Børnehaveskift

At finde institutioner til sine børn er at træffe store og vigtige valg på deres vegne. Det er steder, de skal være i en hel del af deres vågne timer igennem deres tidlige barndom – de formative år, endda, for forskning indikerer, at det er de første tre leveår og stabile, trygge omsorgsrelationer her, der har stor betydning for barnets udvikling.

Det er steder, de skal være trygge, være godt tilpas – blive set, hørt, støttet og krammet og også gerne kysset, hvis du spørger mig. Tænk at være i et job eller et studie, hvor man slet ikke trives. Hvor chefen eller kollegaerne eller de fysiske rammer gør en trist eller ligefrem utilpas – eller bare slet ikke inspirerer. Hvor der ikke er tid til at lytte til hvad man siger. Så ville en del af os skifte job eller studie. Vi kan aktivt træffe valg på vores egne vegne – men vi er vores børns ambassadører, når det handler om vores børn og deres institutioner. Derfor er det så vigtigt at vælge rigtigt.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde, jeg var en af de mødre, der skrev Bean op til områdets must have vuggestuer ti minutter efter fødslen, ligesom vi heller ikke planlægger at vælge andet end den lokale folkeskole (der i parantes bemærket har et rigtig godt ry) Jeg var heller ikke ude og besøge en masse steder, mens hun var spæd. I stedet fandt vi Willebo og den holdt vi fast i og ringede løbende til Pladsanvisningen. Jeg faldt fuldstændig for stedet og vi elsker det så højt endnu. Jeg forstår stadig ikke helt vores held (og Jonas telefonsælger-evner) da Lillesøster også fik plads dernede for snart et år siden.

Bean fik tilbudt plads i en børnehave et helt, helt andet sted og af helt andre, store dimensioner og børnetal end det, vi havde skrevet hende op til. Jeg fik så ondt i maven dengang, og vi endte med at vælge noget andet. Det kan du læse om HER og HER

18622402_10158677633300375_4569513577313038097_n

^^Fødselsdagsgaven fra mine og Jonas’ forældre var den skønne EGG Helmet med det skin, Bean havde forelsket sig i. Find det lige HER // Krave fra min mormors gemmer // Jakke fra MarMar (købt på udsalg sidste år. Lignende  HER og HER) // Styling: Bean

Det startede godt, og det burde og kunne have været så godt med den lille, hyggelige børnehave. 45 børn, de dejligste rammer og en skøn legeplads. Men det var slet ikke så godt. Lederen magtede ikke opgaven, børnehaven var presset på børnetal og der var desværre sket nogle uforudsete hændelser i tiden før Bean startede. Det, der især fik os til at overveje et skift allerede i slutningen af efteråret 2015, var manglen på venner og veninder – og så manglen på lederskab og evner til at skabe gode rammer for personale og børn. Det var svært og hårdt, og det var med blødende hjerte, jeg skrev om det HER

I løbet af foråret 2016 blev det klart for os, at det ikke gik og da børnehaven endda skulle lægges sammen med søsterinstitutionen, blev den endelige beslutning taget. Ved et lykketræf blev jeg tippet af denne søde dame om en ledig plads på børnehavedelen af en ret populær børnehave, der faktisk var noget tættere på vores hjem. Og vi fik pladsen. Vi må virkelig have en slags skytsengel hos Pladsanvisningen.

Det var i virkeligheden et let valg at skifte børnehave. Bean trivedes ikke som hun burde, og rammerne var ikke optimale. Men det var følelsesmæssigt svært. Hvad nu hvis hun ikke faldt til? Hvis der ikke var venner? Hvis aben flyttede med? Hvordan ville Bean tackle skiftet? Ville hun savne og sørge?

… det blev en længere omgang! Jeg skriver mere om hvordan det så er gået i morgen.

Så stor og dog så lille

Elskede Bean. Store, lille menneske.

Det er hårdt at være fem år af og til. Det er nogle gange så hårdt, at man kan komme til at græde ved middagsbordet over at man er træt.

Fem år er stort og du er god til at være stor. Rigtig god. Du ved og forstår så meget. Du har et kæmpe ordforråd opbygget gennem de sidste tre års endeløse talestrøm. Du kan hoppe og løbe og klatre ligeså godt som dine veninder på legepladsen, der er flere år ældre. Du kan bruge timer på at tegne og du bliver dagligt dygtigere og mere detaljeret i dine skildringer af virkelighed og fantasi. Du er fem år, og du er stor.

Men når man er fem år, er man også stadig lille. Man må godt være lille, selvom man har en lillesøster, der er endnu mindre. Man må gerne være så lille at man har brug for at græde færdig på sin mors skød og sætte sig på den juniorstol som man egentlig havde bekendtgjort at man ikke længere bruger.

