• Lilletut og mor
  • Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Diary
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
Da min barnevogn i den mest bogstavelige forstand reddede mit liv - Bugaboo Stellar

Som en tyv i natten. At (over)leve med et kolikbarn #1

Jeg stjæler. Hver eneste dag stjæler jeg alt, hvad jeg kan komme i nærheden af. Alle små smil. Alle øjeblikke med bare snerten af ro. Ethvert tegn på latter. Jeg tager det hele, fordi det er så sjældent og fordi det lige nu er det eneste, der minder mig om, at det også er godt. 

Korintherbrevet skriver godt nok, at kærligheden både er tålmodig og mild. At den tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. Men det er den guddommelige kærlighed. En mytisk kærlighed. Jeg tvivler på, at Paulus havde skrevet sit brev med helt samme absolutisme, hvis han havde haft en baby med kolik. På 6. måned.

Jeg stjæler for at overleve. For at kunne være bare brøkdelen af den mor, jeg gerne vil være. For min urolige baby. For min kæmpende treårige og for min følsomme seksårige. For at kunne rumme og favne og elske dem alle tre. Jeg stjæler fordi jeg aldrig sover. Fordi jeg aldrig, aldrig, aldrig har en pause. Fordi jeg havde troet, at vi var ovre det nu. Ovre kolikken. Ovre gråden og uroen.

Tyveri er en af nøglerne til at overleve tiden med et kolikbarn. Det gælder om at rage alt det fine til sig – selv de mindste bittesmå smuler – og gemme dem, spare på dem, så man kan finde dem frem, når det gælder. Så man kan gense de fem minutter hvor det lykkedes at få babyen til at lave noget, der mindede om latter, i alle de timer, hvor man kæmper for at hun i det mindste ikke skal græde. Sætte filmen på repeat og minde sig selv om, at der er fine stunder.

Ellers glemmer jeg det. Ellers drukner jeg i den uoverskuelige opgave, det er lige nu. Jeg har prøvet det før. Jeg har overlevet det en gang tidligere, og jeg ved, det kan lade sig gøre. Ellers var jeg måske kommet i tvivl. Om det er det hele værd. Om det er meningen, det skal være så hårdt. At hver eneste time, hver eneste dag skal være en kamp. Jeg kunne blive i tvivl om det nogensinde bliver muligt at blive sådan grundglad igen. At været udhvilet nok til ikke at skulle trække på nødreserverne hele tiden.

Da jeg første gang stod midt i det, begyndte jeg at tvivle på selve kærligheden. Var den der overhovedet? Elskede jeg mit barn eller var det kun urgamle instinkter om yngelpleje, der sikrede at jeg altid passede på mit barn – udover mine egne grænser og behov. Mere erfarne mødre slog tæt kreds om mig og holdt mit hoved oven vande og forsikrede mig om, at den er der. Kærligheden. Inde bag alt det andet. Den gemmer sig i hjertet, det sted, hvor det voksede til og hvis rytmiske slag barnet engang lå og lyttede til. Denne gang tvivler jeg ikke. Jeg ved, den er der. Også de dage og de stunder, hvor den er mere end vanskelig at få øje på. Hvor øjnene stirrer ud i intetheden og jeg vugger hende mekanisk snarere end animeret. Jeg ved, den er der, men jeg ville ønske med alt jeg har, at den ikke var så svær at få øje på. At den ikke gemte sig under træthed, under gråd, under uro. Under en voksende, nagende fornemmelse af, at jeg aldrig er nok.

Engang, måske for en måned siden, var der en hel time, der var god. Hvor hun var mild og rolig og havde det godt. Hvor hun pludrede hyggeligt og vi nussede og tumlede og hun faldt nemt i søvn. Det lyder så utroligt banalt, men den time er den eneste time, jeg kan huske, som bare har været nem. I næsten et halvt år. Den har jeg stjålet, sammen med alle de andre småbitte øjeblikke og lyspunkter.

Glæden er der. I glimt. Kærligheden er der. Under alt det hårde og vanskelige. Med tiden træder den tydeligere frem igen. Lige nu stjæler jeg mig til ethvert glimt af det fine. Og egentlig må man slet ikke stjæle, men overlevelse trumfer moralske kodekser, og hvis jeg skal gøre mig til tyv for at finde kærligheden, så gør jeg det. Nu og i morgen.

12 kommentarer

  • Hanne

    Jeg føler med dig. Håber det snart bliver bedre – og så stjæl alt det du overhovedet kan komme til. Jeg krydser fingre for, at det bliver bedre lige om lidt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Åh, kære du. Kære, kære du. Hér – hér er et kram, godt nok kun virtuelt, men dog et kram. Fuld af medfølelse og håb. Til dig fra mig. Du får det, det er dit.
    Og PS – jeg får lyst til at hjælpe. Så jeg kommer med det totalt grænseoverskridende tilbud: Sig til hvis jeg skal trille en tur med mindstepigen i barnevogn. Jeg er selv mor til tre. Har været der.
    Godt nytår til jer alle fem

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • P

      God stil❤️👍

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Meget!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tusind tak for kram og tanker og for det fine tilbud <3 Lige i disse dage sover hun heller ikke mere end 20-30 minutter i barnevognen, men det kan være, jeg tager dig op på det, hvis hun begynder at sove længere lure der igen <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    <3 <3 <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Kære du,

    Vi triller forbi hinanden med børn (nogle gange sovende, nogle gange grædende), og det er sjovt, at man ikke kan se trætheden. Men den er der, i den grad også hos mig. Nogle gange som et gråt filter på livet. Du skriver så fint, om alt det som er svært. Tak for det. Jeg håber 2019 bliver et godt år for jer- og for dig. Måtte overskuddet komme (bare lidt) tilbage. Og måske krydret med en lille smule frihed. Det ønsker jeg mig for os begge. Håber du får et glas virkelig god champagne i aften og lidt ro.

    🌟 Julie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Kære Stine.
    Det er et af de smukkeste, fineste og velskrevne indlæg jeg længe har læst. Dine følelser rør mig dybt. Jeg blev mor for 23 måneder siden. Solomor, til en meget ønsket dreng. Jeg ser virkelig op til dig som mor, og gjorde det også inden jeg selv blev mor. Synes du er en fantastisk inspiration og mor. Kæmpe kram til jer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Tak for dine ærlige beskrivelser! Det er nærmest som om du skriver om min datter på knap 6 mdr., dog har jeg kun hende, men det er fuldstændig urimeligt hårdt. Jeg føler nærmest, jeg er ved at give op. Men det gør man jo ikke.
    Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Nej, det gør man ikke. Det kan man ikke. Og jeg lover, det bliver bedre og nemmere og dejligt og fantastisk. Om lidt. Og indtil da, så gem på alt det fine. De mindste smuler af skønhed. Jeg håber, dit netværk kan støtte op om dig og give dig en pause af og til. En halv times gåtur uden barn gør af og til mirakler for overskuddet. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Da min barnevogn i den mest bogstavelige forstand reddede mit liv - Bugaboo Stellar