Når man møder en enhjørning. Om fe-støv, utroligt held og Pladsanvisningen i København

DIY: Mobil og tablet til dukkerne

Det er så hyggeligt at lave små og store projekter med pigerne, når der er tid og overskud, og jeg elsker at K er blevet så stor, at hun også kan sidde og nørkle længe. Hun elsker stadig sin smukke Pepa-dukke fra Así (lignende HER), men Así laver ikke så meget tilbehør til dukkerne. De holder sig til deres absolutte spidskompetence; nemlig at fremstille håndlavede, smukke kvalitetsdukker. Derfor har vi suppleret med udstyr fra Our Generation, der næsten passer i størrelsen. Bl.a. skoletasken med masser af udstyr, der ligner hendes egne skolesager. Nu ønskede dukken sig imidlertid en tablet og telefon, så den også kunne få en halv times skærmtid eller ringe til mormor. Vi kiggede efter inspiration og for at se, om der skulle findes en telefon allerede. Det gjorde der. Som en del af et større sæt og langt uden for lommepengebudgettet.

Derfor søgte jeg lidt videre efter gode ideer, og jeg fandt en fin DIY til at lave vellignende, nemme telefoner og iPads i dukkestørrelse.

Jeg havde ikke det store held med at finde et helt ark skumpap, fordi det åbenbart er i restordre flere steder (?), men til gengæld fandt jeg en prinsesskrone i lyserødt skum på udsalg, og den havde lige præcis store nok felter til at kunne rumme en dukketablet. Og var en virkeligt billig løsning derudover.

Vi har ikke en printer herhjemme, men Get It Fixed, min lokale it-repair biks, var så søde at printe et ark til mig med templates. De er i øvrigt også smadderdygtige. Vi har brugt dem et par gange efterhånden.

Mangler dine børns dukker også en telefon eller iPad? Så kig med her <3

DIY dukketelefon og tablet

Du skal bruge:

  • Skumpap (eller en skumpap-tiara med tilpas store felter) Alternativt en tynd korkbriks.
  • Lim
  • Saks
  • Klar pakketape
  • En template som DENNE (du kan selvfølgelig også lave din egen, hvis du er ferm til grafik og skalering. Her er arbejdet gjort og det er supernemt)

Start med at sætte den klare tape over de printede templates. Det giver dem den rigtige ‘skærm’fornemmelse (og gør dem mere modstandsdygtige over for leg!)

Klip templates ud og klip passende stykker ud i skumpappet. Hjørnerne kan altid tilpasses når det sidder sammen, så start med rektangler.

Lim templates på hver side af skumpappet (husk lim helt ud til kanterne) og lad det tørre lidt inden du klipper hjørner og kanter til.

Et voila. Nu er dukkerne klar til at tale med mormor eller se deres yndlingsprogram på Netflix.

Jeg lavede tabletten i går aftes for at teste af – K har selv samlet mobiltelefonerne.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når man møder en enhjørning. Om fe-støv, utroligt held og Pladsanvisningen i København