• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
Nemt og hurtigt sidste øjebliks-budgetvenligt fastelavnskostume med tårnhøj kulturel kapital

Noget om at acceptere og omfavne sine begrænsninger

Mit moderskab – som de flestes – har været og er fortfarende en rejse, hvor der konstant dukker nye udfordringer og muligheder for udvikling og erkendelse op om hvert eneste hjørne. Ikke mindst siden vores tredje datter kom til verden, og jeg for alvor var nødt til at skure tavlen ren og genlære alt, jeg troede, jeg vidste. 

Med mit tredje barn blev jeg ydmyg igen. For det var jo ikke min egen ro i rollen som spædbarnsmor, der var smittet af på midterbarnet, da hun var baby. Hun var ganske enkelt en anden babytype end både sin storesøster og sin lillesøster. Hun kunne ligge og kukkelure og havde det ganske fornøjeligt med bare at flade ud på legetæppet – og sov gerne gode, lange lure i slyngevuggen. Jeg genfandt en gammel (!) kladde til et indlæg med overskriften ‘Me-time på barsel: et overflødighedshorn af buttet tålmodighed’. Jeg kan godt huske fornemmelsen af at føle, jeg kunne nå ting. Både spise, strikke, skrive, røre en bolledej sammen og bare sidde og lade op under en enkelt lur.

^^Min store, lille baby, der har så travlt med at nå det hele. Søvn er for amatører, hvis man spørger hende. 

Nu har jeg – igen – et barn, der sover 30 minutters lure, og det giver ganske enkelt en helt anden barsel. Det har taget mig lang tid at acceptere og jeg har været så frustreret over aldrig, aldrig, aldrig at have tid. Jeg har tidligere sukket dybt, når jeg kunne høre et hyl fra soveværelset. Nu går jeg ind og smiler og siger til mit barn, at det er dejligt at se hende. Det virker måske banalt, men det er dæleme effektivt i forhold til at få vendt mit eget mindset. Det har taget mig endnu længere at omfavne og at være tilpas i – næsten 8 måneder – og den dårlige samvittighed over for mig selv slipper nok aldrig helt sit tag. Til gengæld har jeg erkendt, at det er helt ok, at jeg ikke når det hele lige nu. Som regel vælger jeg at strikke, når jeg har 30 minutters pause. Det er min yoga, min zen, og det er her, jeg kan koble af. Jeg har skullet slippe forestillingen om at jeg kunne nå at strikke en hel garderobe på barsel, og i stedet være i, at jeg nogle dage kun når 100 masker. At jeg skulle blive endnu mere seriøs omkring bloggen og skrive stribevis af gennemarbejdede, vedkommende indlæg. At lære at tage gode billeder. Det er ok at jeg ikke har fået nået nogen af de ting. Jeg er voldsomt imponeret af alle de mange, mange kvinder, der formår at banke en hel forretning op under en barsel. Det kan jeg ganske enkelt ikke. Slet ikke med min lille, urolige, nysgerrige pige, der vil op og være med og aldrig sidde stille, og de to andre, der også rigtig gerne vil deres mor, når de er hjemme.

Så. Jeg har givet slip på endnu en rest kontrol. Det gør mig til et rarere menneske at være sammen med. En bedre mor og kæreste, at jeg ikke hele tiden inde i hovedet er igang med lister over ting, jeg ikke nåede. I stedet kan jeg ligge mig på legetæppet med min baby om eftermiddagen, mens de store tegner eller leger. Jeg kan være til stede og overskue at to skal have 1:1 hjælp med malergrej på hver deres niveau, mens en tredje lige har tømt et helt glas vand udover sig selv.

Jeg bliver stadig træt af, at jeg ikke har tid. Især om aftenen, hvor jeg egentlig godt kunne tænke mig at have lidt pause. Muligheden for lidt voksentid. Lidt Stine-tid. Men i øjeblikket vågner babyen omtrent hver 20. minut/halve time fra hun bliver lagt i seng, og så er friheden begrænset. Det kommer. Det ved jeg, men det betyder ikke, at jeg ikke af og til drømmer om et barn, der sover bare lidt mere igennem.

Med kronisk søvnunderskud og konstant at stå til rådighed for tre små mennesker, så er der bare grænser for, hvad jeg kan. Det har jeg brugt det meste af min barsel på at forstå – sådan rigtigt forstå – og jeg kan mærke, at i takt med at lyset kommer tilbage, babyen slet ikke er så lille mere og vi alle er landet for alvor i denne familiekonstellation, at jeg er blevet bedre til at tillade mig selv ikke at skulle leve op til de (alt for høje) krav, jeg stiller. Jeg er også ret sikker på, at mine børn er ligeglade med at det blogindlæg, jeg havde i tankerne, aldrig blev skrevet, fordi jeg i stedet har brugt eftermiddagen på at vaske maling ud af hænder og borde og havde tid til at danse og synge med dem.

#sænkbarrenmor – ikke mindst for din egen skyld <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nemt og hurtigt sidste øjebliks-budgetvenligt fastelavnskostume med tårnhøj kulturel kapital