Det oversete barn – og de første 100 skoledage

Jeg har for mange børn og for få hænder i øjeblikket. Når éen får tænder og en anden er syg, så er der ikke helt samme tid til det tredje barn, der ikke gør så meget væsen af sig. Det er virkelig en udfordring, der kommer til at kræve at vi konstant er opmærksomme. Både nu og fremover. At skulle fordele sol og vind nogenlunde ligeligt er en balancegang, og det vil sandsynligvis være sådan, at vægtskålen altid tipper lidt til den ene eller den anden side. Min førstefødte føler sig en smule overset i øjeblikket.

‘Det er de små, der får AL opmærksomheden’, græd store K forleden. Det passer ikke, men jeg kan godt forstå, det kan føles sådan. For selvom vi laver ting alene med hende også, sørger for at have 1:1 tid med hende, så fylder de andre to bare mere lige nu. Tandfrembrud og en stor astma-omgang stjæler spotlyset fra de lidt mindre milepæle.

For mens vi har været ved at drukne i sygdom de sidste par uger, så har skolebarnet rundet de første 100 dage af sin akademiske karriere, og det blev markeret så fint i klassen med en skæg udstilling. Hvert barn skulle medbringe 100 af en eller anden genstand og tegne deres portræt som 100-årige, og det var hyggeligt at se alle de mange, små 100-ting og de skønne portrætter. K har tegnet sig selv som hun ser ud nu – bare med rynker og briller, og da jeg gik hjem igen, slog det mig, at hun faktisk havde tegnet sin navnesøster; min farmor. 

På bare 100 dage er hun gået fra at være en børnehavepige til at være en stor skolepige. Hun har lært så utroligt meget – og selvom jeg aldrig selv har lært (eller helt forstår konceptet) børnestavning, så elsker jeg, at hun nu faktisk kan skrive ord og sætninger ved at smage på lydene. Hun skrev således selv skiltet til sine ‘100 paljætr’ som vi nøjsomt havde talt op sammen aftenen før. Fra første dag har hun elsket skolen. Hun suger til sig, fortæller af og til meget og af og til ingenting om hvad hun laver og hvad der optager hende. Hun går til kor og til drama og synes ærligt talt, det er træls, når vi kommer og henter alt for tidligt. Hun tæller og regner og har lært de små bogstaver også – og nu bliver det spændende at se, hvornår hun for alvor knækker koden til at læse.

Det ved jeg, hun glæder sig så meget til. Ikke mindst fordi hun så gerne vil læse for sine små søstre. Jeg kan næsten se det for mig – hvordan min yngste om et lille år vil sidde og lytte beundrende på den ældste, der læser Totte-bøger for hende. Det er i øvrigt et helt kapitel for sig selv. Forholdet mellem de tre piger – og ikke mindst det bånd, der udvikler sig mellem den største og den mindste. De to, der mere og mere lader til at mind så utroligt meget om hinanden af sind. Lille M bryder aldrig ud i større smil end når hendes store, krølhårede søster vender opmærksomheden mod hende, og K imiterer vores måde at omgås hendes lillesøster på. Selvom de to yngste af udseende ligner hinanden mest, så fornemmer vi, at der kommer til at være noget unikt mellem yderpolerne.

Om lidt er det måske den store pige, der kommer til at fylde mest herhjemme, mens den treårige træder lidt i baggrunden – og babyen har også perioder, hvor hun er det ‘nemme’ barn. Sådan kommer det nok til at være fremover, og jeg kan mærke, at vi stadig skal lære at jonglere med at skabe pladsen og opmærksomheden mellem alle pigerne. At få rum til at have alenetid med dem hver især på deres præmisser. Hvis nogen har de vises sten i den henseende, er I mere end velkomne til at sige til!