Elskede, søde Bean. Jeg elsker, at du er stor og dygtig. At du er betænksom og empatisk og at du næsten altid sætter din søster før dig selv, fordi du forstår og anerkender at hendes behov er andre end dine. Du er stor, men du er også stadig lille. Du er min førstefødte. Uanset hvor stor du bliver, vil du også altid være min lille pige. Du er det nyfødte barn, jeg fik i armene for godt fem år siden på en solskinslys stue på Rigshospitalet. Jeg vil altid have plads på skødet og i favnen. Altid have en skulder og et ærme til tårer. Altid have rum til dig. Du behøver ikke skynde dig at blive endnu større. Det kommer helt af sig selv. Jeg ved godt, det næsten ikke kan gå stærkt nok lige nu. Du vil gerne vokse dig højere, gerne gå i skole, gerne blive så stor at du kan det hele selv. Min lille, store pige. Giv tid. Nyd legen og forundringen og det mageløse ved at være netop fem år gammel og begribe en flig af de voksnes verden, men stadig være helt til stede i barndommens underfulde land, hvor der godt kan bo legesyge tigre i krattet ved siden af legepladsen og hvor fe-støv giver ægte vinger.

Jeg er her. Altid og uanset hvad. Med et skød og en skulder. Et ekstra kram, et kærtegn og forsikringen om, at du er elsket.

Mine kærligste tanker,

Mor

18341644_10158602941705375_1519428294380382423_n

 

Har hun lyserødt hår?!

‘Ej, har hun lyserødt hår?!’

Det spørgsmål og kommentarer omkring ovenstående faktum får vi ret ofte i disse dage.

Jeg havde lovet Bean, at hun måtte få farvet håret lyserødt til sin fødselsdag – og man skal holde hvad man lover (i al fald det meste af tiden!)

Derfor har hun i øjeblikket lyserødt hår. Det var hendes egen idé – inspireret af min Instagramkonto, hvor hun af og til kigger med. Hun spottede et af billederne på svenske Maria Nilas profil og blev helt forelsket (og småbesat!) af tanken om at kunne få hår i yndlingsfarven. 18342829_10158591818765375_5675682447822255104_n^^Pink hair, don’t care!

Det er ikke en permanent hårfarve – det er en hårkur med farvepigmenter, der vaskes ud efter en god håndfuld hårvaske. I mellemtiden har Beans hår et lyserødt skær, som hun elsker. Det vakte ret stor opsigt i børnehaven, og der er nærmest ingen af pigerne, der ikke har ønsket sig tilsvarende kulør på toppen efterfølgende. Men også når vi bare er rundt i byen er der også løbende kommentarer. Heldigvis flest positive og med et smil, men også nogle med rynkede bryn. Og nej. Det er helt sikkert ikke særlig speltagtigt at lade sit barn farve hår. Hvis man synes det er helt ude i hampen, kan man heldigvis lade være med at gøre det. Det er ret nemt at lade være med at gøre ting, man ikke vil.

Jeg bryder mig på min side ikke om øreringe til små piger. Bean skal være minimum 10-12 år og det skal være et længe overvejet ønske fra hendes side, før hun får lov at få skudt øreringe i sine ører. Sådan har jeg det. Det er et permanent indgreb, der er nogle hygiejnehensyn, noget med leg og noget med ansvar, med smerte og forståelse for netop det permanente, som jeg vil have at hun skal være stor nok til at fuldt ud forstå. Andre har det på en anden måde. At få lavet øreringe på helt små børn, der netop ikke selv kan vælge til og fra, det har jeg ret svært ved at begribe. Men igen. Det er ikke mine børn. Ikke mit valg.

Hårfarven er midlertidig. Det er for sjov og det forsvinder igen uden permanente spor. Bean elsker sit hår og er så stolt af det. Jeg overvejer faktisk også at lege med det lyserøde ved en eller anden anledning. Jeg tænker, at det bliver noget mindre markant i mit brune hår end i Beans lyse krøller.

18403428_10158591818850375_1702726472188073218_n^^Når man lige er fyldt 5, er lyserød (tydeligvis!) stadig en klar favorit. Jeg forudser, at fascinationen af netop den farve kommer til at aftage over det næste års tid, men lad os nu se. Tapetet er fra Ferm Living, plakat fra Louisiana (og egentlig tiltænkt en placering i stuen, men Bean forelskede sig i den og hvem er jeg til at fornægte barnet kulturelle input), sengetøj i lyserøde nuancer fra Auping og cardiganen er hjemmestrik. Opskrift her

Hvis man er til andre farver, så er der masser af muligheder for at lege. Der er både røde, brune, sorte, grå, hvide, lilla og blå midlertidige kulører. Maria Nilas Colour Refresh findes i små størrelser på 100 ml til omkring 130 kr – Beans farve hedder Pink Pop.

Et halvt årti

Før Bean var jeg kvinde, kæreste, datter, søster, veninde og kollega. Alle titler, jeg værdsætter. Efter Bean blev jeg mor. Det følgende udsagn er en ualmindeligt stor cliché. Det gør den bare ikke mindre sand.

Titlen – og rollen – som mor, er den, jeg ubetinget er stoltest over og som gør mig allermest lykkelig. Allermest udmattet, rynket i kanterne og udfordret – ja. Men også den rolle, der har lært mig mere end noget andet, jeg har oplevet.

