Tid til kærligheden?

At omfavne kaos – og samtidig ønske sig langt, langt væk

I går var jeg ved at implodere flere gange. At være alene hjemme med en sløj, træt og irritabel tre-årig og en urolig, ikke-sovende baby hele dagen – og hente en modvillig seks-årig med begge på slæb – er ærligt talt ikke for sarte sjæle. For i det hele taget at kunne lykkes med det projekt på en nogenlunde ordentlig måde, krævede al min dyrekøbte erfaring udi moderskabet kombineret med de helt særlige nødreserver af overskud, der findes et sted derinde og kun aktiveres, når der ikke findes muligheder for at lade op. I går var der lige præcis ingen pauser til mig på noget tidspunkt, og det dræner. Mere end noget andet. Jeg kan klare timer af gråd og masser af konflikter så længe, jeg også får lommer af ro. Men hvad gør man, når ikke engang det kan findes i løbet af en hel, lang dag?

Jeg øver mig og har øvet mig i 6,5 år på at give slip og at favne kaos. Det er man næsten nødt til at lære i en fart, når man får børn, for små mennesker kommer med deres egne tidsrammer og dagsordner og deadlines, som man ikke kan LEAN’e sig ud af. Man kan effektivisere meget, bevares, og finde gode rytmer og rutiner, men der skal ikke mere til end en særligt dårlig dag, et tigerspring eller en snottet næse, før korthuset ramler og man må finde nye løsninger. Helst for fem minutter siden.

Det hjælper at være på forkant. Det kan man bare ikke altid, og så er det en fordel at kunne holde ud at være i kaos. At skabe et rum til at trække vejret dybt, selvom alting ramler omkring en. Når man går hjem med en skrigende baby i barnevognen, en skrigende tre-årig på den ene arm og løbecyklen, der tillod sig at vælte, under den anden. Sand historie.


^^Lige nu er det benhårdt meget af tiden. Men der er også lykke og varme og kærlighed uden sidestykke. Og når jeg husker at lade dem få ansvar, så tager de det (oftest) også og vokser med det. På den måde kan vi hjælpe hinanden, når det hele brænder på. Billede fra dengang jeg var rund på midten af dygtige Freja Troelsen (læs mere om det her)

Jeg er efterhånden relativt god til at navigere i kaotiske rum. At være i dem uden selv at nedsmelte – omend jeg indeni ønsker mig langt, langt væk fra det hele og hen til et sted, hvor der er ro omkring mig og tid til at overveje tingene, inden jeg skal foretage mig noget. Til et sted, jeg kan sætte mig med en friskbrygget kop kaffe og vide, at jeg kan drikke den ud i ro og mag, før jeg igen skal stå til regnskab og til rådighed for andre end mig selv.

Livet med børn er – i min erfaring – også et hvor man er nødt til at lære at holde af når intet bliver, som man havde planlagt. Det kan føles som et kontroltab af dimensioner. Det er det egentlig også, men for mig har netop afgivelsen af kontrol været en nyttig lektie. Jeg har i vid udstrækning lagt ønsket om det perfekte på hylden. Jeg holder stadig allermest af orden. Uden tvivl. Det er derfor, jeg rydder op. Hver eneste dag og hver eneste aften. Når der er ryddede rammer, kan jeg allerbedst trives. Selvom der også er noget skønt over et gulv, der er fyldt med spor af liv. Antropologi og fantasi i børnehøjde, hvor Playmobil, feer og plastikdyr indgår i en skønsom sammenblanding, og spreder sig organisk fra den ene ende af stuen til den anden og viser spor af legens udvikling.

Lige nu handler en stor del af mit liv om at favne kaos – at være i det og finde glæden stadigvæk. Jeg ved, at det med tiden bliver mindre kaotisk og mere forudsigeligt igen. Det lykkes ikke hver dag eller hele tiden at rumme det på en elegant måde. Jeg ville absolut ikke have noget imod det, hvis lille M var mere rolig og glad eller sov bare en smule længere ad gangen. For det er en udfordring. En daglig en af slagsen nu på 4. måned.

I går holdt jeg fast med alt jeg har, I de fine ting, der gemte sig under den mudrede overflade. Min tre-årige, der opførte sig eksemplarisk til skoindkøb. De to store i en god, fælles eftermiddagsleg. De fem minutter efter hun vågner, hvor babyen er glad og smilende. Vi kom igennem det sammen. Ikke at der er andre muligheder… men derfor er det alligevel meget rart når det lykkes.

Det hjælper i øvrigt også altid at mærke at vi er flere i samme båd. Og at der er så mange varme og rare tanker fra jer derude.

4 kommentarer

  • Årh, hvor er det fint skrevet. Det er så genkendeligt med, at man skal lære at omfavne kaos. Og jeg er vild med billedet af dig og dine.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Det lyder velkendt – dog minus den 6 årige.. Syg 3-årig der bare allerhelst vil have sin mor og en baby der ligesom også kræver mor – og er noget mere insisterende.. i nat måtte jeg sove et par timer hos den store, ind og amme og hvile med baby – og så forfra.. i dag har babyen et mærkeligt humør og nægter mere eller mindre at forlade armen – hvilket jo bare er super når den store også gerne vil have mor-omsorg… FAAAAAR kom HJEEEEEEM!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Av! Det er altså også hårdt! Kram til dig

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tid til kærligheden?