• Lilletut og mor
  • Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Diary
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
Motorik, selvværd og legetårne - fantasi og fri udfoldelse i børnehøjde

Langtidsamning, ammestop og at være privilegiumblind

Min yngste datter har rundet sin 13. måned. Eftersom definitionen på langtidsamning er ‘amning i mere end 12 måneder’, kan jeg nu for tredje gang putte mig selv i den kategori. Det har aldrig været et ultimativt mål eller et absolut ønske. Faktisk var det slet ikke noget, jeg tænkte frygteligt meget over eller havde en fast defineret holdning til. Det blev bare sådan.

Jeg ved ikke, om nogen decideret planlægger at langtidsamme. Jeg gjorde i al fald ikke. Man ammer en dag ad gangen. Så længe det giver mening (eller kan lade sig gøre). Lige pludselig er der gået mange måneder – måske endda flere år. Det er lidt som at lukke øjnene et sekund og opdage, at ens nyfødte pludselig skal starte i 1. klasse og skal til at have engelsk og natur/teknik.

^^Elskede madøre. Mere end nogen af sine storesøstre elsker M mad. I næsten alle afskygninger. Så amning har længe handlet om noget helt andet end mæthed og fyldte maver.

Lille M ammer stadig løs. Hun siger til og fra, om og hvornår hun gerne vil have ‘mam’. Igennem de sidste godt 7 år har jeg sammenlagt fuldammet i 18 måneder. Halvandet år har min krop været den eneste fødekilde for mine døtre – og så har vi endda ikke regnet graviditeterne med. Alt i alt har jeg ammet 48 måneder i skrivende stund. Det er 4 år. FIRE ÅR. Det virker helt skørt at skrive, og det lyder som absurd meget. Sådan føles det ikke. Sådan har det aldrig føltes.

K stoppede selv, da hun var omkring 13 måneder. Samme alder som min næsten-ikke-baby har nu. Der var jeg ikke helt klar, men det var hun. E blev fravænnet natamning omkring 20 måneder og da hun var omkring 22 måneder droppede vi dagene også. Det var en proces, og det endte med at være mig, der blidt vænnede hende fra. Fordi jeg selv var klar.

Nu? Jeg ved det faktisk ikke. Jeg er klar til at droppe nætterne. Klar til at få muligheden for at sove igen. Så er der bare lige logistikken i at der er to andre børn, der ikke fortjener nætter med skrigeri, fordi nogen skal fravænnes brystet. Men helt at slippe amningen? Der er jeg ikke endnu. Ikke helt i al fald, selvom der er en forjættende frihed på den anden side. Jeg ved, at det er sidste gang. At det er uigenkaldeligt slut. Det er vemodigt. Måske er det i virkeligheden den nærhed og omsorg, der for mig altid har ligget i amningen, jeg ikke helt er klar til at miste. Jeg er godt klar over, at nærhed og omsorg ikke sidder i brysterne, men selve ammestunden har jeg altid brugt og forbundet med en særlig samhørighed med mit barn og en genoptankning på tryghed og kærlighed.

Amning har været nemt for mig. Bortset fra de første par uger med min førstefødte, hvor vi begge skulle lære at samarbejde, og hvor der var gråd og smerter og rifter, og hvor jeg tænkte, om jeg overhovedet kunne, har det været uproblematisk. Jeg har aldrig følt mig set skævt til eller begrænset og jeg har praktiseret friamning og fri mælkebar både ude og hjemme. Da E var indlagt med lungebetændelse var der heller ingen på børneafdelingen der så skævt til amningen af en pige på halvandet. Tværtimod, faktisk. Det skrev jeg også lidt om dengang HER

På legepladsen for et par uger siden, overhørte jeg et par mødre med lidt yngre babyer kommentere en ammepause på kanten til sandkassen. ‘Hvor må det være dejligt, at hun stadig gider at blive ammet’, sagde den ene. ‘Ja’, svarede den anden. ‘Jeg ville gerne være blevet ved, men han ville ikke mere’.

