Kærlighed på papir - de smukkeste fotobøger fra Artifact Uprising

På denne tid – astmatisk bronkitis, feberbørn og flashback til børneafdelingen

På denne tid – nøjagtig i disse dage – er det to år siden, vi var indlagt en uge på børneafdelingen på Hvidovre Hospital med en lille, rigtig syg E.

En slem forkølelse udviklede sig til en grim lungebetændelse, og det var først ved andet besøg på akutmodtagelsen med en 18 måneder gammel og meget slatten lille pige, at det blev opdaget, at hendes iltmætning var farligt lav. Vi blev sendt med ambulance og iltmaske til Hvidovre og var indlagt næsten en uge.

Det var så rædselsfuldt at se sit lille barn sådan. Afkræftet og så dårlig at hun ikke engang orkede at sidde op, endsige at lege. Jeg nåede at blive rigtig bange kan jeg huske. Dag 2 vi var indlagt, hvor hun fik både medicin og konstant fik ilt, men der slet ikke var tegn på bedring. Der var en fantastisk sygeplejerske der greb mig og gav mig et omsorgsfuldt, fortrøstningsfuldt og varmt kram. Dag 4 begyndte hun at få det bedre. Dag 6 fik vi allernådigst liv at tjekke ud, selvom hun stadig ikke var så frisk, som man kunne ønske sig.

Siden K var et par år gammel, har vi kæmpet hver vinter med grimme omgange hoste. Begge de store piger har arvet min barndoms astmatiske bronkitis, og begge har hvert vinterhalvår siden de var et par år gamle i perioder hostet så voldsomt, at de har kastet op af det.

Bronkitishoste er en af de værste lyde, jeg kender. Værre en babygråd. Meget værre. Den er gennemtrængende og konstant og uendelig. Et rigtig slemt anfald kan vare i ugevis. Op til en måned med daglig hoste i varierende intensitet. Det er til at blive vanvittig af og det koster på overskud og især på søvnkontoen. Sidste år var nogen i vores familie konstant syge eller skrantende fra oktober til marts. Det var så rædselsfuldt at være i.

Denne vinter har K indtil nu været forskånet, men det er vist også omkring seksårsalderen, den astmatiske bronkitis klinger af. Til gengæld er E hårdere ramt end hun før har været og det bringer de ubehagelige minder fra hendes lungebetændelse tilbage. Lige nu skriver jeg fra telefonen med en hånd i lænestolen i den mørklagte stue, mens mit hostende feberbarn forsøger at få ro til at falde i søvn i min favn. Hun kommer til at sove i stuen i nat – en urolig søvn i sofaen med Jonas på en madras ved siden af og ørepropper i til at blokke det værste af hosten ude. Så kan min yngste og min ældste datter forhåbentlig få lidt ro til deres søvn i soveværelset med mig. Devide and conquer metoden. Og krydsede fingre for at inhalatorens virkning ikke lader vente alt for længe på sig.

Jeg skrev dengang lidt mere om både indlæggelsen og gode råd til at være indlagt med et barn HER og HER

2 kommentarer

  • Line

    Årh jeg kan godt huske det! Vi har prøvet næsten præcis det samme sidste jul, vi var indlagt i fem dage med en 18 mdr gammel pige.. første aften på Hvidovre blev vi bare sendt hjem. Lægen kiggede kun på hende, hvilket set i bakspejlet var en kæmpe fejl. Dagen efter om aftenen var det blevet ret akut og ubehageligt – vi blev fulgt af en læge op på børneafdelingen, fordi hun var så skidt! Min kæreste og jeg havde også besluttet os for at vi ikke ville tage hjem derfra den aften, da hun hverken spise eller drank noget mere😞 og nu her snart et år efter, sidder det ret meget i mig. Især når hun hoster og får feber samtidig. Det var godt nok hårdt med de iltmasker, hun skreg når hun skulle have dem på.. jeg har selv astma, men håber mine børn vokser fra det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Åh puha – jeg var også rigtig træt af de læger, der bare sendte os hjem med et lille menneske, der ikke havde energi til at lege og kun lige knap at holde sig vågen. Det sidder også stadig her, men heldigvis lader denne omgang (7-9-13) bare til at være en dum omgang forkølelse. Jeg holder dog skarpt øje med vejrtrækningen og hvis den ændrer sig og bliver overfladisk, så tager vi til lægen med det vuns. K lader til at være vokset fra det i år… men hvis M også får bronkitis har vi ca seks år endnu at se frem til vinterhoste.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kærlighed på papir - de smukkeste fotobøger fra Artifact Uprising