Farvel til en barsel. Fik du set det, du ville?

En barsel føles som en evighed, når man står på grænsen til den – og er forbi i et enkelt blink med øjnene, når den sidste dag oprinder. Jeg burde have været forberedt på, at det var sådan, for jeg har trods alt gjort det to gange før. Det har ikke gjort en forskel, for det er i mindst lige så høj grad kommet bag på mig, at det hele er slut nu. Fik jeg så nået alt det, jeg håbede på? Eller er det snarere en uforløst følelse, jeg sidder tilbage med.

Det er min sidste barsel, der er gået alt, alt for hurtigt. Min sidste, lille baby er slet ikke så lille, når hun sidder på sin tykke numse og arbejder koncentreret på sit legetøj med buttede hænder. Når hun krabber sig rundt om sin egen akse og når hun skubber sig lynhurtigt bagud og ruller omkring. Når hun fortæller med kropssprog og høje kommandoråb, at det faktisk er NU, hun gerne vil have en bid lasagne mere eller en tår vand. Og stadig er hun jo lillebitte. 9 små måneder, knap og nap. Et lille menneske, hvis dunbløde isse stadig kan ligge i min hånd og som stadig finder ro og trøst ved brystet.

Far på barsel

I dag – netop i dag – har Jonas overtaget barslen og barnet og jeg under ham i umådelig høj grad den frihed og glæde og kærlighed, der er i barselstiden. Dagene uden andre planer end at lære sin datter at kende. Ture på biblioteket, på legepladser i forårssol, tumletid hjemme og gåture med barnevognen. Middagslure sammen og privilegiet at komme helt tæt på hinanden på en anden måde, end når man kun har morgener og eftermiddage.

Det har gjort en kæmpe forskel for båndet mellem ham og alle pigerne, at han har haft barsel med dem. Ikke mindst fordi han ikke er en ‘babyperson’. Det er ikke ham, der nærmest slår knuder på sig selv af begejstring over småbitte, krøllede mennesker, der kræver 24-timers mandsopdækning. Det er ikke ham, der står og tripper for at overtage babyen efter endt amning. Det tog tid at forstå og erkende ved første barn, for det er ikke den fortælling, man oftest møder. Det betyder ikke, at kærligheden er en anden – den kommer bare til udtryk på andre måder, og den har vokset sig uigennemtrængeligt stærk, mens han har været på barsel.

De kommer til at have det fantastisk sammen. Jonas kan noget med pigerne, jeg ikke kan. Han er et andet menneske og han er til stede på en anden måde end jeg – jeg holder dem tæt, og han er forbilledlig i at motivere dem til at lære nyt og blive modige og prøve grænser af. De to store elsker, elsker, elsker deres far – og selvom hun endnu ikke kan sige det med ord, så viser vores yngste datter med hele sin krop, hvor højt hun sætter ham med skægget. Den omsorgsperson, der måske ikke har mælk og bryster, men som giver ligeså meget tryghed og kærlighed og varsler skæg og ballade. Hendes øjne slår smut og armene fægter af begejstring – og i en stille stund læner hun hovedet tæt ind mod ham i et ømt babykram.

Jeg under ham det så meget, og samtidig kan jeg næsten ikke rumme, at det ikke er mig. At jeg har givet bolden og barnet videre og at jeg selv skal videre. Allerede.

En anderledes barsel

Det har været en anderledes barsel, end jeg forventede. Meget hårdere og barskere – men med mindst ligeså meget kærlighed som de andre to. Måske endda mere. Den har været uendeligt lang i de mange, mange måneder med gråd og alt for kort, da det kom til stykket. At have endnu et søvnfornægtende, kolikbarn har været ekstremt, og alligevel – trods tårer og afmagt og frustrationer undervejs – ville jeg gøre det hele igen. I et hjerteslag.

Fik jeg nydt min barsel så meget som jeg burde? Nåede jeg, hvad jeg ville? Nej. Jeg nåede ikke engang en brøkdel af, hvad jeg troede, jeg ville. Til gengæld nåede jeg til en ro og en erkendelse af at omfavne mine begrænsninger. Jeg lærte at slippe forventningspresset til mig selv, den dårlige samvittighed over altid at være bagud med mails, med blogs og med ikke at genopfinde mig selv og at slippe irritationen over at blive forstyrret endnu en gang, når jeg lige havde sat mig ned. Min tredje datter lærte mig at være ydmyg. Hun lærte mig at sætte mig ned og bare være. Jeg skal nok nå at få den kop kaffe, når pigerne er større.

For det – og for meget andet – er jeg hende evigt taknemmelig.

Jeg fravalgte med fuldt overlæg en mødregruppe denne gang og jeg har bestemt ikke savnet det. Jeg har haft rigeligt input fra veninder, blog-kollegaer og samarbejdspartnere. Og så er jeg i øvrigt også virkelig god til at være i mit eget selskab. Jeg elsker at være på barsel – også med et kolikbarn, og allerede nu kan jeg mærke, at jeg begynder at romantisere tiden hvor det var allerhårdest. Men det er ikke løgn. Jeg har elsket barslen (og barnet) uagtet at det har været med hovedet en knivspids over vandet.

Læs i øvrigt Louises fremragende indlæg om samme tematik og om at gå fra et til to børn HER

Tilbage til job – for en kort bemærkning

Det bliver i øvrigt en lidt anderledes tilbagevenden til arbejdslivet for mig i denne omgang. Af forskellige årsager – og helt uden drama – er mine arbejdsopgaver og min arbejdstid omlagt på en sådan måde, at jeg er blevet opsagt. Det betyder, at jeg vender tilbage på en beskåret deltid i to måneder inden min ansættelse og kontrakt er slut. Måske er det også derfor, jeg har kæmpet imod erkendelsen af at jeg ikke længere er på barsel. Nu træder jeg ind i ukendt land og skal for første gang i mange år ud på jobmarkedet og sælge mig selv. Det er lige dele spændende og angstprovokerende herfra hvor jeg sidder, og jeg kommer til at fortælle lidt mere om den proces og de tanker, jeg og vi har gjort os omkring job og karriere.

Hvis nogen ligger inde med et godt lead, så sig i øvrigt endelig til. Jeg kvitterer gerne med hjemmestrik til dem, der skaffer forbindelsen til et job!