Farvel til en barsel. Fik du set det, du ville?

Noget om min jobsituation, den første uge tilbage og at skifte barselsgarderoben ud

Det er fredag og den første uge i vores nye situation er gået. Bedre end forventet, faktisk. Ikke mindst for de to, der nu har barsel sammen. Lille M og Jonas nyder hinandens selskab, selvom hun lige skal vænne sig til, at der ikke er en mor rundt om hjørnet hele tiden… og vist i øvrigt også er ved at gro et par nye fortænder. Jeg er landet fornuftigt i min midlertidige tilbagevenden til arbejdsmarkedet – mere om det om lidt – og så har jeg kigget grundigt i min lingeribeholdning for at finde noget job-egnet, der hverken er blevet for småt (!) eller er alt for ammehyggeligt. 

[Reklame – samarbejde med Hunkemöller]

Jeg har nævnt det et par gange før. Mest i sidebemærkninger. Det her med at jeg er tilbage på job, men ikke helt alligevel, og jeg skylder vist efterhånden en mere uddybende forklaring på det hele. For jo. Jeg er tilbage på arbejdsmarkedet, men ikke helt som før jeg gik på barsel. Dels er jeg kommet tilbage til væsentligt færre timer, og dels er det en begrænset tid, jeg skal være der. Uden drama og af forskellige årsager er jeg nemlig blevet opsagt, fordi der er blevet rykket en del rundt på arbejdsopgaver og timefordeling i løbet af det sidste års tid.

Ifølge min kontrakt skal jeg derfor arbejde de næste to måneder inden opsigelsen træder i kraft og jeg for første gang siden 2013 står uden fast arbejde. Det er lige dele skræmmende og spændende, for i tomrummet dukker der jo også flere muligheder frem. Jeg havde egentlig regnet med allerede at være godt i gang med jobsøgningsprocessen, men ærligt talt. Med et sparsomt sovende barn har det ikke været en reel mulighed, og jeg har derfor givet slip på den dårlige samvittighed over min egen ineffektivitet og i stedet fokuseret på den unikke tid, som en barselsperiode er. Nu har jeg til gengæld et par dage om ugen mulighed for at være dedikeret og målrettet i at finde min nye hylde.

At tale med mit netværk, søge stillinger og at kunne gøre det med ro i maven og god samvittighed, fordi der er en skøn far, der nyder sin barsel hjemme og en baby, der elsker at han tager hende med ud på legepladser, biblioteket og triller rundt omkring på Østerbro.

Klæder skaber folk – også dem inderst inde

Jeg har tid til at omstille mig fra at være barslende til at blive professionel igen; herunder altså også i forhold til mit klædeskab. For det gør en forskel – i al fald for mig – at være rigtigt klædt på. Dermed ikke sagt, at jeg har sumpet rundt i joggingbukser og tilgylpet bluse barslen. Faktisk har jeg gjort en dyd ud af at være nogenlunde pænt klædt på hele tiden som en modvægt til gråd og søvnløshed. For at føle mig bare lidt mere som ‘mig selv’ midt i et kaos af følelser og afmagt.

Når det er sagt, har der naturligvis været noget, jeg er gået udenom, simpelthen fordi det ikke er praktisk med en baby. Og selvom jeg absolut elsker mine bløde, komfortable ammebh’er, så har jeg ærligt talt også glædet mig til at kunne være iført ‘rigtigt’ lingeri igen. Jeg skifter tilbage til ammesagerne, når jeg kommer hjem. Jeg har dog måtte gravet dybt i skuffen for at finde de få ting, jeg stadig kan passe. Det er virkelig noget, der kræver en opgradering efter tre graviditeter og ammeperioder, kan jeg godt fortælle!

Faktisk er det helt pinligt at kigge ned og finde ud af, at det meste, der ikke er ammebh’er og toppe er i alvorlig fare for at have udtjent sin værnepligt. En stor del er fra før jeg fik børn, og der er altså sket lidt med pasform og sådan efter tre ammeperioder. Det er jo helt fjollet, at jeg ikke har været bedre til at udskifte her – men med tre børn er shopping efter undertøj til mor som regel meget langt bagude i budget-prioriteringen!

^^Selvom man ikke kan se det udenpå, så føler jeg mig klart bedre tilpas med noget lækkert indenunder. Til hverdag og ikke mindst på en date night. 

Sorte blonder og lidt mere sjov i hverdagen

Jeg savner fornemmelsen af at have sådan rigtigt lingeri på inderst inde. For mig gør det altså en forskel, selvom det ikke kan ses udenpå. Selvom jeg ikke er udstyret med en barm, der kræver en masse støtte og support, så skal en god bh sidde ordentligt alligevel – og være pæn at se på også. Og til at betale. Igen. Der er også tre børn, der konstant vokser ud af deres tøj og sko. Det er meget rart med Hunkemöller. Her er prispunktet til at være med på og der er så meget at vælge imellem, at jeg kan finde både de bløde weekendbh’er og det, der gør hverdagen lidt sjovere.

Jeg er typen, der godt kan lide at matche, og sæt som fx det her rammer en balance mellem hverdags-egnet og lidt sexet. For midt i børnefamilielogistik, jobsøgning og at gå kold i sofaen, når alle børn endelig sover, så er det alt for nemt at glemme at skabe rum til intimiteten. Det bliver lidt lettere – for mig i al fald – at føle mig som andet end en træt mor, når jeg har blonder på. For selvom jeg er mor med et kæmpestort M, så er jeg også (snart) en hustru og i al fald absolut en kvinde, og de sidste to dele har været gemt lidt for langt væk i baggrunden i en lidt for lang periode. Jeg siger ikke, man kan fikse alt med undertøj, men det skader i al fald næppe at give den lidt gas af og til. For parforholdets og for sin egen skyld.

Jeg er også ret vild med konceptet med højtaljede trusser. Det giver virkelig god mening, når nu man er endt med en lille rectus diastase og som følge heraf en lidt blødere mave – og det er virkelig velegnet til at fremhæve kvindelige former, synes jeg. Ikke mindst, når de er så pæne som dem her.

I øvrigt lurer jeg på DENNE til brudekjolen – er der nogen, der har erfaringer med selvsiddende bh’er? Jeg er nemlig nødt til at finde en løsning, der matcher både en åben ryg OG behovet for ammeindlæg. Hvis nogen sidder med de vises sten her, så sig endelig til!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Farvel til en barsel. Fik du set det, du ville?