Skoletaske fra Herschel - fin og funktionel

Søndagstip: veltempererede omgivelser og lækker iskaffe på SMK

Det har været en meget lang sommer – og det er jo som udgangspunkt dejligt, men ikke så meget, når man har en baby, der kæmper med varmen (eller er gravid). Vores lejlighed er heldigvis relativt til at holde ud at være i, men nogle dage denne sommer har været alt for kvælende varme med skyhøj luftfugtighed. En af dem stak vi alle af til Statens Museum for Kunst for at få lidt luftforandring og for at være i omgivelser, hvor temperaturerne var mere menneskevenlige.

Det er nemlig så smart, at kunstværker kræver klimastyring, og dermed også skaber omgivelser, der er rare at være i for varme babyer og deres mødre. Vi har et familie-årskort til SMK og dermed gratis adgang for to voksne med følgeskab af børn – og børnene har fri adgang til værkstedet og alle dets muligheder for at skabe deres egne kunstværker.

Vi delte os op, så Jonas og pigerne gik i værkstedet og jeg trillede rundt med en sovende baby i en af museets låne-barnevogne og genså mine yndlingsværker i ro og fred. Pigerne har hver deres favoritter blandt museets faste samling, men forleden gik de all in på selv at være skabende kunstnere.

Mens de malede og limede, fik M og jeg besøgt Kafeteria som både er en fryd for øjet og har lækre sager at byde på. God iskaffe, blandt andet. Og en frygteligt lækker honningkage.

I alt brugte vi to timer i dejligt klimaregulerede omgivelser og M sov igennem det hele og fik sin første lange lur i flere dage.

Tippet er hermed givet videre til andre derude, der har det med varmen. Klimaregulering holder – og det er der på langt, langt de fleste (kunst)museer, der passer godt på deres kostbare indhold.

2 kommentarer

  • Louise

    Sikket et godt tip, tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det var så lidt – jeg holder rigtig meget af SMK og pigerne elsker også at komme. Det er KUN en bonus at det er til at holde ud at være der også i denne hede.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skoletaske fra Herschel - fin og funktionel