. Det er nogle gange så hårdt, at man kan komme til at græde ved middagsbordet over at man er træt.

Fem år er stort og du er god til at være stor. Rigtig god. Du ved og forstår så meget. Du har et kæmpe ordforråd opbygget gennem de sidste tre års endeløse talestrøm. Du kan hoppe og løbe og klatre ligeså godt som dine veninder på legepladsen, der er flere år ældre. Du kan bruge timer på at tegne og du bliver dagligt dygtigere og mere detaljeret i dine skildringer af virkelighed og fantasi. Du er fem år, og du er stor.

Men når man er fem år, er man også stadig lille. Man må godt være lille, selvom man har en lillesøster, der er endnu mindre. Man må gerne være så lille at man har brug for at græde færdig på sin mors skød og sætte sig på den juniorstol som man egentlig havde bekendtgjort at man ikke længere bruger.

Elskede, søde Bean. Jeg elsker, at du er stor og dygtig. At du er betænksom og empatisk og at du næsten altid sætter din søster før dig selv, fordi du forstår og anerkender at hendes behov er andre end dine. Du er stor, men du er også stadig lille. Du er min førstefødte. Uanset hvor stor du bliver, vil du også altid være min lille pige. Du er det nyfødte barn, jeg fik i armene for godt fem år siden på en solskinslys stue på Rigshospitalet. Jeg vil altid have plads på skødet og i favnen. Altid have en skulder og et ærme til tårer. Altid have rum til dig. Du behøver ikke skynde dig at blive endnu større. Det kommer helt af sig selv. Jeg ved godt, det næsten ikke kan gå stærkt nok lige nu. Du vil gerne vokse dig højere, gerne gå i skole, gerne blive så stor at du kan det hele selv. Min lille, store pige. Giv tid. Nyd legen og forundringen og det mageløse ved at være netop fem år gammel og begribe en flig af de voksnes verden, men stadig være helt til stede i barndommens underfulde land, hvor der godt kan bo legesyge tigre i krattet ved siden af legepladsen og hvor fe-støv giver ægte vinger.

Jeg er her. Altid og uanset hvad. Med et skød og en skulder. Et ekstra kram, et kærtegn og forsikringen om, at du er elsket.

Mine kærligste tanker,

Mor

18341644_10158602941705375_1519428294380382423_n

 

Har hun lyserødt hår?!

‘Ej, har hun lyserødt hår?!’

Det spørgsmål og kommentarer omkring ovenstående faktum får vi ret ofte i disse dage.

Jeg havde lovet Bean, at hun måtte få farvet håret lyserødt til sin fødselsdag – og man skal holde hvad man lover (i al fald det meste af tiden!)

Derfor har hun i øjeblikket lyserødt hår. Det var hendes egen idé – inspireret af min Instagramkonto, hvor hun af og til kigger med. Hun spottede et af billederne på svenske Maria Nilas profil og blev helt forelsket (og småbesat!) af tanken om at kunne få hår i yndlingsfarven. 18342829_10158591818765375_5675682447822255104_n^^Pink hair, don’t care!

Det er ikke en permanent hårfarve – det er en hårkur med farvepigmenter, der vaskes ud efter en god håndfuld hårvaske. I mellemtiden har Beans hår et lyserødt skær, som hun elsker. Det vakte ret stor opsigt i børnehaven, og der er nærmest ingen af pigerne, der ikke har ønsket sig tilsvarende kulør på toppen efterfølgende. Men også når vi bare er rundt i byen er der også løbende kommentarer. Heldigvis flest positive og med et smil, men også nogle med rynkede bryn. Og nej. Det er helt sikkert ikke særlig speltagtigt at lade sit barn farve hår. Hvis man synes det er helt ude i hampen, kan man heldigvis lade være med at gøre det. Det er ret nemt at lade være med at gøre ting, man ikke vil.

Jeg bryder mig på min side ikke om øreringe til små piger. Bean skal være minimum 10-12 år og det skal være et længe overvejet ønske fra hendes side, før hun får lov at få skudt øreringe i sine ører. Sådan har jeg det. Det er et permanent indgreb, der er nogle hygiejnehensyn, noget med leg og noget med ansvar, med smerte og forståelse for netop det permanente, som jeg vil have at hun skal være stor nok til at fuldt ud forstå. Andre har det på en anden måde. At få lavet øreringe på helt små børn, der netop ikke selv kan vælge til og fra, det har jeg ret svært ved at begribe. Men igen. Det er ikke mine børn. Ikke mit valg.

Hårfarven er midlertidig. Det er for sjov og det forsvinder igen uden permanente spor. Bean elsker sit hår og er så stolt af det. Jeg overvejer faktisk også at lege med det lyserøde ved en eller anden anledning. Jeg tænker, at det bliver noget mindre markant i mit brune hår end i Beans lyse krøller.

18403428_10158591818850375_1702726472188073218_n^^Når man lige er fyldt 5, er lyserød (tydeligvis!) stadig en klar favorit. Jeg forudser, at fascinationen af netop den farve kommer til at aftage over det næste års tid, men lad os nu se. Tapetet er fra Ferm Living, plakat fra Louisiana (og egentlig tiltænkt en placering i stuen, men Bean forelskede sig i den og hvem er jeg til at fornægte barnet kulturelle input), sengetøj i lyserøde nuancer fra Auping og cardiganen er hjemmestrik. Opskrift her

Hvis man er til andre farver, så er der masser af muligheder for at lege. Der er både røde, brune, sorte, grå, hvide, lilla og blå midlertidige kulører. Maria Nilas Colour Refresh findes i små størrelser på 100 ml til omkring 130 kr – Beans farve hedder Pink Pop.

Older posts