Marie Kondo, minimalisme og at bo fem mennesker på 95 m2

Mit egenrådige, empatiske midterbarn

Af og til får jeg spørgsmålet om, hvordan det er at have tre børn. Om det er nemmere eller sværere eller det samme som to. Der er ikke et entydigt svar. Hverken for mig eller for nogen andre, for moderskabet er en absolut individuel oplevelse og børn er absolutte individer. Der er til gengæld også grundlæggende ligheder og genklang på tværs af landegrænser, generationer og gennem skærmene.

På mange måder er det ikke mere vanskeligt med tre end med to. Man er vant til at jonglere mellem behov, vant til at balancere logistik, vant til at måtte dele sol og vind. Men alle de ting bliver ikke ligefrem mindre komplicerede af at tilføje et ekstra barn. Personligt har jeg hvilet mere i rollen som mor (med et stort aber dabei omkring de specifikke udfordringer vi havde, da vi fik M), men jeg har stadig ikke fundet de vises sten og løsningen på, hvordan man skaber tid og plads til alle.

Der er mange myter og fortællinger om midterbørn. Om at de bliver glemt og klemt, må indordne sig og lade sig nøje. Jeg tror ikke på det som overordnet præmis. Men jeg kan også godt se, hvordan lidt ekstra opmærksomhed skal til netop fordi hun er den midterste.

Fordi hun hele tiden enten er en af ‘de små’ eller en af ‘de store’. Hun skal navigere i at være sig selv og i sin egen udvikling, samtidig med at hun er for lille til alle de ting, hendes storesøster kan – og for stor til noget af det, hendes lillesøster må. Og samtidig er hun helt og aldeles sin egen. Helt og aldeles unik. Også i vores børneflok skiller hun sig ud. Mens hendes storesøster og lillesøster begge besidder en rastløs energi og behov for at skulle opleve og udleve, så hviler hun anderledes i sit eget selskab som sig selv.

Hun er empatisk og morsom. Hun er i tale-alderen og speedsnakker non-stop. Hun kan lege en hel dag i sit eget, fantasifulde univers. Hun holder uendeligt meget af sine søstre og kan næsten ikke lade sin lillesøsters bløde kinder og buttede arme være i fred. De to er ved at finde hinanden på en mere ligeværdig måde med fjollet leg og tumleri. Og samtidig øver hun tal og bogstaver på sidelinjen med sin storesøster. Stor og lille.

Hun er den største kælepot, vi har – den, der allerhelst vil kramme og nusse og sidde hos. Hun er så finurlig og har den sjoveste, krøllede hjerne. Hun elsker at synge og har en herlig musicaldiva gemt i sig. Hun glæder sig oprigtigt og ægte over livet – og så har hun fået sin første kæreste. Med små sommerfugle i maven og holde i hånd og jeg er ved at dø over hvor sødt det er.

Lille, fine, skægge barn. Tak fordi du er dig. Med alt hvad det indebærer.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Marie Kondo, minimalisme og at bo fem mennesker på 95 m2