‘I said yes’ – historien om et langt frieri (første del)

Jeg tror ikke på traditioner for traditionens skyld, og i mange år var jeg slet ikke sikker på, om jeg faktisk ville giftes – for ‘er det ikke bare et stykke papir’. Imidlertid har det sneget sig ind på mig med årene. Ønsket og tankerne og drømmen om at blive ægteviet, at have papir på hinanden og sådan helt officielt og for alvor cementere forbindelsen mellem os for hele verden. At bære ringe som det synlige bevis på vores tilknytning. Derfor glæder jeg mig utroligt meget til at blive en hustru senere i år, ikke mindst fordi vejen dertil har været ti år lang. Jeg har delt historien i et par bidder, så den ikke bliver alt for lang.

Vi ejer en bolig (og skylder penge for den sammen) og vi har tre børn sammen, og man skulle vel tro, at det var mere end rigeligt bevis på at vi hører ‘rigtigt’ sammen. Det er det reelt også, og så alligevel. Vi har længe været rørende enige om, at vi gerne ville giftes med hinanden, men for os betød det, at nogen officielt skulle spørge nogen. Jonas ville være den, der spurgte. Det har han haft næsten ti år og et par oplagte missed opportunities til at gøre. I årevis har han endda lovet sine elever, at han ville få det gjort inden de blev studenter, men der er røget en del huer på unge mennesker siden. Som nogle af jer faktisk huskede (hvilket er imponerende!), så var der et nærved-og-næsten frieri på en bjergtop i Skotland for et par år siden, men som tiden er gået, er jeg begyndt at tvivle på, om det faktisk kom til at ske.

Det gjorde det. Sådan for alvor.

Af forskellige årsager har det hverken været sådan rigtig officielt, men heller ikke hemmeligt siden jeg sagde ja. Nu føles det imidlertid rigtigt at sige det højt, og jeg kan mærke på sommerfuglene i maven, at det gør noget fint ved glæden, at andre kan glædes sammen med os.

Så tak for alle de mange dejlige hilsner, hjerter og tanker. Vi glæder os. Sådan for alvor. Vejen dertil har faktisk været længere end man måske kunne tro. Næsten 10 år og med lidt bump i vejen undervejs, der ikke desto mindre for os har cementeret og skåret i sten at det er det her, vi vil. Os.

Vi startede med at indlede et langdistanceforhold og brugte et år på at tale timevis i telefon og bruge uhyrlige summer og tid på at rejse frem og tilbage mellem Odense og København. Manden, der ALDRIG skulle bo i København og i al fald ikke med en københavnerpige (heller ikke en, der havde rod i den vestsjællandske muld), flyttede alle sine jordiske ejendele over broen med en lille, rød Polo og flyttede sammen med mig i en slidt, lejelejlighed på Østerbro. Med brusekabine i køkkenet og gulvtæpper på alle gulve. Her pendlede han til og fra sin arbejdsplads på Vestfyns Gymnasium i to år – mere end 5 timers rejsetid hver eneste dag. Jeg blev gravid, vi fandt (heldigvis!) en ny lejlighed lige i tide og vi erkendte at den slags rejsetid ikke fungerer med et familieliv. Så han kappede endnu en tråd og fandt et nyt job tæt på hjemmet.

Et barn blev til to og et tredje på vej – og selvom man forsøger, er det svært at holde fokus på forholdet, når det også handler om søvnløse nætter, børnelogistik, lortebleer og økonomi. Om hvem der skal tage barnets første sygedag, hvem der skal til fest eller i biografen og hvem der skal stå med det hele derhjemme imens.

Det er ikke uden kurrer eller konflikter at kende hinanden og leve sammen i et årti. Vi er begge både de samme og helt andre end da vi lærte hinanden at kende. Vi har indgået kompromiser, surmulet og slebet kanter af. Lært at leve med hinandens særheder og at finde en rytme og en rutine. Af og til er det nemt. Andre gange skal man anstrenge sig. Og nogle gange kommer der uventede slag, som man skal sunde sig oven på og som kræver lidt mere arbejde.

Hvordan frier man efter at have kendt hinanden i næsten 10 år?

Efterhånden som tiden er gået, er det nok i virkeligheden blevet sværere at fri, tror jeg. At finde den rigtige anledning og setting, og jeg ved, at Jonas har tumlet med mange (!) ideer og scenarier. Måske han kan dele nogle af dem, for der er vist guld imellem til inspiration for andre.

Det kan være så fint og helt perfekt at gøre det over opvasken en tirsdag aften, når børnene er lagt i seng – eller tumler rundt om benene på éen. Eller at lave en slags uformel, fælles aftale eller blive enige i en form for bisætning over kaffen. Det føltes bare ikke som det rigtige for os.

Sidste vinter og forår var hårde. Både på grund af sygdom, der gik på omgang i hvad der føltes som et halvt år i streg, jeg var trættere end vanligt på grund af graviditeten og der var andre kampe også. Hvad jeg ikke vidste dengang var, at Jonas havde lagt en plan for hvordan han ville spørge mig, om jeg ville gifte mig med ham. Jeg troede ærligt talt, der var noget helt andet på færde, så nej. Selv efter at have kendt hinanden så længe, havde jeg ingen anelse om hans intentioner.

Planen tog form hos ham, mens et lille frø spirede under mit hjerte.

(Fortsættelse følger)