At vaccinere sit barn er en solidarisk handling

Det skærer lige meget i hjertet hver eneste gang. Men det er med fuldt overlæg jeg gentagne gange tager mine børn med til lægen, så hun kan stikke nåle i deres buttede lår eller solkyssede arme. Vi følger – naturligvis – børnevaccinationsprogrammet. For deres skyld og for fællesskabets skyld.

I dag var det første gang for lille M. Jeg løftede hende ud ad søvnen og den lune ulddragt og fik først et søvnigt og siden et stort tandløst smil til hilsen.

Et smil, der på øjeblikke forvandledes til vantro og et ansigt krøllet sammen i smerte og forskrækkelse. En lille sød mund, der blev et åbent skrig.

Det skærer i hjertet. Hver eneste gang. Men vi gør det, fordi det er så vigtigt. Fordi alternativet er så rædsomt. Fordi flok-immunitet sikrer de allersvageste. Dem, der ikke kan vaccineres. Fordi de har medfødte immundefekter. Fordi de har sygdomme, der betyder at deres immunsystem er svækket. Det er også dem, vi passer på, når vi lader vores børn vaccinere. Når en tilstrækkelig stor gruppe i et samfund er immuniserede og vaccinerede så er smittespredning og i det hele taget risikoen for de alvorlige sygdomme så lille som overhovedet muligt.

De er sjældne herhjemme efterhånden fordi de sidste generationer i overvejende grad er vaccinerede. Så sjældne at nogle glemmer hvor farlige eksempelvis mæslinger faktisk er. At det er noget, man kan dø af. Eller ‘bare’ blive rigtig alvorligt syg.

Mine to yngste børn er endnu ikke fuldt vaccinerede mod lige præcis mæslinger. Det bliver man først ved 4-års vaccinen. Jeg må derfor håbe på, at de ikke bliver smittet af andre. At der er så mange vaccinerede at mine små børn er beskyttede.

Overskriften er lånt fra en kommentar på Instagram. Den er så slående og rigtig. Vacciner er ikke et individuelt projekt. De har – især hvis man IKKE får dem – konsekvenser for andre, og i særlig grad for dem, der er svagest. Derfor er vaccination et solidarisk projekt for hele samfundet.

Det gør ondt at blive vaccineret. Især når man ikke ved, hvad der sker og forstår at smerten går væk igen. Heldigvis er forskrækkelsen relativt kortvarig. Lillesøster faldt til ro igen i mine arme. Hun trøstespiste tæt mod lyden af det hjerteslag hun kender bedre end noget andet og med en stille nynnen i baggrunden. Nu sover hun med en smule feber og måske bliver natten mere urolig end fredfyldt – det tager vi med. Og så er der trods alt et par måneder til næste gang.

Min ældste datter skal først vaccineres næste gang, når hun fylder 12, og det handler om HPV, men for de yngste to er der endnu nogle af barndommens smitsomme sygdomme de mangler at blive beskyttet mod. Jeg passer på dem så godt jeg overhovedet formår, men lige her er jeg nødt til at stole på at vi kollektivt også hjælper hinanden. Det gør de fleste heldigvis stadig.

 

Jeg har skrevet om vacciner før. Bl.a. HER pg HER