Selvom jeg efterhånden er en ret erfaren græsenke, kom det alligevel en smule bag på mig, da Jonas fandt passet frem i morges og drog mod Berlin for en weekend. Især fordi det ikke stod i vores fælles, elektroniske kalender. Heldigvis er jeg så gravid, at barren allerede er sænket til et absolut minimum, ligesom det hjalp på logistik og overskud, at menuen var leftovers og at vejret lader til at blive smukt. Nåja, lidt retail therapy skal man heller ikke underkende værdien af! ^^”Til Berlin med drengene, siger du. Hele weekenden. Suuuuuper. Rigtig god tur, skat.” Pigerne har været præcis så fredagstrætte, som man kunne forvente, men også søde og de har hygget sig sammen med at tegne og lege og...

Sent i aften kommer Jonas hjem igen og dermed er min uge som græsenke officielt slut. Det er gået bedre end forventet. Jeg er noget mindre krøllet, end jeg havde regnet med at være, selvom jeg også kan mærke, at min krop er ved at være træt og at der ikke skal de helt store udfordringer til, før jeg er nødt til at hanke gevaldigt op i mig selv. Pigerne har været skønne. Det er de (selvfølgelig) som udgangspunkt. Jeg havde dog frygtet en uge med en to-et-halvt-årig i selvstændigheds-rasen og en næsten-seks-årig, der kan starte storkonflikter med en løsningsvilje, som selv Sophie Løhde ville betegne som stejl, ud af den blå luft. De piger har jeg slet ikke set...

Meget tidligt i morges smuttede Jonas ud ad døren for at mødes med sine elever i lufthavnen og stige på et fly med kurs mod Lanzarote og La Santa Sport. Han kommer hjem igen meget sent næste fredag, så in effect er vi en husstand med en gravid græsenke som eneste forælder i de næste 8 dage. Første gang, jeg skulle stå alene med det hele i sådan en udstrakt periode af tid gik jeg til opgaven i en tilstand af lige dele fornægtelse og mild panik. Vi havde også sørget for at tætpakke fryseren med nemme retter, og det var en lang afskedsscene med kys og ‘jeg kommer til at saaaaavne dig’. Dengang havde jeg et barn. I går...

I formiddags smuttede Jonas mod Fyn og en sommerfest blandt gamle venner, så pigerne og jeg har været alene på skansen i dag. Af og til er græsenketiden ren overlevelse. Det handler bare om at komme igennem dagen med mindst mulige konflikter og at trække vejret ekstra dybt. Som pigerne bliver større, bliver det generelt lettere at være alene med dem. Lettere og hyggeligere, ikke mindst. K er dejligt selvhjulpen, E kan dimse omkring i egen leg en del af tiden og de vil bare hinanden så meget og nyder hinandens selskab. Jeg er lykkelig og priviligeret over deres indbyrdes, kærlige forhold. Bevares, jeg skal hjælpe, understøtte, sætte lege igang, mægle, skifte bleer, hjælpe med toiletbesøg, sørge for mad og oprydning og alt...

Det lyder som en opskrift på en vaskeægte katastrofe, ikke? Jonas er taget på herreweekend og jeg er alene med to piger – herunder en tumling der har det lidt stramt med livet generelt som knap to-årig og i særdeleshed alt det hun næsten, men ikke helt, kan selv endnu. I dag havde hun tilmed kun sovet en lille time til middagslur, så vi har haft en ret… ahem… heftig eftermiddag. Heldigvis har Bean været eksemplarisk og forsøgt at hjælpe og aflede sin søster på eget initiativ. Jeg satser på at køre den ind med nem mad, planlagte ture, rå mængder kaffe og alt det sukker, jeg ellers ikke har haft specielt lyst til siden Lillesøster stoppede med at amme....