Projekt ble-stop: kan man nudge sit barn til at droppe bleen?

Tid til kærligheden?

Med små børn og ikke mindst små, urolige babyer, er parforholdspleje nogenlunde det sidste, vi tænker på i øjeblikket. Men måske er det ved at være på tide at sætte det på dagsordnen igen. I al fald, hvis min underbevidsthed har noget at sige. I kender det sikkert derude – perioder, hvor man er markant mere forældre-partnere end kærligheds-partnere. Der er jeg såmænd slet ikke så bange for. 9,5 år kan ikke udelukkende bruges på filmisk romantik, når der også skal smøres madpakker og tørres numser og ammes og passes job og alt sådan noget. I løbet af et (sam)liv vil der være faser, der er mere udfordrende end andre og levner mindre tid til det, der startede forholdet. Til gengæld tror jeg også, det er vigtigt at holde fast i, at det stadig er der. I mindre doser og på en anden måde, måske, men når man har planer om at leve sit liv sammen, skal kærligheden også prioriteres.

I morges vågnede jeg op aldeles rasende på Jonas. Virkelig. Sådan helt indebrændt. Jeg brugte det meste af en time på at komme ud af det lune og tilbage til søndagen. Jeg havde nemlig drømt at han havde en affære her i vores hjem, og det blev jeg så edderspændt over, at jeg dels vågnede og dels tog drømmens stemning med fra soveværelse til stue.

Uden at være ekspert på nogen måde i drømme eller drømmetydning, så mistænker jeg, at min underbevidsthed forsøger at råbe mig godt og grundigt op. For hvis der er noget, vi ikke har brugt meget tid på det sidste godt og vel halve år (og måske endda længere end det), så er det kærestetid. Det giver sig selv, at tiden bliver en anden, når man føjer (endnu) en baby til flokken – sådan må det være og det er også helt ok. Overskuddet til at hoppe i andet end sofaen, når alle børn endelig sover og der langt om længe er roligt i en time eller to, kan ligge på et meget lille sted. Især de dage, hvor det meste af min tid er gået med at hjælpe babyen til ikke at græde.

^^4 måneder som kærester, noget mindre trætte og flossede i kanterne og på vej til middag på Adlon i Berlin – men også dengang med intentionen om at det skulle være os to. Nederdelen har jeg stadig i skabet, og jeg kan næsten lukke den igen.

Alle parforhold har deres knaster, tror jeg. Ting, der skurrer og udfordringer, der skal arbejdes med. Det har vi bestemt også. Nogle er helt almindeligt leverpostejsfarvede og handler eksempelvis om hvem, der gør hvad og hvor meget, der er ok, at nogen tager ud, mens andre bliver hjemme. I ved, forventningsafstemnings-issues. Andre ting er mere komplicerede. Måske også mere alvorlige, og de er ikke nødvendigvis lige sådan at gå til over opvasken.

Det er let at forblive i rollerne som forældre, når man er pressede. Det kan være vanskeligere og mere sårbart at genfinde kæresterne i hinanden. Det bliver sværere jo længere tid der går. Så glemmer man til sidst at kysse hinanden. Sådan rigtigt. Ikke bare et fladt tantekys. Den slags er der ved gud ingen, der mærker gnisten ved.

Vi øver os. Først og fremmest på at holde hovederne oven vande og trække vejret i denne periode med et meget uroligt spædbarn. Dernæst på at kigge på hinanden og se ind dertil, hvor vi ikke bare er trætte og har gylp på tøjet og fedtet barselshår. (Eller, det er nok mest mig, der ser sådan ud 24/7) At se det menneske, der fangede vores interesse en forårsaften for 9,5 år siden.

Tosomheden findes i småbitte lommer i disse måneder. Den er altid indrammet af den usikkerhed, der ligger i, at babyen vågner lige om lidt og kræver mig. Jeg kan godt forstå, at mange parforhold kommer i krise, når man får et barn. Det er en ny virkelighed. Man bliver andre mennesker. I al fald i en periode. For lige om lidt kan man frigøre et par timer hist og pist. Genoptage samtaler. Genopdage fælles fodslag. Genfinde det særlige, der forbinder en til den anden.

