• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
En uventet stolthed - og et gult bælte

Paradokset

Vi er tæt. Hud mod hud. Din lille, varme krop mod min store, trygge.

En tumling på vej til at blive et lille barn, men stadig med spædbarnets fugleunge-refleks efter brystet. Halvt i søvne finder du hvad du søger og den lille krop falder til ro og bliver tung i mine arme. Sådan sidder vi sammen i mørket. Aften efter aften, en time eller to efter du er blevet puttet, vågner du og kalder.

Det eneste tidspunkt på din dag, hvor din krop ikke er igang med at indtage hele verden. Hvor du ligger roligt og stille og bare er. En dag gør vi ikke mere. En dag glemmer din krop sutterefleksen, ligesom dine søstre har gjort det før dig og lader dermed den sidste, konkret fysiske forbindelse mellem vores to kroppe forsvinde. Du har vokset frem under mit hjerte og har vokset dig stor i mine arme i mere end 18 måneder nu. Min mindste datter. Ved du, hvor højt jeg skatter disse sidste øjeblikke, hvor jeg stadig kan fornemme det spæde barn i dig? Hvor det bare er os to i mørket og jeg er din hele verden?

Det er smukt og stort. Vemodigt og bittersødt.

^^Åh hjerte. Lillebitte M på knap 14 dage, der var med til bryllupsfest.

Lige nu, halvandet år efter jeg blev mor for tredje gang, kan jeg så småt i glimt mærke den frihed, der venter et sted forude. En søvn, der måske en dag igen begynder at hænge sammen. Dage, der ikke er helt så grimede og udviskede i kanterne af den træthed, der aldrig helt slipper taget, fordi det efterhånden er så mange hundrede timers søvn, der mangler at bliver indhentet.

Jeg rækker mig efter den. Jeg glæder mig usigeligt til engang igen at kunne sove uafbrudt. Føle mig udhvilet. Og samtidig betyder det et absolut og endegyldigt farvel til den enestående, barske, hudløse tid det er for mig at have en baby. Jeg mærker suget, når jeg ser andre mødre derude med småbitte børn. Det går alt for stærkt og på samme tid uendeligt langsomt, når man endnu en gang rækker ud i søvne efter den lille, urolige krop.

Det er moderskabets paradoks.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En uventet stolthed - og et gult bælte