Ikke nok mor og noget om kærlighed

Når ulvetimer bliver til ulvedage – sådan skaber vi positiv kontakt i trodsalderen

Der er få ting, der er så træls i ordets mest jordbundne forstand som ulvetimen. Det tidspunkt på dagen, hvor alles energi er i bund og overskuddet roder rundt på gulvet sammen med nullermænd, afsparkede vinterstøvler og den lille legetøjsdims, som var megavigtig i morges lige inden alle skulle ud ad døren. I øjeblikket er ulvetimer blevet til ulvedage hos os, når den treårige kæmper for at finde sig selv midt i en trodsalder.

Vi har indtil videre ikke set så meget til de ellers frygtede ‘terrible twos’, men jeg skal da lige love for, at vores to store piger er nogle hårde nysere, når de rammer deres treårs fødselsdag og træder ind i threenager-året. Det er drama på drama, konflikter og kampe og en vanvittig selvstændighedstrang, der kommer væltende i uforudsigelige tsunamibølger.

Man bliver ualmindeligt træt i ansigtet, når hvert minut er en ny kamp på viljestyrke og en balancegang for at undgå totale nedsmeltninger, men stadig være en tydelig og kærlig forælder og have klare rammer, som barnet kan navigere i. Det er så let at falde ind i en dum default, hvor man retter og irettesætter og møder alle kampene hårdt mod hårdt. Fordi det alt andet lige kræver mere overskud at tackle en konflikt konstruktivt og oppefra og ned end bare at sige NEJ.

Vores treårige er inde i en fase, hvor hun tager ALLE de kampe, hun kan finde eller bare finde på. Hvis der gemmer sig en potentiel konflikt på bunden af Marianergraven, skal hun nok få fat i den. Det bliver til en ond spiral, hvor hun bliver mere og mere threenager, og vi bliver mere og mere irriterede på hende indtil den eneste kontakt, der er, er negativ – eller et anstrengt forsøg på at være neutral. Det er svært at være både lillesøster og storesøster og tre år gammel på samme tid. Og det er ikke fair overfor hende, at det hele bliver dumt og at vi hele tiden er lidt sure på hende. For hun er jo bare en lille (dejlig) pige, og hun vil allerhelst have, vi har det godt sammen. Hun savner også.

Derfor kiggede Jonas og jeg på hinanden sidste uge og blev enige om, at fordi vi elsker vores stormfulde mellempige meget højt, så fortjener hun bedre. Derfor har vi anstrengt os for at give hende en masse positiv opmærksomhed og på at aflede når hun er på vej ind i et konflikthjørne. Vi giver hende alternativer og vi roser hende for alt det, hun er god til. Alt det fine og skønne og sjove, hun gør. Og tænk engang. Det virker. Selvfølgelig.

Ligesom det altid virker, når vi trækker os selv op ved hoserne og er den slags forældre, vi egentlig gerne vil være. Dem, der hjælper pigerne med at håndtere store følelser og som giver et ekstra kram. Der gik et par dage og så mærkede vi tydeligt resultatet af vores ændrede måde at gå til hende på. Ved at rette fokus mod alt det gode og rare, så forstørres det og kommer til at fylde. Både konkret i hverdagen og mentalt hos hende. I stedet for at være hende, der altid laver ballade, så er hun den, der godt kan spise pænt, godt kan tage sit tøj på, godt kan nusse forsigtigt med sin søster. Den, der fortæller sjove historier, finder på gode lege og er hyggelig at læse med. Det kommer frem i bevidstheden hos os alle – og det gør det lettere at blive ved at fremhæve det gode.

For selvfølgelig skal hun have lov at undersøge grænserne og teste sin selvstændighed. Det er en præmis ved at have børn, som engang skal blive voksne, der kan tage vare på sig selv. Og selvfølgelig er der nogle konflikter, vi ikke kommer uden om. Man må ikke sparke. Eller kalde andre grimme ting. Dem tager vi også. Det bliver bare meget rarere og nemmere for os alle – og især for hende, der kæmper med identitet og selvstændighed – når fokus rettes mod det, der samler os i stedet for det, vi er uenige om.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ikke nok mor og noget om kærlighed