• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
At favne kaos - på tur alene med pigerne til Saxogade

Ambivalent amning – for hvis skyld ammer jeg?

Jeg har skrevet om amning før en hel del gange – ikke mindst i forbindelse med mit mellembarn, der viste sig at være en langtidsammer. Det har ikke fyldt så meget med mit yngste barn. Forstået på den måde, at hun (naturligvis) har fået samme muligheder og adgang til mælk som de andre to, men det har ‘bare’ været endnu et ammeforløb. Sådan da, for nu begynder det at føles lidt anderledes end de andre gange.

Amme-holikere

Da K var baby lærte hun mig at smide alle tanker om ammeskemaer og tidtagning væk. I stedet lyttede jeg til hende og hendes behov for at være ved brystet. Hun tankede ro, nærhed og tryghed i ligeså høj grad som hun fik fysisk næring. Hun spiste hurtigt og effektivt og så var hun videre i teksten.

Mellembarnet er ultimativt hjemmets største nussebarn. Hun er den eneste af mine tre piger, som har været en blød og eftergivende baby og som stadig hellere end gerne vil sidde tæt i lange stræk. Hun elskede amning. Virkelig. Elskede. Både for maden, men især for nærheden, og hun viste absolut ingen tegn på at stoppe i løbet af det første år. Eller det første halvandet.

Jeg elsker at amme mine døtre og jeg har været mere end taknemmelig for, at det har været så gnidningsfrit som det har. Ikke mindst fordi de to yngste har nægtet sutter. Jeg synes, det giver så meget mening at sidde tæt med dem og tune ind sammen for en stund.

Friamning og barnets behov

^^Tilbage fra dengang, hun var lillebitte og gerne ville ammes det meste af dagen. Det er en kæmpe kliche – men selvom det føles som om man er fanget i lænestolen, så forsvinder den tid SÅ uendeligt hurtigt mellem fingrene på en. 

Lille M har fået lov at friamme, ligeså tosset hun ville, nøjagtig som sine storesøstre. Det betyder grundlæggende, at jeg har lagt hende til efter behov og ikke efter en tidsplan eller skema. Når hun har pyldret og pjevset, har jeg som udgangspunkt tilbudt hende bryst, og meget ofte har det været præcis behovet. Ikke nødvendigvis fordi hun var sulten eller tørstig, men fordi det også er trøst og nærhed og tryghed, der meget fysisk manifesteres i amningen. (Hermed ikke sagt, at det samme ikke kan findes for flaskebørn, men det har jeg aldrig prøvet, så jeg kan kun udtale mig om amning)

Nu er min yngste datter på vej mod at blive 10 måneder, og gennem den sidste halvanden måned har jeg fornemmet et skifte i hendes amning. Hun elsker mad. Som i. Elsker. Hun RÅBER af begejstring, når vi skal spise ved bordet og hun råber højt og bebrejdende, når maden ikke kommer hurtigt nok i hendes retning. Hun æder som et tærskeværk og vil allerhelst spise nøjagtig det samme som os. Det er så herligt at opleve og det gør Jonas’ liv på barsel markant lettere. De bløde lår og elastikkerne om håndleddede vidner tydeligt om, at hun er i god foderstand.

Og så er der det med amningen. For det er da fint nok, synes hun. Men hun er slet, slet ikke interesseret i samme grad længere. Ikke i nærheden af, hvad mellembarnet var. Hun klæbede sig til mig, i det øjeblik, jeg kom hjem og vi brugte som regel en halv time i lænestolen på at amme og genfinde tætheden. Denne baby er grundlæggende ligeglad. Med mindre hun skal sove. Så gider hun godt.

Det er som udgangspunkt virkelig fint og det er jo kun et sundhedstegn, at hun agerer på sit behov – også selvom jeg måske nok synes, at det er ret tidligt at amningen bliver en bi-ting. Fordi jeg har været vant til noget helt andet, og min forventning derfor er anderledes. Måske også fordi det er mit sidste lille barn, og hendes adskillelse er kommet før mit hjerte er helt klar til den.

Vi talte om det forleden, Jonas og jeg. Jeg tilbyder brystet som en vane, og hun siger som regel ikke nej – men det er måske i virkeligheden mest på min opfordring, hun ammer. Ikke fordi hun selv melder sig. Det var tankevækkende, vemodigt og lidt en øjenåbner. For hvis skyld ammer jeg? Det gør jeg for mit barns skyld, og derfor er det også mit ansvar at følge hendes anvisninger. I dette tilfælde lader det til at være, at jeg skal holde mig tilbage indtil hun selv efterspørger amning.

Let the kids – langtidsamning og ammestop

K stoppede fra den ene dag til den anden, da hun var omkring 13 måneder. Med E gennemførte jeg et nat-ammestop, da hun var omkring 20 måneder (vi havde forsøgt før, men det var hun IKKE klar til!) og amningen stoppede langsomt da hun var omkring 22-23 måneder, eller knap 2 år. Hende her er ikke engang 10 måneder, men hun virker ikke særligt interesseret længere. Hvilket er helt fair og helt ok – børn er så forskellige og jeg synes, noget af det vigtigste, jeg kan lære mine døtre er, at mærke efter deres egne behov.

Det giver mening. De har vidt forskellige temperamenter, så hvorfor skulle deres ammeperioder ikke tilsvarende være forskellige? De har brugt amning til næring og til tryghed og nærhed – men deres behov for de sidste to kan dækkes på flere end en måde.

Det føles ekstremt ambivalent. På den ene side er der en enorm frihed i ikke at amme – og en ligestilling i forældrerollerne. På den anden side har det været en kæmpe gave og virkelig noget, jeg har fundet glæde i. Noget, som både jeg og pigerne har elsket. Det er en meget mærkelig tanke, at det måske snart er slut.

Det er lille M, der bestemmer. Jeg skal bare være (lidt) bedre til at følge hendes guidelines, så det prøver jeg på fra nu af.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At favne kaos - på tur alene med pigerne til Saxogade