• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
Daytripping - tur/retur til Hven

Sorgens sprog. Kan du tale om døden? Pt. 2/3

Hvis du er med så langt, så tak. Jeg ved godt, det ikke er feel good, det her. Til gengæld er det en vigtig samtale.

Første del af indlægget her om døden og dens sprog, finder du HER

Jeg oplever, at det er svært at tale om døden og at spørge ind til sorg af mange forskellige årsager. Men en af dem er helt klart, at vi ikke kender sorgens og dødens sprog, netop fordi vi ikke taler om det. Og her kan rammer for samtalen gøre en forskel, til vi lærer at tale om det på en mere fri måde.

Det formaliserede sprog og berøringsangst

Vi er så pokkers berøringsangste omkring døden de fleste af os. Mig selv inklusive. Vi vil helst ikke vide af den. Helst ikke tale om den, for det ødelægger sådan den gode stemning, når nogen bliver kede af det. Vi vil så nødig gøre nogen kede af det. Men helt ærligt? Du kan ikke gøre mig mere ked af det ved at komme til at sige noget lidt skævt eller akavet, end jeg allerede er over at min far er død.

Måske kommer jeg til at græde lidt, hvis du spørger ind til det. Det er ok. Jeg går ikke i stykker (faktisk er jeg pokkers robust, har det vist sig undervejs), og jeg skal nok sige til, hvis jeg ikke har lyst til at tale om det lige nu. Men faktisk bliver jeg rigtig glad, når nogen stadig husker at spørge, som en gammel bekendt gjorde for nylig, da vi tilfældigt mødte hinanden på gaden. Når nogen husker at sige, at det gør dem ondt. At de kondolerer. At de spørger om det er ok at tale om det. Det er også fint hvis nogen siger, at de slet ikke ved, hvordan de skal tale eller spørge ind til mig. For det betyder, at de har tænkt over det, og at de gerne vil tale, men at de ikke kender dødens sprog.

Jeg er helt klar over, at min fars død er min sag. At det ikke er noget, der fylder eller skal fylde så meget hos andre mennesker. Til gengæld er det også en livssorg og et livsvilkår for mig, og ligesom vi gerne må huske at spørge ind til ting, der er vigtige for andre – børn, ombygningen, operationen, ferien, kærestesorgen eller forelskelsen – så gælder det samme for døden. For mig er det helt ligegyldigt, hvordan der bliver spurgt.

Jeg ved, at nogle vægrer sig mod ‘kondolencer’ og andre stive fraser og udtryk, men det formaliserede sprog har den klare fordel, at det ér der. Det skaber en ramme, som vi kan tale ud fra og tale ind i, når vi ikke ved, hvad vi ellers kan sige. Det er så uendeligt meget lettere at fortsætte samtalen ud fra en formel kondolence end det er at starte den med tavshed.

En væsentlig og velovervejet værdi i mit moderskab er ærlighed og åbenhed – også når det kommer til svære emner. Og derfor ved mine døtre, at de altid må spørge mig om alting. Også selvom det er noget, vi bliver kede af at tale om. Det har været benhårdt og ekstremt sårbart at skulle forholde sig til deres spørgsmål midt i en frisk og overvældende sorg, men det har også vist sig at være en kæmpe gave at tale med dem om døden. Det kommer sidste del til at handle om.

2 kommentarer

  • Marie

    Din fars død er dit livsvilkår – det synes jeg er vigtigt at sige til alle, der ikke vil/kan spørge ind. Eller andre som bevidst ikke vil “svælge i det”, som min svigermor siger… Det er netop en del af dig, der skal anerkendes. Selvfølgelig skal vi spørge. Min datter er alvorligt syg med blodkræft (leukæmi), hun fik sin diagnose i foråret, og dét er netop en del af hendes, min og min families livsomstændigheder nu. Derfor vil jeg så gerne, at folk spørger ind, ligesom de spørger til alt muligt andet. Hun kan dø, det er også en del af det. Hun skal igennem meget hård behandling, det er en del af det, og alt er vendt på hovedet. Så jeg forventer faktisk, at folk spørger, især fordi jeg er åben om det hele – ligesom dig. Kram til dig i din sorg

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Kære Marie. Tak for at tage dig tid til at læse og efterlade så fin og klog en kommentar. Hvor er jeg ked af at høre, at din datter og I kæmper med leukæmi. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere hårdt og hæsligt end sådan et forløb, og jeg ønsker sådan god og snarlig bedring til hende og ro til jer. Kh, Stine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Daytripping - tur/retur til Hven