Det er en helt anden verden for mig, og jeg tror måske også, jeg har været aldeles privilegiumblind, når det kommer til amning. Fordi jeg jo bare har kunnet. Selvom jeg aldrig – heller ikke når mælken løber til – er videre barmfager, så har der altid været rigelig føde til pigerne, og jeg har aldrig været i tvivl om, at de fik nok. Sådan er det desværre ikke for alle, og så er det virkelig godt at vi lever i en tid med gode alternativer. Til gengæld tror jeg, at der er rigtig mange, der stopper amningen uden eller før det er nødvendigt, fordi de er i tvivl og mangler støtte og opbakning; fordi man udskrives før mælken er løbet til og amningen rigtigt etableret og fordi man fra politisk hold i sundhedsvæsnet ikke prioriterer den gode start på livet længere med tid og ro for mor og barn til at komme rigtigt i gang. Det er en helt anden og lang diskussion. Måske jeg tager den en anden dag.

For nu bliver det bare en refleksion over min ammekarriere, der – måske – snart er ved vejs ende. Fire år ud af de sidste syv, hvor min krop har været i sync med mine børn og deres behov og vi sammen har fulgt mavefornemmelsen, friammet, langtidsammet og stoppet, når det ikke længere gav mening. Der er ingen rigtig eller forkert måde at amme på. Derfor synes jeg, det er vigtigt at fortælle forskellige historier om amningen. Der er mange derude om den mislykkede amning og om svære forløb, og det er vigtigt også. Heldigvis er der også rigtig mange gange, hvor det bare fungerer. Det skal man ikke føle sig forkert over, som jeg ved, at nogle af jer har oplevet. Man må gerne dele de gode historier, fortælle om glæderne og det, der falder en nemt i moderskabet. Der skal være plads til det hele. I al fald herinde hos mig.

2 kommentarer

  • Camilla

    Med min store dreng (som jo ikke er stor, men 3,5 nu) blev det et farvel til amning da han var 9 mdr – en aften efter 2 timers amning med uro – og ked af det hed, og en smule frustration, tilbød jeg ham en flaske, han tog 250 ml og sov for første gang i hans lille liv 3 timers sammenhængende søvn, han så sig aldrig tilbage – aftenen efter nægtede han brystet og med tårnene glemt helt op i øjenkrogen – hentede jeg en flaske. Det var en kæmpe sorg, men en kæmpe lettelse over at slippe den uro der måske egentlig havde været der helt fra starten. Søvnen blev aldrig bedre – stadig ikke.. men det at falde i søvn, blev meget skønnere for os alle.
    Med min lille (som slet ikke er lille mere.. 19 mdr nu) sagde han selv farvel, fra den ene dag til den anden – en fald-i-søvn-amning en aften da han var 14 mdr som han ikke ville have, et tilbud om et forsøg mere dagen efter der også blev afvist – og så slut, slut på et fuldstændig fantastisk ammeforløb, hvor jeg aldrig tvivlede eller var i tvivl om at det fungerede. Det var helt perfekt. Men jeg ville lyve hvis jeg sagde at det ikke gjorde en smule ondt. Vi er nemlig ikke sikre på en treer herhjemme.. ikke endnu. Så tanken om aldrig at skulle være dén omsorgsperson igen, den bider lidt – for hvor var det bare fantastisk.
    Jeg har læst alle dine amme-tanker – tak for dem altså! Det har været en skøn inspiration! Og jeg tænkte på dig, da min søn havde meningitis, og han stadig ville ammes.. for i den situation hvor alt var så uvant og uhyggeligt – der føltes det som det absolut bedste jeg kunne give!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Åh, jeg fik helt kuldegysninger, da jeg læste ordet meningitis. Hvor er jeg glad for, I er på den anden side af det. Og tusind tak for den utroligt fine kommentar og for at dele dine erfaringer. Hvor lyder det også som om, du har været absolut lydhør over for dine børns signaler og behov. Selv når de ikke helt matcher de drømme, du selv havde. Det genkender jeg i den grad. Ikke mindst tankerne om at slippe rollen som ultimativ nærhed og omsorg.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Motorik, selvværd og legetårne - fantasi og fri udfoldelse i børnehøjde