• Lilletut og mor
  • Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Diary
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
Alone Together Sweater Junior - opskrift på vej

En nat bliver det sommer. Slutningen på 82 hjemmepasningsdage

82 dage har vi været hjemme, de små piger og mig.

Siden landet lukkede på min fødselsdag d. 11. marts om aftenen, har vores to yngste døtre ikke tilbragt en eneste time i dagpleje eller børnehave. Vi er så uendeligt taknemmelige for netop vores daginstitutioner og i særdeleshed de mennesker og rammer, som der dannes om pigerne. Og de har – som mange andre institutioner her i København – været rigtig pressede på kvadratmetre og logistik omkring de nye regler for omgang, plads og hygiejne. Derfor har vi været nogle af dem, hvis børn ikke har været afsted. For at give plads til de familier, der ikke havde andre valg eller muligheder. For at give pædagogerne en chance for at nå at følge med og lære de nye omstændigheder at kende.

Vi har haft muligheden, og selvom der har været dage, hvor jeg ikke har haft en stor nok kop kaffe eller smilet nåede helt op til øjnene hele tiden, så har det været et kæmpe privilegium at kunne gøre det. Jeg savner at have min egen tid og at kunne komme i bunds med de opgaver, jeg har. Jeg har måtte sluge en masse kameler omkring at være noget i retning af fuldtids-husmor med rengøring, oprydning, tøjvask, opvask og alle de små, daglige praktiske opgaver. Jeg savner voksentid og voksensnak. Savner mine veninder. Savner at alle dage ikke nødvendigvis skal planlægges omkring at vi skal spise og sove på bestemte tidspunkter.

Jeg troede engang, at jeg allerhelst ville være hjemmegående. Det skal jeg ikke være. Jeg er stadig varm fortaler for en lang barsel, og jeg har elsket og sat pris på hver af mine tre barsler. Men. Jeg skal ikke gå hjemme til børnene er skoleklar. Min næsten-2-årige savner relationer til de jævnaldrende, vi ikke har kunnet ses med. Og hun savner de tre fantastiske kvinder, der har passet alle pigerne i løbet af de sidste 8 år. Min 4-årige kravler på væggene og er i den grad i underskud på socialt samvær og veninder. Jeg elsker dem højere end noget andet, men jeg må erkende, at jeg har brug for at være voksen og kvinde og kollega på de præmisser, der følger med at have noget uden for det huslige og moderlige.

En pandemi satte alt på hold og pause og gav os en unik mulighed for at have en udstrakt periode uden for hverdagslivets almindelige logistik med hente- og bringepuslespil. Nu er det sommer. Og der er håb. Gradvis åbning mod livet igen – og plads i institutionerne til alle.

82 dage har vi været hjemme. I morgen skal alle ud igen. I dagplejen, som vi har set og leget ved siden af de sidste uger, når vi har mødtes på legepladser i nærområdet. I børnehaven, som vi har vinket gennem vinduerne til og hvor det er lykkedes så fantastisk at samle en flok af de allerbedste veninder i samme gruppe. På det job, jeg skulle være begyndt i midten af marts. På lidt mindre tid og vilkår end udgangspunktet, men ikke desto mindre.

Jeg glæder mig. På mine vegne – og på mine børns.

Det har været en kæmpe gave at se og opleve dem helt tæt på i så lang en periode. Men det har også trukket på overskuddet, og uagtet hvor vildt det er at høre sin tumling tælle helt sikkert til ti (og til tre på engelsk…?!) og hvor krøllet en 4-årig hjerne er, så trænger jeg til en pause. Bare en håndfuld timer hver dag. De trænger sikkert efterhånden også til en pause fra mig. Jeg bliver en sjovere mor, når jeg får input andre steder fra os.

Vi fandt en rytme og rutine, der gav mening og fungerede for alle. Om et par uger eller måneder kan det være, jeg kigger nostalgisk tilbage på dette mærkelige forår og drømmer om al tiden hjemme. Det har på mange måder været et forsømt forår, men det har også – for os – været rigt, når vi har omfavnet præmisserne. Det har været fyldt med frustrationer og bleskift og løbende nedsmeltninger. Men endnu mere fyldt af bløde barnehænder, tid til at læse fem ekstra bøger og tage en omvej for at hilse på bydelens smukkeste høns.  Tid til at tørre hele gulvet af efter endnu et dejligt, plaskende bad. Alligevel vil jeg byde hverdagen velkommen igen. Vi har savnet den. I al fald noget af tiden.

 

2 kommentarer

  • Åh, jeg kan genkende alt hvad du skriver. Min datter på 15 mdr startede sidste uge og min store datter på 4 startede for nu 3 uger siden. Jeg troede jeg drømte om at være hjemmepasser men at økonomi osv var hæmskoen. Heldigvis nåede jeg at opleve dette, så jeg fandt ud af, at jeg faktisk også har et behov for at være andet end mor og kone ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      <3 Det har været en øjenåbner for mig. Og en sund læring. Men det har også været en gave at have tiden sammen herhjemme, trods alt. Og de kommer trætte hjem, men især hende på 4 har sultet efter legekammerater.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Alone Together Sweater Junior - opskrift på vej