• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
Sorgens sprog. Kan du tale om døden? Pt. 2/3

Sorgens sprog. Kan du tale om døden? Pt. 3/3

Dette er tredje del af mine tanker og ord om at tale om sorg og om døden. Tak for at læse med. Måske har du fået sat tanker og overvejelser igang. Måske har du bare læst med og på den måde lyttet til mig – tak for det. Det er også at støtte og bakke op om en, der er i sorg.

Første del kan læses HER og anden del HER

Jeg vil ikke ønske for nogen at miste en forælder og en bedsteforælder på den måde, jeg har. Til gengæld har det givet mig en ny forståelse og indsigt i døden og hvad jeg selv tror og tænker om den, at jeg har skullet dele det med pigerne. De har hele vejen igennem altid gerne måtte spørge og undres og sætte rammerne for samtalen omkring morfar, om savnet og om det absurd abstrakte i dødens uendelighed. Helt omvendt, men alligevel på lidt samme måde som det formaliserede sprog om døden, så er børns tilgang til at tale om døden også en smuk, sørgelig og af og til endda sjov ramme at tale ind i – og at fortsætte samtalen ud fra.

At tale med børn om døden

Jeg har den fordel i at tale om døden, at jeg har relativt små børn. Børn er ubetinget verdensmestre i at spørge og undre sig. Igennem hele forløbet har de spurgt til morfar. Til hvad der skete, hvor han er nu, hvad der sker, når man dør (“man bliver til kærlighed”, mente K, og det er stadig det allerfineste og rigtigste jeg til dato har hørt sagt om den sag). Mine døtre italesætter sorg og død og omstændighederne omkring savn og livet på de dejligste og smerteligste måder i børnehøjde – og med den fantastiske kreative og konkrete hjerne som børn har. De har givet mig mulighed for at tale om døden på mange forskellige måder, så jeg efterhånden har fået et sprog for den, der fungerer i tale og ikke bare i digte og litteratur.

Jeg er blevet tvunget til at overveje og fundere over, hvad jeg selv tror og mener og oplever. Jeg skal formulere og forklare mine voksentanker på en måde, der giver mening for mine døtre og på et niveau der passer til dem hver især. Vi taler om morfar. Ikke hver dag, men løbende, når det giver mening og når det dukker op hos dem. Når vi ser en sky på himlen, som måske er der, han sidder og holder godt fast og flyver omkring og oplever hele verden. Når K bliver ked af at han aldrig når at høre den melodi, hun lærte på hans guitar. Når lille M og jeg kigger i fotobøger og hun taler om, hvad hende og morfar laver. Så taler vi om at savne, om kærlighed – og om uretfærdighed.

At tale om den døde er smertefuldt og smukt på samme tid. For det er en tilkendegivelse – en slags fysisk manifestation – af, at den døde engang var levende. Var virkelig. Når jeg taler om min far med mine børn og med andre, så er han her endnu. Hans særlige måde at grine på, der var en slags indtrækning af luft. Hans strålende kærlighed til pigerne. Den vanvittige mængde paratviden, han gemte på. Fornemmelsen af hans duft og kram og alt det, der var ham. Jeg skrev i min dagbog i november sidste år, kort efter at far var død, et citat ned fra Roubaud. Det føles passende at slutte trilogien med her.

Når din død er forbi, og den vil slutte

fordi den taler. Når din død er forbi.

Og den vil slutte. Som enhver død.

Som alt.

Når din død er forbi. vil jeg være død.

Alting slutter, når de der elsker dig, dør

Så længe de lever, elskes du.

Så længe de elsker, findes du.

6 kommentarer

  • S

    Det brev giver mig tårer i øjnene. Så fint og svært.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak. Også mig. Ja, det er så svært men også smukt med al den kærlighed, der rummes i ganske få linjer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Han er virkelig (blevet til) kæmpe kærlighed for din datter. Så fint brev.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      ❤️ Det var og er en stor kærlighed. Og et kæmpe savn.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linea

    Tak for dit fine skriv, som du deler så fint🙏
    Jeg har selv mistet min mor til et relativt kort og traumatisk kræftforløb, (på 2 mdr fra diagnose til død). Og min far var efterfølgende ude for en trafikulykke hvor han blev hjerneskadet, så den far jeg kendte ikke er her mere.
    Min oplevelse er at sorg er så enormt ensomt! Men er nemmere at bære når man kan tale om den.
    Og at vores tre børn, ligesom du skriver, har været og er en gave i forhold til at snakke om vores og min historie – og dermed også sorgen.
    Alt godt til dig. ✨

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Kære Linea

      Tusind tak for den fine kommentar og endnu mere tak for at dele. Det lyder næsten ubærligt hårdt – jeg håber at du har et stærkt og godt netværk omkring dig, når det hele bliver for stort at bære.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sorgens sprog. Kan du tale om døden? Pt. 2/3