• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
Dusør gives: hjemmestrik for et job. Status på jobsøgning

Når man møder en enhjørning. Om fe-støv, utroligt held og Pladsanvisningen i København

Man når langt med at kunne jonglere med logistikken som børnefamilie. Virkelig. Det er absolut nødvendigt for at få en hverdag til at hænge sammen, men der er alligevel grænser for, hvad feriedage, familie og planlægning kan løse. Ikke mindst, når det handler om at få en institutionsplads eller ej.

Ideelt kunne en af os blive hjemme med lille M til hun var mindst 18 måneder – hvis vi skulle se ud fra barnets behov og vores lyst. Sådan hænger vores virkelighed bare ikke sammen, for Københavns Kommune giver ikke tilskud til pasning af eget barn. (Føj da. Sådan at skulle tage vare på sit eget lille menneske og aflaste trængte ventelister og sikre et barn, der i højere grad er parat til en hverdag uden sin mor og far? Den slags gør vi ikke her i kommunen!)

Derfor har vi – som langt de fleste andre – skrevet på venteliste og forholdt os til, at vores barn skulle i et pasningstilbud, vi i det mindste ville kunne stå inde for. Det betyder, at hun har været skrevet op et sted. Et eneste sted og ingen andre. Med fuldt overlæg. Der har ganske enkelt ikke været andre muligheder på tale for os end at hun skulle samme sted hen som hendes to storesøstre.

En lille flerbørnsdagpleje lige på den anden side af vejen, som vi har kendt i 7 år, og hvor pædagogerne er de mest varme, vidunderlige og overskuds-kærlige kvinder, jeg kan tænke mig. De elsker deres job og deres børn, og det kan jeg godt forstå, for her er rammer og vilkår sådan, at man kan udføre sit job med al den omsorg og mulighed for at se og tilgodese det enkelte barn og dets individuelle behov. For eksempel husker jeg en dag, hvor en pædagog var blevet alene hjemme med E, mens alle andre var taget på tur til legepladsen. For ‘det havde hun brug for i dag’, som der blev sagt da vi hentede. Det siger næsten det hele, ikke?

Flerbørnsdagplejen er lidt en enhjørning, når det kommer til pasning af de mindste. Der er en miniinstitution med den tryghed og nærhed, som en dagplejer giver – samtidig med den fleksibilitet og sikkerhed, som en vuggestue har i forhold til personalets fridage, sygdom etc. Der er et par faste, kendte vikarer, der dækker ved sygdom, og lukkeuger er vi ude over, fordi pædagogernes skemaer overlapper i ferieperioder.

Størrelsen betyder til gengæld også, at udskiftningen af børn er lille. Det kræver mildest talt en god portion held og noget decideret fe-støv at få logistikken til at hænge sammen med at ens eget barn kan starte, når der er en plads – og når der er plads i køen på ventelisten.

Vi var ekstremt heldige med K tilbage i 2013. Og endnu mere med E i 2016, hvor Jonas helt tilfældigt mødte pædagogerne på en udflugt på legepladsen og de fortalte, at de netop havde fået besked om at et barn stoppede pga flytning. Han vendte 180 grader om og ringede til Pladsanvisningen med det samme. Denne gang har vi løbende talt med pædagogerne om børneflokken, og vi vidste, at der kom 3-4 pladser i løbet af efteråret og vinteren. Men. Det betyder alt fra august til januar, og der er kæmpemæssig forskel på at få en plads i starten eller slutningen af den periode, når man egentlig har sat en behovsdato i midten af maj.

Vi vidste, at vi ikke havde fået august-pladsen, og derfor var vi gået igang med processen med at finde en privat passer. Med alt det bøvl, det giver og de øgede omkostninger, papirnusseri og i det hele taget at finde en passer, vi var trygge ved. At skulle lave to gange tilknytning mellem M og skiftende pasning. Puha.

Og så skete det. Jeg forstår ikke hvordan. Månen må have været i det syvende hus og Venus i ascendent og der har regnet fe-støv og enhjørningemagi ud over os. For vi har fået en plads. Til september. I vores første – og eneste – valg for lille M. Lige nu virker september langt ude i fremtiden, men Jonas har sommerferie til midten af august og jeg kan bruge noget ferie – og vi kan indkalde bedsteforældre. Så. Logistikken bliver et puslespil, men den holder.

Vi undgår privat pasning og at lille M skal skifte mellem omsorgspersoner. Hun kan være med os til hun er knap 14 måneder og derefter skal hun det eneste sted hen, jeg kan forestille mig at aflevere mit lillebitte barn. Hvor de kender os og hvor vi kender dem.

Lige nu er der rigtig mange udfordringer på rigtig mange områder – glædesboblerne i maven blandede sig med glædestårer i øjnene, da vi fik besked om, at lige præcis her var det lykkedes.

5 kommentarer

  • Eva

    Hvor dejligt for Jer 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Der var glædestårer. Deciderede glædestårer! Tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Åh, stort tillykke, Stine! Vores mindste (nr. 3) går også i en flerbørnsdagpleje. En Steiner. Det er det bedste valg, vi nogensinde har truffet ift inst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det blev jeg altså bare så glad for at høre at jeg skriver en kommentar til jer nu efter at have fulgt med på jeres blog et stykke tid allerede. Det er rart at høre det også kan lykkedes af og til hvis bare heldet (og enhjørningene) er på ens side 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak – hvor er det sødt af dig! Ja, af og til så kan det lade sig gøre <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dusør gives: hjemmestrik for et job. Status på jobsøgning