Mødre bliver da ikke syge? En ordentlig forskrækkelse

Aflivning af forældreskabs-myter: Nej. Far kan ikke det samme som mor.


Far kan det samme som mor – bortset fra at amme’ er måske på papiret korrekt, men der kan være langt fra teori til virkelighed. For os var det meget anderledes og det var en smertefuld erkendelse.

Variationer af ovenstående udtalelse er ret vidt udbredt. Ikke mindst til forskellige former for fødselsforberedelse, i litteratur målrettet kommende forældre og i pamfletter om den første tid med baby. (Måske der i virkeligheden burde stå ‘partner’ i stedet for ‘far’, men lad det nu fare.)

Det er – i min erfaring – en direkte vildledning af kommende og nybagte forældre, der kan lede til megen frustration og følelser af utilstrækkelighed, når det (surprice!) viser sig, at baby faktisk helst vil være hos sin mor. Også når hun ikke er sulten.

2012 – første barn

To nybagte forældre kommer hjem med deres nyfødte datter og forventningen om, at babyer gladeligt ligger hud mod hud med både fædre og mødre og at nusning og kontakt til det spæde væsen er ligeligt fordelt imellem far og mor. Realiteten er at babyen allerhelst vil være hos sin mor. Hele tiden.

Resultatet er, at jeg bliver frustreret over at Jonas ikke deltager mere – og han føler sig utilstrækkelig og træt af at babyen græder hver gang han får hende. Faktisk bliver han overrasket og ked af over at han ikke er head over heels forelsket i den skrigende baby. Så meget at han først erkender og taler om det meget senere. Det kommer snigende. Tilknytningen og kærligheden. I dag er hun i den grad sin fars pige. Men det tog tid. Og først da hun ikke var spæd og helt afhængig af mig længere, var hun klar til at lukke sin far ind. Først da kunne mor og far det samme.

2018 – tredje barn

Vi har lært lektien. Far og mor kan ikke det samme. Babyer er allermest og instinktivt knyttet til deres mødre, hvis hjerteslag de kender og hvis mælk er deres kilde til næring. Evolutionært giver det god mening. Jeg er ikke i tvivl om, at det er forskelligt fra familie til familie og at masser af fædre er vilde med deres nyfødte og små babyer. Men der er tilsvarende mange (måske endda flere) for hvem den dybe tilknytning og kærligheden kommer lidt senere. Også selvom barnet er et ønskebarn.

Det tog os tid, tårer og en hel del konflikter at lære. Og at acceptere, ikke mindst. Jeg kan sagtens forstå det nu – et spædbarn og en lille baby laver ikke meget andet end at spise og sove. De har brug for ro til at lære deres nye verden at kende. Måske er menneskekvinder, ligesom hovedparten af vores med-mødre i pattedyrsriget, indrettet på en anden måde end mænd, når det kommer til yngelpleje. Vi har tusindårige instinkter med os til at være overbærende og omsorgsfulde for det lille væsen, vi har båret og født. Tilknytningen starter allerede i livmoderen.

Mænd har gennem det meste af menneskehedens historie haft en anden rolle og uagtet hvor moderne, følsom og kærlig far er, så er det ikke givet, at det falder ham ligeså naturligt eller at spædbarnet er ligeså spændende for ham som for dig. Eller mig.

Jeg har siddet med mine bittesmå piger i armene og kigget på dem i timevis. Studeret hver lille krølle på øret eller skævt reflekssmil. Aet talløse gange over dunbløde isser og holdt om småbitte fingre. Og jeg har undret mig over, hvorfor Jonas ikke på samme måde har drukket dem ind. Han har også undret sig. Og følt sig forkert. Hans force ligger et andet sted, men det kunne vi ikke vide, da vi sad med vores første, kolikramte babypige. I langt de fleste historier om barsel og babyer og den første tid er far og mor ligestillede – og far synes det er fantatisk at lave intet andet end at kigge på det lillebitte mente menneske. Der var ikke rigtigt noget at spejle sig i for ham.