Lige nu er der ikke mange muligheder for at være kærester uden at det er med minimum et barn på armen eller ved siden af. De kommer igen. Det ved vi. Vi har trods alt prøvet det før et par gange. Men vi – og måske også andre derude? – skal blive bedre til at huske de små ting. Kyssene. At sidde sammen i sofaen i stedet for i hver sit møbel. At kigge på hinanden og at tale sammen nogle aftener i stedet for at tænde for Netflix som default. Det er SÅ let at gøre, når indersiden af ens hoved føles som udkogt havregrød, og der er ærligt talt dage, hvor det er den eneste rigtige løsning. Bare ikke hver dag.

Jeg satser på, at min underbevidsthed er tilfreds med mit ræsonnement – for det er en drøm, jeg ikke har behov for at opleve igen. Hvad gør I for at holde fast i kærligheden midt i småbørnslivet? Og i det hele taget?

8 kommentarer

  • Mille

    Først: Tak for en helt igennem ægte blog.
    Herhjemme står den på pseudotvillinger, og dermed ikke meget kæresteri. Jeg er ok høj-gravid voresfrste søn på 16 mdr har lige lært at gå. Mit håb er, at så længe man stadig savner de dybe kys og snakker om at NU skal man snart til at kigge på noget sex, så skal det nok gå. Det er først det øjeblik, hvor man glemmer og ikke mangler eller savner det, at det bliver farligt. For livet med små børn og graviditet og amning og hudmæthed og træthed er bare ikke så sexet..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tusind tak <3 OG stort tillykke. Jeg synes altid det er helt overmenneskeligt med pseudotvillinger – sender alt mulig god karma i din og jeres retning. Jeg synes det er en rigtig fin betragtning og jeg tror du har helt ret. Så længe man har lyst til nærheden og hinanden er der håb!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liv

    Da vi fik lillesøster herhjemme begyndte vi at indfører luksus take out til de voksne når børnene der nu er 4,5 og 2 år sov… eller altså i hvert fald når storesøster sov, så vi kunne få lov at spise uden alt for mange afbrydelser.. nu gør vi det når begge børn sover.. og så passer min mor dem et par timer en gang imellem så vi kan få lov til st tænke en tanke til ende… på fredag har jeg bestilt hende til at passe dem så vi kan gå i biffen… <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det er også en god idé – i øjeblikket ville det dog betyde aftensmad kl 21, for den treårige er en strid banan med søvnen, og der er jeg ved at være grydeklar også. Det lyder skønt med en biograftur sammen. Jeg håber, I nød det begge to – børnene hyggede helt sikkert med mormor

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Orv, hvor er jeg glad for at høre, at jeg ikke er den eneste, der kan køre edderspændt rasende over noget, man har drømt. Jeg synes, at vi prøver at hive stikket lidt ind i mellem og tage ud og spise..men det kan man selvfølgelig ikke så godt med de helt små. Ellers er det noget med at opbygge noget, man har sammen alligevel – fx at man har nogle gode serie-oplevelser, så tv-kiggeriet ikke bare er alt skod fra havet. God vind til jer. Det vigtigste er nok at beslutte sig for det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Haha – nej, det er virkelig fjollet, men det kan krybe HELT ind under huden på en!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Sikke nogle gode og vigtige pointer! Min mand har jævnligt en halv eller hel fridag i hverdagene. Her sender vi engang imellem den store i børnehave alligevel, da hun i forvejen har korte dage og mange fridage med mig på barsel. Vi har en lillesøster der sover to gode lurer, så vi har god tid til snak og nærhed de dage – og er oven i købet friske, da det er dagtimer vi har sammen og ikke de trætte aftentimer. De dage er guld værd!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Åh, det lyder også virkelig godt. Det kan desværre ikke lade sig gøre her – hverken de halve fridage eller babyen, der sover godt. Vi forsøger at kigge hinanden i øjnene og ved, at det hele bliver lettere igen.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Projekt ble-stop: kan man nudge sit barn til at droppe bleen?