De sidste par uger har været de sværeste og tungeste i mit liv. Uden sammenligning. At miste et livsvidne er ubærligt, og dog må man bære det. Der er intet andet valg. Selvom hjertet er i tusindvis af bittesmå stumper, og dele af det aldrig kan samles rigtigt igen – så er der stadig små hænder at holde, madpakker at smøre, huer at finde, godnathistorier at læse. Og børnesorg at rumme og favne. Det lyder forkert at skrive. Børnesorg. Som om den er mindre dyb og hjerteskærende, mindre vigtig og reel end den voksne sorg. Det er den på ingen måde. Børn mister og sørger ligeså dybt og inderligt som voksne. Formen kan være anderledes. Sorgen den samme. Jeg har...