100 tabte mælketænder, en forsinket tandfe og en sjov højtlæsningsbog

Tandløse børn kommer i to faser. Når de er små og nye og krøllede – og når de er i barndommens land midt imellem at være store og små. Begge dele giver de herligste udtryk. Ikke nødvendigvis videre smukt i streng, æstetisk forstand. Men dødcharmerende.

K fik sin allerførste tand efter sin første fødselsdag, og dermed var hun også relativt sent ude med at tabe den første mælketand. Det var først i de allersidste uger inden børnehavetiden var slut, den første rokketand røg ud. Til kæmpe benovelse og glæde for hende. Nu har hun nærmest ikke en eneste fastforankret tand i hele munden. Dem, der enten er på vej ud eller på vej op fylder det meste af tandsættet, og hun har den karakteristiske tandløsheds-læspen, som 6- og 7-årige verden over har.

Det giver udfordringer med forskellige fødevarer – herunder en af hendes absolutte favoritter – for det bliver ærligt talt noget besværligt at tygge i majskolber, når man har fem rokketænder og fortænderne for øvrigt kun lige titter frem.

Der er status i tabte tænder, og kollektivt i klassen har de jublet, hver gang et barn kom i skole med et nyt hul i tandrækken. De har nemlig samlet til bunke. 100 tabte tænder gav bonus i form af flødeboller fra deres klasselærer, og der blev holdt skarpt regnskab, talt op og talt ned. De har nået målet. 100+ tænder fordelt på 24 børn.

Det har givet anledning til flere gode snakke herhjemme om hvordan ‘man’ gør tingene. For nogle klassekammerater har tandfeer, der kommer flyvende om natten og lægger mønter under puderne eller giver gaver. Det har vi ikke. Vi gemmer i stedet de små mælketænder i en lille æske, som K købte sidste år på loppemarked. Et fint dekoreret skrin, der står på hendes hylde med de mest særlige ting, hun ejer.

For K er tandfeen et fantasivæsen, og det er måske meget godt, med tanke på, hvor ubehagelig sådan en fe-type kan være, når man læser Sophie Souids bog ‘Død over tandfeen’, som vi modtog i gave for en rum tid siden.

Det er en oplagt højtlæsningsbog til børn i tand-tabs-alderen, dog måske ikke lige, hvis dit barn begynder allerede som 5-årig, for der er flere aspekter, der bedst egner sig til de lidt større. Og som måske i virkeligheden går henover hovedet på børnene, men mest er med for oplæserens skyld. Noget om aktiekurser, udbytteforhold og deslige.

I stedet er bogen en eventyrlig fortælling, der balancerer mellem genkendelig og alternativ virkelighed, og hvor de to brødre Alf og Bjørn på bedste detektivfacon skal opklare mysteriet om hvorfor tandfeen pludselig er blevet grisk og ubehagelig, og hvad hun egentlig skal bruge alle de mange mælketænder til. Det er både sjovt og lidt uhyggeligt, og K var godt underholdt.

Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår man stopper med at tabe tænder og hvornår hele tandsættet er udskiftet. Jeg ved, at min 7-årige glæder sig svært meget til at kunne spise alting uden besvær igen, men det er nu også et fint look med en håndfuld huller i tandrækken. Det er så utroligt definerende for hendes udvikling lige nu – der er noget aldeles barndomsherligt over det. Det er så universelt. Halvstore børn med lange lemmer og et strålende, men hullet smil, solkyssede kinder og hår, der altid er lidt svedigt efter leg.

 

Står du og mangler en sjov bog om at tabe (eller ikke tabe) sine tænder og en oplagt mulighed til at tale om, hvad og hvordan jeres tandfe (eller mangel på samme) skal agere, så er denne et rigtig godt bud.

Vi har i øvrigt lige lånt bog to i serien om Ole Lukøje, den uhyggelige Natravn og en kolikramt lillesøster på biblioteket som sommeroplæsning. #relatable