Med løgnen som følgesvend – moderskabets skyggesider
Moderskab er en stejl læringskurve. Allerstejlest med det første barn – i al fald for mit vedkommende – men hver sæson, hver alder og hvert barn giver nye udfordringer. Det er i udgangspunktet ikke en dårlig ting. Udfordringer giver altid mulighed for læring og vækst. Denne nye sårbarhed og løgn havde jeg dog gerne være foruden. Det er et sårbart emne at skrive om – og det har krævet en dyb vejrtrækning at trykke udgiv. Men det er også vigtigt at turde tale om de reaktioner der kan følge i kølvandet på en fødsel.
Jeg har ikke haft en længere periode med reel, sammenhængende, uafbrudt søvn siden før jeg blev mor. Det er snart seks et halvt år siden. Med Lillesøsters fødsel blev søvnløsheden intensiveret endnu engang. Forventeligt og rimeligt med et lillebitte barn, hvis mavesæk skal fyldes i løbet af natten. Hun er egentlig god. Spiser og sover videre frem til morgenen. Af og til 3 gange. Mere hyppigt et sted mellem 5 og 7. Nogle nætter omkring 10 gange.
Søvnunderskud skræller langsomt huden af. Det er modstandsdygtigheden og overskuddet, der lige så stille svinder ind til næsten ingenting. Dagene er uden pauser og efterhånden er en ny følelse blevet min følgesvend. En følelse af afmagt og en nagende, spidstandet og skinger stemme, der hvisker bag ved øret. Om at jeg ikke slår til. Ikke overfor min baby. Ikke overfor de store piger. Ikke overfor mig selv. At jeg ikke magter den opgave, jeg selv ønskede.
Det er en løgner. Stemmen. Det passer ikke. En enkelt, lidt længere lur giver klarsyn og en oprigtig, ægte glæde ved et tandløst smil. En tryghed og viden om at det er løgn. At jeg er god til at tage vare på pigerne. God nok.
Kærligheden er der. Den er større end alt det andet. Den grimme, lille løgner, der hvisker noget andet kan af og til overdøve den. Gøre den uskarp og ufokuseret i en tåge af træthed, af ordløs gråd og af fornemmelsen af uformåenhed.
Det er ikke en permanent følgesvend. Det er ikke en decideret efterfødselsreaktion. Til gengæld er det en rædselsfuld følgevirkning af at være presset. Også ud over hvad der måske er helt sundt. Afmagten ved endnu et kolikbarn.
Nogle dage fyldes af løgnen. Nogle dage skal jeg trække vejret helt dybt ned i maven for ikke at føle, at jeg drukner. Andre dage kan jeg rumme både gråden og smilene og den konstante tilstand af at være aldeles uundværlig og til rådighed. Det er let at lade sig overvælde af vasketøj, oprydning, bleskift, amning, putning og alt det andet derimellem. Det kræver viljestyrke og et fast greb i virkeligheden ikke at lade sig trække under. Men det er ikke umuligt.
Det værste er næsten at jeg bliver frarøvet noget af glæden ved denne tid. Disse uger og dage. De første for hende og sidste for mig hvor et lille menneske er igang med at lære at mestre sine arme og hænders bevægelser. Hvor små stærke fingre griber fast om min hånd. Hvor nye lyde udforskes og hvor arme og ben spjætter i forventningsfuld glæde over at se nogen, hun kender og elsker. Det er derfor jeg holder fast i sandheden med alt jeg kan. For her findes glæden og kærligheden.
En dag bliver det bedre. En dag hopper løgneren helt ned af skulderen og ud af mit liv. Det liv jeg har ønsket og i bogstaveligste forstand selv skabt.
En fødsel er en kæmpe livsomvæltning og der er langt flere end man måske tror, der får en eller anden form for reaktion. Det skal ikke være et tabu, for det er kun når man italesætter det, at der åbner sig muligheden for hjælp. For forståelse og kærlighed. For redningsplanker og hænder, der trækker en fri og stemmer, der råber højere end løgnen. Det har taget mig lang tid at nå til erkendelsen af at jeg har fået en følgesvend i en tid. At det er svært og sværere end jeg forventede lige nu.
Jeg havde ikke regnet med endnu en kolikbarn. Jeg havde glemt hvor slidt man bliver og hvor sårbart det er med et uroligt barn, der græder mere end de fleste. Jeg ved, det bliver bedre og nemmere og det gentager jeg for mig selv, når det er svært. Og så forsøger jeg at tilgive mig selv for alt det, jeg ikke kan lige nu. Det, jeg ikke når, og det, jeg ikke formår. Heldigvis er der nogle ting, den lille løgner aldrig overdøver. Duften af en dunet babyisse. Barnearme svøbt om halsen på mig. Og ikke mindst den lysende kærlighed imellem de små mennesker, der er alt i verden.
Så fint og ærligt og modigt indlæg. Gråd og manglende søvn i længere tid kan virkelig dræne og bryde een ned. Håber du kan få en hjælpende hånd ind imellem så du kan sove et par timer om dagen og derefter nyde din smukke baby.