Giv det slidte strik nyt liv

At leve med omhu

Jeg kan ret godt lide ordet. Omhu. Det lidt gammeldags der omfattes af begrebet og hele tanken om at være omhyggelig. For mig gælder det i mit håndarbejde, men jeg synes også, det er vigtigt i livet i det hele taget. At leve med omhu. Det har ikke fyldt på bloggen eller mine øvrige sociale medier, men den sidste måned har været turbulent i vores liv, og det har kaldt på lidt flere refleksioner end sædvanligt. Det har taget mig tid at absorbere og derfor også tid at udtrykke, men det føles også forkert slet ikke at sige noget. 

[Jeg faldt over dette indlæg, der snart er to år gammelt, da jeg gik igennem mine kladder. Det ramte mig – igen – og nu tror jeg, tiden er moden til at få det udgivet. Om ikke andet for så at holde mig det for øje, at jeg på sin vis har levet i en slags krisetilstand længe. Og at det giver mening, at der har været nogle eftervirkninger og konsekvenser, som jeg kæmper med og mod og forsøger at finde mig til rette og tilpas med. Det handler om en skyld, der burde have været hjemløs, om at være omhyggelig i sit liv og om svære vilkår]

Der findes ingen andre garantier i et menneskeliv end at vi fødes og at vi dør. (Og, for mit vedkommende, at jeg aldrig sætter mine fødder i Lalandia. Det er til det fælles bedste) Måske netop derfor har vi et særligt ansvar for at leve med omtanke og omhu – at være omhyggelige med hvad vi gør og med hinanden. Huske at påskønne og tage vare på hinanden – men ligeså meget at holde fast i os selv, stille krav og sætte os selv først, når det er det rigtige at gøre.

Det er ikke en let øvelse. Det har ingen vist nogensinde påstået, men den er vigtig. Det er så let at glemme, når hverdagen flyver afsted og livet handler om logistik, hvem der henter og bringer og handler og putter og der også lige er et arbejde at passe. Man kan glemme at se hinanden – sådan rigtigt – og man kan komme til at ende på et spor, der leder i en helt forkert retning. Væk fra alt det, man gerne ville og gerne vil.

Måske var det derfor, lillesøster gjorde lidt ekstra opmærksom på sig selv. Til et arrangement for et par uger siden spurgte Heidi mig, sådan lidt en passant, om jeg havde haft meget travlt eller været presset på det sidste. For så kunne der måske godt være en sammenhæng mellem babys behov for at blive i nærheden af mit hjertes heimlich-hed og så mit stressniveau. Den ramte. Mere end hun havde en chance for at vide.

For ja. Det har været presset. Og så var det muligvis min egen skyld at lillesøster lå forkert og at det hele måske ville få en anden udgang og en helt anden fødsel end ønskescenariet. Der var absolut ingen skyldspålæggelse bag spørgsmålet. Bare kærlig interesse og input til, hvordan meditation og ro måske kunne hjælpe. Skylden tog jeg selv på mig, selvom den snarere burde have forblevet hjemløs.

Jeg ved godt, det er enormt uforløst med sådan et vagt og vævende indlæg, men dette er ikke kun min historie at fortælle og ikke alt er egnet for offentligheden. Sådan må det være. Jeg deler mange ting herinde – også de svære – og det kommer jeg også til fremover. Når de giver mening for vores liv. Jeg har haft brug for bloggen som outlet for de mere almindelige hverdagsting. For babysagerne og overvejelser omkring fødslen. Altimens andre ting har bundfaldet sig og vi har forholdt os til dem.

Mange ting har det været svært at finde mening i. Heldigvis giver noget perfekt mening stadigvæk og altid.

^^Dem her, for eksempel. De har altid, altid givet mening. Foto: Freja Troelsen

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Giv det slidte strik nyt liv