Sorgens sprog. Kan du tale om døden? Pt. 1/3

Daytripping – tur/retur til Hven

[Reklame – færgerejsen var betalt]Da jeg for en rum tid siden fik tilbuddet om en sommertur til Hven, sprang jeg til med det samme. Ingen af os havde været på øen, der ligger nogenlunde midt mellem Danmark og Sverige, men vi havde talt om det ved flere lejligheder – og nu bød chancen sig.

Vi sejlede fra Nordre Toldbod om morgenen og havde det sædvanlige tur-kit med til pigerne: tegnegrej, små bøger og lidt kortspil – og så var der kaffe ad libitum og juice på færgen. 90 minutter senere (60 hvis man sejler fra Helsingør) kunne vi gå i land på aldeles pittoreske Hven – blå sommerhimmel, bølgende kornmarker og stejle skrænter med små, fine huse strøet med løs hånd rundt i landskabet. Mere idyllisk bliver det næsten ikke. Jeg var i al fald ikke blevet spor overrasket, hvis Madicken eller Emil var kommet forbi os i kække gadedrengehop.

Ombord på færgen kan man tage et A4-kort med over øen – her er både veje, seværdigheder, spisesteder og butikker indtegnet, og det er rigeligt til at finde rundt. Hven er af en overskuelig størrelse, og selvom Jonas og jeg flere gange kiggede på hinanden og tænkte, at en overnatning med middag kunne have været skønt, så kan man komme langt omkring på en enkelt dag. Også på gåben. Med børn. Ellers kan man have sine cykler med på færgen eller leje de gule cykler til både børn, voksne, som tandem og med store eller små kæledyrsbokse ved ankomst på øen.

Vi lagde ud med at bestige øens midte og oplevede øens mest berømte beboer gennem tiden, Tycho Brahes museum, og den gode legepark, der er indrettet omkring – det kan godt være, at legene er hundredevis af år gamle, men de er stadig sjove og pigerne havde en fest med at vælte høns, kaste tallerkener og ‘bowle’.

Turistgården ligger næsten ved siden af museets områder og her kan man overnatte og spise til middag – men de serverer også en fantastisk frokost. Både charcuterie, smørrebrødstallerken og köttbullar med potatismos og lingonsylt, som kommer i både børne- og voksenstørrelse, var fantastisk lækkert. Der er også et godt udvalg af alkoholfri drikkevarer – herunder indtil flere gode øl. Den gamle gård er finurligt og fint indrettet og skøn at gå på opdagelse i og så er der en uhørt grad af gæstfrihed. Mellembarnet trængte til en middagslur, og med en seksårig er det ikke just noget, vi havde planlagt. Men der var en sofa i gildesalen, og her måtte hun hjertens gerne sove, mens den yngste sov i klapvognen i haven. Og det gjorde hun så, sov altså, mens der blev støvsuget omkring hende og frokostgæsterne gik omkring. Spørg i øvrigt efter Niels, hvis I kommer her. Han er rar at tale med og har masser af insidertips til øen.

Mens de små sov, gik K og jeg videre over øen til den gamle middelalderkirke Sct. Ibb med smukke kalkmalerier og endnu flottere udsigt, og fik god tid til at tale om alt og intet undervejs. Landskabet lægger op til ro og nærvær og langsomhed.

Vi gjorde holdt ved Våffelmakeri-vognen på tilbageturen og gik all in på smørbagt lækkerhed.

Mens K og jeg hvilede benene tilbage på Turistgården – og de små sov færdig – besøgte Jonas Spirit of Hven-distilleriet og kom tilbage med drømme om en besøg med en god ven til rundtur og tasting.

Vi vendte så småt tilbage mod færgelejet og en is hos Hven Glassfabrik inden færgen hentede os og sejlede retur mod København. Her kunne vi have spist en tallerken med håndmadder for 62kr, men jeg var stadig mæt – og pigerne var i humør til røde pølser, og det kan de også klare ombord.

Vi vendte tilbage fra en dagstur mætte på oplevelser og trætte i benene, og den lille, fine ø er fra nu af noteret som et skønt mål for en heldagstur til ro og idyl. Eksotisk, men tæt på hjemmet. Et afbræk, der ikke kræver videre planlægning (men husk at booke fx hos Spirit of Hven på forhånd), men som giver friske input og nye oplevelser. Det kan anbefales.

Besøg Visit Hven HER og se hvad øen ellers har at byde på.

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sorgens sprog. Kan du tale om døden? Pt. 1/3