Det oversete barn - og de første 100 skoledage

Intet nyt er godt nyt? Og en dagpleje-venlig Stockholmsweater

Jeg kan næsten ikke huske en længere blog-pause, end den, jeg lige har holdt. Det har ikke været helt frivilligt. Jeg er ikke løbet tør for emner at skrive om. Faktisk har jeg en hel, lang liste liggende med mere eller mindre færdige ideer og råskitser. Men tiden. Tiden. Januar gik med næsten 3 fulde ugers sygdom på tværs af børn og voksne. Virkeligheden indhentede os og mig, og der har været andre ting, der har fyldt rigtig meget og som har krævet en meget reel og vigtig indsats andre steder end online. Der kommer til at ske store forandringer for vores familie i løbet af dette år. På flere fronter, og det fylder.

Så er der hende min baby. Lille M, der sover så korte lure. Det betyder, at jeg skal prioritere benhårdt. Skal jeg spise? Rydde op? Strikke? Blogge? Sove? For dagens timer er korte, når de ligger inde imellem aflevering og hentning af to store piger. Aftensmad, leg og putning. Og måske en kop kaffe i fred, hvis jeg er heldig.

Nå. Men jeg lægger ud med et blidt og ukontroversielt og nemt lille indlæg efter pausen. Et strikkeprojekt, som blev virkelig fint og som jeg tænker, der måske er flere, der kan bruge?

Jeg elsker min egen, smørbløde Stockholmsweater i fluffy mohair. K elsker sin smørbløde Stockholmsweater Junior i fluffy mohair. Og da vores søde underbo kom forbi med en betænksom garngave, tænkte jeg, at Filcolanas Pernilla måske ville passe ret fint til en mere institutions-venlig udgave af Stockholm til min yngste datter.

Jeg lavede en lille strikkeprøve og det matchede overraskende fint. Lige knap 2 nøgler Pernilla gik der til den mindste størrelse Stockholm, så det er også en ret prisvenlig udgave. Jeg kan så godt lide den sweater. Detaljerne, pasformen. Konstruktionen.

^^Den fineste, babyvenlige Stockholmsweater strikket i knap to nøgler Pernilla fra Filcolana. Kameratasken med bling er købt hos PetiteMonde og fra Mimi and Lula og den elskede bidekanin er fra Wooden Story.

Lille M er lige præcis blevet 7 måneder gammel nu, men hun kan faktisk godt være i den allerede. Med lidt lang pasform og opsmøg på ærmerne. I al fald var det den sweater, Jonas havde puttet hende i, da jeg stod op i morges.

Jeg er simpelthen så stor fan af Mettes opskrifter og univers. Enkelt, fint, velsiddende og gennemtænkt. Og når hun bliver lidt større, skal M også have en Stockholm i smørblød mohair. Men det bliver nok først, når hun ikke namser grød og fedtede babyfingre ind i alt sit tøj. Og E skal også have en. Men hendes skab bugner lige nu af bløde sweatre, så jeg venter en størrelse. Og indtil videre er hun mere end glad for sin ferskenlyserøde Bamsesweater.

Find opskriften på Stockholmsweater Junior HER

5 kommentarer

  • M

    Kære du 🙂 Så dejligt et indlæg. Jeg tænkte på, om du måske har et godt råd ift håndarbejde, særligt strikketøj: Både min mor, min mormor og bedstemor og mine mostre er særdeles efne ud i håndværk. Både strik, hækling, vævning og knipling. De evner er aldrig tilkommet mig. Jeg fik mig aldrig taget sammen til at lære det. Og så 42 årig med tre små børn har jeg sådan fortrudt det. Sukker efter at forløse en “skabertrang”. At hygge med håndarbejde. Synlige inspireret, frustreret og alt der i mellem. Men… hvordan starter man i en rimelig sen alder? Strikkeklub (bor i Nordsjælland)? Bøger? Youtube (som jeg ellers har det stramt med)? Hmmm… måske du har nogle idéer? Kh M

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Jeg ville bare kaste mig ud i det. Nu kender jeg ikke dit niveau, eller hvordan du bedst lærer, men i mange garnbutikker tilbyder de strikkerklubber og kurser. Eller bare hjælp hvis man står og ikke kan gennemskue en teknik eller opskrift. Jeg er selv rigtig glad for youtube. Kimmie Munkholm og byKaa, påpinden og andre, laver gode instruktionsvideoer. Og så start med en ‘nem’ opskrift. Men hvor du alligevel kan bruge produktet. Det gir også lidt motivation. fx et pandebånd. Petitknit laver nogle fine ting, og de er altid søde til at svare på mail hvis man har spørgsmål. Vaskavullaknit har også nogle fine opskrifter til nybegynderne.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg tilslutter mig Louises svar – just do it! Vælg et mindre projekt til at starte med, fx en hue eller pandebånd eller en venlig vaskeklud og så få assistance hos din lokale strikkebutik. Jeg gider normalt heller ikke youtube, men til teknikker synes det er rigtig godt og brugervenligt. God vind! Og spørg endelig hvis der er noget konkret du mangler svar på ift et projekt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er den fin! Den vil jeg altså prøve at kaste mig over som næste projekt (helst i voksenstrørrelse, men den her er lidt mere overskuelig..). Har du et fif til hvor man kan købe det fine garn? Og velkommen tilbage, altid inspirerende at følge med 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tusind tak <3 Det er dejligt at høre, at der stadig er nogen derude. Hmm – dette garn var en gave fra vores underbo, men Filcolana forhandles vist en del steder? Det kan være din lokale garnpusher har det. Eller kan skaffe det hjem?

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det oversete barn - og de første 100 skoledage