Skarnsstreger, selvstændighedsalder og om ikke at bakke ned for de store

Min ældste datter har et følsomt sind, og jeg kan godt blive lidt bange for, at hun kommer til at få nogle svære år, når kreativitet og fri leg afløses af mere ‘modne’ aktiviteter i skolens frikvarter. Det kan jeg huske fra mig selv, men det er en helt anden snak. Mit mellembarn er af en ganske anden støbning, og jeg har ikke den slags bekymringer på hendes vegne. Slet ikke, faktisk. Hun startede måske nok med at være en blid og mild baby, men indeni er hun hård som flint.

Forstå mig ret. Hun er ikke uempatisk. Slet ikke. Hun er varm og kærlig og godhjertet. Hun elsker og føler og tænker på andre. Deler gerne ud af både lækkerier, der kan spises, og af kys og kram. Især til sin lillesøster. Men hun er iskold, når det handler om, hvad andre tænker om hende. Mens den store konstant søger andre – og validering igennem andres opmærksomhed – så kan min tre-årige fint lege selv og er grundlæggende ligeglad med, om der er nogen, der vil være med.

Hun er en skarnsunge. Ligesom Emil laver hun en masse ballade. Ikke for at lave ballade – det er aldrig intentionen – men fordi hun er så meget i øjeblikket, at konsekvenser og overblik simpelthen forsvinder. Spontanitet og nysgerrighed trumfer fornuft og regler på en måde, vi aldrig har oplevet det hos hendes storesøster. Som forleden hvor hun (igen) klippede i noget med min sysaks. Der tilfældigvis lå fremme på sybordet, fordi jeg var igang med noget. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at det har K aldrig nogensinde gjort. Jeg tror slet ikke, hun har tænkt tanken. Men E blev grebet af øjeblikket og klippede rask væk strikkebogens mærkesnor væsentligt kortere… og fik også øvet sine sakseevner lidt i selve bogen.

Når hun laver skarnsstreger bliver det selvfølgelig påtalt og vi tager altid konflikten og hun bedyrer højt og helligt at ‘jeg gør det ALDRIG mere’. Lige indtil næste gang, altså.

^^Det her er et af mine yndlingsfotos (af dem jeg har set) fra brylluppet. Det er så meget hovedet på sømmet. E, der er helt i sin egen leg og verden og ikke har tænkt sig at reagere på, at jeg har sagt til hende 3 gange, at NU skal jakken på, fordi vi skal videre. Det fortæller så fin og klart en historie om at der aldrig er mere glamour og guldvelour end at de helt dagligdags gøremål og konflikter også skal passes. Foto: Frederikke Brostrup

Hun er markant mere stædig end sin storesøster, og i modsætning til hende har hun aldrig haft problemer med at blive ved til noget bliver ‘rigtigt’. Således kan hun sagtens vende tilbage til samme problem løbende indtil hun har fundet en løsning – i stedet for at blive gal og give op.

Det har naturligvis også noget med hendes alder at gøre. Det er klart. Hun er stadig igang med det herlige threenager-år, hvor selvstændigheden, rammer, grænser og autoriteter udfordres non-stop. Men hun er meget mere barsk end K var dengang og vi skal tale med større bogstaver for at trænge igennem. Vi bruger 1-2-3-konsekvens, og det virker 99% af tiden. Det gør det dog ikke mindre irriterende at man er nødt til at fysisk at løfte barnet ned fra den stoleryg, man udtrykkeligt bad hende IKKE at stille sig på. I min optik burde forældre få – som minimum – en medalje, et diplom og et tre-dages spaophold efter at have stået igennem tre-års alderen uden at smide barnet ud ad vinduet.

Til gengæld er hendes personlighed også en kæmpe gave og en fordel for hende, når det handler om relationer med andre børn. Ikke mindst om et par år, når det er skolegården, det gælder. Hun er ikke til at tryne eller kue og hun tager gerne kampen op med børn der er dobbelt så gamle som hende selv.

Forleden på legepladsen overværede Jonas, hvordan en potentiel mobbesituation blev skudt ned, før den kom igang – og blev erstattet af en ligeværdig leg i stedet. E sad på en gynge på legepladsen, og på gyngen ved siden af var to store piger på 7-8 år igang med at gynge. De tog kontakt til hende og spurgte, hvad hun hed. ‘Øv, det er et grimt navn!’, var reaktionen og så gik de igang med en runde vrængende ‘se mig, jeg hedder E’. (Her kunne jeg også skrive noget om, hvad fanden det er for noget og om hvad det er for mekanismer, der gør sig gældende når man driller nogen, der er så meget mindre end en selv, men det er ikke indlæggets pointe)

Lille E? Hun gav dem klar besked.

‘Det er altså et godt, særligt navn, og hvis I skal drille, så gider jeg bare overhovedet ikke lege med jer’

Ok. Klar besked og klar udmelding, og de to store piger pakkede drillerierne og testen væk og begyndte at lege med hende i stedet. En jævnbyrdig leg, hvor alle bestemte lige meget, for selvom hun var mindre end dem, var hun tydeligvis ikke til at hundse rundt med.

Det, synes jeg, er så stærkt gået af min tre-årige. Tænk at kunne sige så klart at tydeligt fra overfor børn, der er meget større end en selv helt uden voksenhjælp. Det er hende selv. Hendes indre styrke og personlighed. Hendes selvstændighed, der gør, at hun gerne vil lege med andre – men kun hvis det foregår ordentligt. Ellers må de andre passe sig selv.

Det er vanvittigt fascinerende, hvordan den samme gen-pulje og samme miljø kan fremelske så vidt forskellige personligheder og små mennesker, og det er med lige dele spænding og gru, at vi venter på at se, hvem baby M viser sig at være. Og det er med lige dele frustration og beundring, vi ser E vokse op og hvile mere og mere i sig selv. Lille, kærlig og benhård på samme tid.