På denne tid - astmatisk bronkitis, feberbørn og flashback til børneafdelingen

Man har et standpunkt – til babyen tager et andet!

Alle er de perfekte forældre – indtil de får børn. Der er ikke grænser for, hvor dygtig og konsekvent man er til  at sætte kærlige grænser, skabe nærende og naturligvis hjemmelavet mad hver eneste måltid og hvordan man præcis ved, hvordan børn skal sove, spise, have nul skærmtid og nul sukker. Indtil man står midt i det. Der hvor virkeligheden overhaler een indenom, og intet blev helt, som man regnede med. På nogle områder bliver det så meget bedre og mere vidunderligt. På andre uendeligt meget mere udfordrende og hårdt. Og så er der læringskurven. Den er nærmest lodret – og den tager hele tiden nye bugtninger.

Det er ikke mere end en uges tid siden, jeg skrev om fuldamning til seks måneder, og nu er vi et helt andet sted. Det er livet med børn i en nøddeskal. Jeg ved aldrig, hvad der venter om næste hjørne. Bedst som jeg tror, jeg har regnet den ud, lærer mine piger mig gang på gang, at de har deres helt egen tidsregning og agenda.

Lille M har i al fald sine helt egne holdninger til livets indhold og hun skider højt og flot på hvad diverse sundhedsorganer mener om småbørn og ernæring. Det kan godt være, at både Sundhedsstyrelsen og WHO anbefaler fuldamning til seks måneder. M vil have mad nu. Blev der sagt.

Vi forsøgte første gang i weekenden at tilbyde den smaskende og arm-udstrækkende baby lidt grød. Det blev et kæmpe JA SGUDDA og i modsætning til begge sine søstre er hun i imponerende grad i stand til at få mund og tunge til at samarbejde om at få maden ned i maven i stedet for at det hele blive skubbet ubehjælpsomt ud igen. Bevares, det er noget gebommerligt svineri at spise med en baby, og jeg havde ærligt talt glemt, hvordan mad kan lande overalt, men hun fik omtrent 2/3 af skeens indhold indenbords allerførste gang hun forsøgte. Og hun blev aldeles edderspændt rasende på mig, da jeg formastede mig til at tilbyde hende brystet med tempereret, præcist afstemt næringsindhold i ved middagstid, når nu der var en knastør brødskorpe, hun kunne namse i. Hvad bilder jeg mig i grunden også ind.

Så. Vi er åbentbart typerne der er igang med fast føde. Af den bløde type, for når man starter inden seks måneder, er der grænser for hvor godt mundmotorik og øje/hånd koordinatonen virker, og selvom jeg er varm tilhænger af BLW, så bliver det lige blød mad med ske de første uger. (Tror jeg!)

Det er lige dele vemodigt og sjovt at udforske denne nye verden. For sidste gang har jeg haft et lille barn, der har været helt afhængig af mig. Fra nu af – allerede – er hun igang med at løsrive sig. Og hun kaster sig over maden med samme energi som over livet. Hun spilder ikke et eneste sekund på at være stillesiddende. Det hele skal opleves og læres og indtages og allerhelst for fem minutter siden.

Søde, lille M. Min elskede baby. Min lille pige. Du behøver slet ikke have så travlt. Vi skal nok nå det hele…. på den anden side bliver det også meget rart at jeg måske, bare en gang imellem, kan tage en pause. En time eller måske endda halvanden væk fra kolik og uro og manglende søvn og trække vejret i mit eget tempo. Imens din far kan passe på dig og give dig noget at spise.

Vi er ikke færdige med amningen. Slet ikke og langt fra. Men vi er nået til næste trin lidt før end jeg havde regnet med, og jeg skal lige have et øjeblik til at følge med. Sådan som det ofte er i dette rodede, smukke liv fyldt med små børn.

2 kommentarer

  • Maria Bøg-Skov

    Kære Stine.

    Dine indlæg rammer mig gang på gang. Jeg har også nummer 3, der er cirka 2 måneder ældre end din lille pige. Og vi har nogle af de sanne problematikker. Derfor vil jeg bare skrive, tusinde tak for at du deler. Både de lidt svære ting, de overraskende, og de sjove og søde ting.

    Mvh Maria Bøg-skov.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

På denne tid - astmatisk bronkitis, feberbørn og flashback til børneafdelingen