Den perfekte storm – om ikke at slå til som mor

Det er en læringskurve med ungefär 100% stigning at få børn. Især måske første barn, fordi det er her, paradigmeskiftet er mest udtalt og markant. Når man tilføjer yngre søskende til flokken, så er læringskurven udvidet til også at omfatte de større børn, og det er ikke altid en dans på roser.

Nogle dage er gode. Andre dage er rædselsfulde og handler udelukkende om at overleve. Lille M vil – i højere grad end hendes søstre – være på mig hele tiden. Det er kun i ganske korte stunder, hun kan være hos sin far eller ligge i sin Moseskurv, hvis jeg for eksempel skal hjælpe et andet barn eller noget så vanvittigt som sørge for at komme på toilettet eller tage et glas vand selv.

Denne uge har været hård. Lille M har haft et par dage, hvor hun har været så urolig og ked af det hele tiden – det har lugtet lidt af det første tigerspring. Tiden til de to store har været ikke-eksisterende, og det har sat ekstra pres på både Jonas og mine store piger. E kæmper med alting lige i øjeblikket. Med at være blevet 3 år. Med at starte i børnehave efter ferien. Med at være storesøster og lillesøster på samme tid. Der er så mange konflikter hele dagen, hver dag, så meget selvstændigheds-trang og trods – og derfor nætter, hvor hun vågner mange gange, har mareridt og er ked af det. For K har det fyldt enormt meget, at hun er startet i fritidsordning, men hun tilpasser sig ekstremt hurtigt og er allerede helt vild med konceptet (og at lege med masser af jævnaldrende hele dagen!)

Hverken Jonas eller jeg har haft nok hænder eller overskud til at rumme alle børn lige meget og på den helt rigtige måde, så det har handlet om overlevelse og om ikke at komme til at miste fatningen midt i et hav af uro og råbende børn og grædende babyer. Man kan undre sig over, at det ikke kan lykkes at komme i bad i løbet af en hel dag, når man er to voksne hjemme. Og man kan stille spørgsmålstegn ved fornuften i at få endnu en baby, når man ikke kan nå hele vejen rundt i løbet af en dag og når man mest af alt er irriteret på alle børn på skift. Det er ikke en rar fornemmelse, når man ikke slår til som mor. Det er en af de mest rædselsfulde følelser at sidde tilbage med, når dagen er gået og børnene sover og man ved, at man burde have gjort det bedre. At de fortjener bedre.

Stigningen på læringskurven knækker på et tidspunkt. Når lille M er blevet lidt større og mere opmærksom på verden omkring sig – og sin øvrige familie. Når det er blevet hverdag igen med skole og børnehave. Når vi har lært at være 5 i stedet for 4. Det er en dobbelt følelse, for selvom dagene kan være uendeligt og ulideligt lange lige nu, så ved vi af bitter erfaring, at årene er alt for korte. At tiden slipper væk fra os inden vi får set os om. Det er allerede mere end en måned siden, jeg fødte. Mere end en måned, vi har haft M i vores midte. Hun er allerede vokset ud af rollen som nyfødt og er begyndt at blive en rigtig, lille baby.

Kærligheden er ikke blevet mindre med tilføjelsen af M – den er kun vokset hos os alle. Men den kan være svær at få øje på i den perfekte storm.