For fem år siden, i går aftes, sad vi i en helt ny lejlighed, vi var flyttet ind i dagen før, og spiste aftensmad, mens de første veer lige så stille markerede starten på en fantastisk fødsel. I dag, om et par timer, er det fem år siden, jeg holdt hende i mine arme – og så Jonas blive så rørt at der faldt en tåre ned ad hans kind. Fem år siden at solen strålede frem til årets første rigtigt varme dag. Fem år siden, vores liv blev forandret for evigt.

Jeg har kigget tilbage i arkiverne og fundet Beans sidste 5 fødselsdage

Da Bean blev 1 år gammel og jeg også skrev hendes fødselsberetning

Da Bean blev 2 år gammel og var lidt træt

Da Bean blev 3 år gammel og mente at bleer var for babyer

Da Bean blev 4 år gammel og hvirvlede rundt i en hvid kjole

img_3337

I dag bliver hun fem. Det er et halvt årti. Tiden er smuldret mellem mine fingre – trods uendeligt lange nætter, putninger der varede hele aftener og dage fyldt med kolikbarnets ustoppelige gråd, er den forsvundet så hurtigt som at blinke med øjnene.

Hun glæder sig sådan. Hun har glædet sig længe og talt ned hver dag. Kagerne er bestemt, tegnet og designet for måneder siden – og jeg glæder mig til at se hende åbne gaver og modtage gæster. Hun har bestemt at Lillesøster og hende skal matche i ens kjoler. Som en enhed. Selvom det er hendes dag, deler hun gerne og inkluderer andre. Det er så typisk Bean. Empatiske, kærlige Bean. Tak for dig – og et stort tillykke med den fødselsdag, du sådan har set frem til.

Sunde vafler til aftensmad

Som nogle af jer måske så i går på Instagram, så var der vafler på middagsbordet herhjemme. Det er egentlig noget, jeg længe har villet lave, men af og til tager tingene længere tid end planlagt.

Bean var aldeles ombord med idéen og var med til at udtænke fyldet til vaflerne ‘Babyspinat, mor. Og søde tomater. Mmm. Og adokado.’. Lillesøster følger glad med på de fleste planer (bortset fra soveplaner…). Jonas var som altid skeptisk over for at introducere nyt. Vi har kendt hinanden i 8 år om en god uges tid. Hvornår lærer han, at alle mine idéer er gode?

På opfordring kommer her mit bud på sunde aftensmadsvafler.

18033581_10158511163115375_4588217668500778468_n

Disclaimer: Jeg slumper mig som regel frem til selve vaffeldejen, fordi jeg efterhånden har en god fornemmelse af hvor tyk eller flydende den skal være, så alle mål er ca.-mål! Mærk dig frem, når du laver din egen dej. Måske skal der lidt mere mel eller lidt mere mælk i.

Vaffeldej:
100 g smeltet (og afkølet) smør
3 æg (m/l)
3 dl mælk
4 dl melprodukter (jeg lavede en blanding af 50% hvedemel og 50% havregryn/grahamsmel)
1 tsk salt
1 tsk bagepulver
Evt. skyllede og finthakkede eller blendede babyspinatblade.

Bland de tørre ingredienser godt sammen først og tilsæt derefter mælk, æg og det afkølede smør. Rør godt rundt og lad dejen stå ca 30 minutter og komme sig. Hvis du vil have spinatvafler (og det kan anbefales, for de smager smaddergodt), så bland de hakkede spinatblade i dejen til sidst og rør rundt til det er jævnt fordelt.

Lillesøster hjalp med at lave dejen. Hun kunne hælde ting op i skålen med lidt hjælp og var med til at holde fast i piskeriset undervejs.

Fyldet kan man gøre med som man lyster. Vi havde en skønsom blanding af alt muligt.

Babyspinatblade, rødbedespirer (for både farve, finhed og saftigt knas), søde datterinotomater, avokado. Mozzarella, en rest creme fraiche og ditto hytteost. Røget laks, kogte vagtelæg (hvilket er noget pjat – men bare så fint og hyggeligt at spise. Almindelige æg kan snildt bruges i stedet) og stegte kyllingebidder marineret i en honning-soya-blanding.

Mens dejen hvilede arrangerede Bean alle grøntsager og skar mozzarellaen.

Jeg elsker at bage vafler frem for pandekager, fordi dejen mere eller mindre passer sig selv – og dermed er der også tid til at koge vagtelæg og stege kylling mens vaflerne bages. Så er det bare om at få alting på bordet og bygge sin egen yndlingsvaffel.

17990675_10158511162670375_2165344179227009853_n

Vi har allerede nu talt om, hvad fyldet kunne være næste gang. Chorizo og spanske smage, indisk tandoori eller måske mexicansk. Orange græskarvafler, lilla rødbedevafler og røde tomatvafler. Mulighederne er nærmest uendelige. Inspiration til at få vaflerne på middagsbordet kommer i øvrigt fra søde Camilla, der altid er garant for mundvandsfremkaldende vaffel-idéer.

Older posts