• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
Som en tyv i natten. At (over)leve med et kolikbarn #1

#bestnine2018 – et tilbageblik på det barskeste år i mit liv

Det er årets allersidste dag, og dermed for rigtig mange af os er det en anledning til at gøre status. Således også for mig. 2018 blev det barskeste år i mit liv. Ubetinget. Det har også været fyldt med ny kærlighed og det har vist mig, hvor stærk jeg kan være, når jeg skal. Jeg tager udgangspunkt i de ni billeder, som har fået allermest kærlighed på Instagram og kigger tilbage på voksende maver og ditto babyer, søvnunderskud og også noget af det, der var fint og særligt.

I vores familie startede året som vi slap 2017. Med sygdomme på tværs af familiens medlemmer helt ind i foråret og efter et halvt år hvor alle på skift skrantede, var alle reserver slidt i bund.

Jeg havde også mindre at give af at en helt anden grund – jeg var ved årsskiftet i 2. trimester med vores tredje datter. En graviditet, der grundlæggende var lige så ukompliceret og nem som de andre to – men som enhver graviditet også kræver sit af kroppen. Denne graviditet var desuden den længste. Jeg nåede faktisk min terminsdato og forbi den for allerførste gang.

På de sociale medier har det især været den voksende mave og en nyfødt, krøllet baby, der har fyldt – med en enkelt afstikker til den fineste æske fastelavns-popcorn. Det afspejler for så vidt også meget godt vores virkelighed, selvom der har været en del andre begyndelser.

Vi begyndte i en ny og dejlig børnehave med E. Vi begyndte i skole med K. Det har været positive oplevelser, og både den mellemste og den ældste trives i den grad i deres nye omgivelser og vokser med opgaven. Det var en lettelse at sige farvel til den gamle børnehave fra K – ikke mindst ovenpå en rigtig ubehagelig samtale, hun havde, og som stadig er noget, hun tænker over med mellemrum. Det var en, der delte vandene, men for os var det stadig langt over grænsen og det viste sig at være en samtale, vedkommende havde taget med K alene og ‘bare for at fortælle om livets barske realiteter’.

For mig har det især fyldt at blive mor igen til et barn, der har været mere end udfordrende. Det trækker så mange veksler på os alle – på forholdet mellem os voksne og på mine store piger, der gang på gang må tage til takke med de rester af tid og overskud, der er tilbage, når babyen har krævet sin ret.

Fødslen var endnu en fantastisk oplevelse. Jeg er så uendeligt taknemmelig for min krops evne til at klare den udfordring og selvom det gik hurtigere end forventet, da hun endelig var klar, og vi derfor måtte sende pigerne til underboerne fordi mine forældre ikke nåede frem, så var det en fin oplevelse at gå rundt i stuen med veer mens pigerne spiste morgenmad foran Ramasjang og med mellemrum aede maven og pustede med mig. Jeg glemmer heller aldrig hvor ualmindeligt fantastisk det var at opleve, at jeg ikke behøvede presse med – men bare give kroppen plads og livmoderen rum til at guide min baby ud. Også selvom det var med en vis uro op til – ikke mindst fordi vi havde en baby, der lige skulle udfordre med sin position.

Min dejlige, med udfordrende, kolikbaby har været altoverskyggende i løbet af de sidste seks måneder. For pokker, der har været hårdt, og for 2019 ønsker jeg mere end noget andet, at der falder ro over hende. At det kan blive mere rart og hyggeligt at være vores familie. At vi kan finde lidt luft og overskud igen. Hun er – som de andre – et ønskebarn, men det gør det ikke mindre hårdt.

Ikke mindst fordi der også har været noget andet, der har fyldt. En kæmpe krise opstod, da jeg var højgravid, og vendte op og ned på alt, jeg troede, jeg kendte. Det er ikke udelukkende min historie at fortælle, og derfor har den ikke været at finde herinde. Men den fylder konstant yderst i synsfeltet og giver stadig dønninger. Dens omfang er endnu ikke ganske kortlagt og kendt. Der er stadig elementer, der står ubearbejdede og uafklarede hen, fordi noget andet trådte ind og krævede al energien. Det kommer også til at fylde i 2019, og måske kommer jeg til at fortælle lidt mere. Hvis det føles rigtigt.

2018 har været vemodigt på mange måder. Det har været min sidste graviditet. Mine sidste oplevelser som samtidig er min babys første. Første smil. Første rul. Første lyde. Det blev ikke som jeg havde regnet med eller nødvendigvis håbet på. Der har været mange fine øjeblikket og oplevelser. Det har været fantastisk at opleve mine store pigers kærlighed og overbærenhed med deres babysøster. De er så stolte over hende. De elsker hende og de vil altid hellere end gerne hjælpe hende. Opfordret og uopfordret.

Men det som desværre har fået lov at fylde – måske også fordi jeg skriver lige fra dette perspektiv, hvor vi har kæmpet i et halvt år – er det svære. Og jeg ved, det bliver bedre. Nemmere. Jeg ved, vi får luft igen. Det må meget gerne ske i 2019. Jeg vil for min part øve mig i at give slip. Ikke mindst på mine egne forventninger og acceptere, at jeg ikke kan det hele. Jeg kan ikke nå at strikke, nå at blogge, nå alt det jeg egentlig gerne vil lige nu. Og det er (til en vis grad) ok. Fordi der er noget andet der er vigtigere. Til gengæld vil jeg også øve mig i at kræve lidt mere tid til mig selv. Til at jeg kan få ladet op så jeg kan være den mor og kæreste, jeg gerne vil være. Præcis hvordan det skal ske er endnu lidt uklart…

Godt nytår til jer, der læser med. Og tak for altid at være den mest fantastiske gruppe mennesker, der er ordentlige og omsorgsfulde.

2 kommentarer

  • Julie

    Rigtig godt nytår. Jeg håber det nye år bringer mere overskud til jer alle. Det har endnu en gang været en fornøjelse at læse din blog. Som fast læser af en del blogs nyder jeg virkelig dit fine sprog, og man kan mærke, det ikke er hurtigt udgivet indlæg. Du skiller dig ud på bedste vis i blogland. Bliv endelig ved med det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Jeg håber at 2019 bliver et rigtig dejligt år for jer alle 5. Tusind tak fordig du deler. Jeg synes du er så helt enormt sej – ved godt at man ikke har noget valg som mor, andet end at være der, men håber virkelig, at du husker på hvor godt du gør det! Du er en stor inspiration for mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Som en tyv i natten. At (over)leve med et kolikbarn #1