Jonas er en fantastisk far. Han har altid passet godt på sine piger. Han har skiftet, puslet og nusset – men hans styrke og helt ind i hjertet oprigtige interesse viser sig først for alvor, når de er lidt større.

Der er ikke et facit for forældreskab. Der er uendeligt mange måder at være nogens mor og far på. For nogen er kærligheden øjeblikkelig. For andre kommer den senere. Det er forskellige oplevelser at blive mor og far. Fædre kan mange ting. Men de kan ikke det samme som mor i de første dage, uger og måneder og det er ok. Til gengæld kan de passe på mor, så hun kan passe på deres fælles kærlighed. Og på den måde sluttes familiecirklen ret smukt.

 

8 kommentarer

  • Helle

    Jah, joh… jeg er overordnet enig i, at der er mange forskellige måder at drive en familie på. Men jeg synes måske det er lige lovligt generaliserende at sige, at mor generelt kan mere end far (i starten). I hvert fald føler jeg mig vanvittigt priviligeret efter at have læst dit indlæg 🙂 Herhjemme er det nemlig far, som er den bedste. Og han har altid været det. Da vores søn var spæd, følte jeg mig ofte reduceret til et sæt bryster på ben, for når ikke jeg ammede eller var alene med vores søn, så ville han være hos sin far. På samme måde, var det faktisk også far, som var 100% på, da jeg havde født, mens jeg skulle vokse med kærligheden og opgaven. Jeg tror ikke, det handler om biologi – nok mere om kemi og menneskelige egenskaber. I hvert fald herhjemme 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chris

    Fuldstændig enig. Med nr. 1 var det også en overraskelse her i husstanden. 2. gang vidste begge parter hvad man gik ind til, og det gjorde en ret stor forskel. Så havde man (faderen) lært at det lille krøllede, spæde væsen faktisk rettede sig ud med tiden, og blev et fantastisk menneskebarn, der interesserede sig for begge forældre. Fint emne at tage op – tak for det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Det lyder som om I har fundet den helt rigtige balance for jer, for dem I nu hver især er som mennesker, forældre og børn.

    Måske jeg læser dit indlæg som en generalisering, det slet ikke er tænkt som, men jeg får i hvertfald lyst til at nuancere med vores families model, hvor far er lige så god som mor, og vores børn har fundet lige stor tilknytning, trøst og symbiose med os begge – både som spæde og nu på 2 og 4. Selvfølgelig har det været forskel pga jeg har ammet, men så er det fx min kæreste der har taget nætterne og nærheden der.

    Jeg tror at vi er forskellige som mennesker og gør forældre forskelligt, og når man er så sårbart et sted, som man er som nybagt, er det måske lidt tought at læse at der er måder og fordelinger der er “naturlige” ala mor er den eneste der dur. Især hvis ikke man kan spejle sig i det, og dermed kan føle sig forkert. På det tidspunkt hvor man har brug for at føle sig allermest rigtig – som du jo også så fint beskriver for jer, at 50/50 modellen bare ikke duede for dem du og din kæreste nu engang er.

    Så hurra for at finde det, der føles naturligt for os hver især – i al naturens forskellighed og mangfoldighed 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natalie

    Virkelig fint reflekteret indlæg om dine tanker og jeres familie 💘 vores oplevelse har dog været en hel anden. Vores oplevelse har været, at far var lige så god som mor i alle sammenhænge. Kun amningen har adskilt os. Vi var igennem en kompliceret fødsel, der betød, at baby lå hud mod hud med sin far de første timer efter fødslen. Om det har grundlagt et særligt bånd mellem de to, skal jeg ikke kunne sige. I hvert fald har far elsket vores lille dreng fra første øjeblik og passet på ham på helt samme måde som mig. Han har siddet med ham i timevis, dvælet ved alle de små træk og nusset om ham. Da vores dreng blev større, har far været lige så god som mig på alle parametre. Han har altid kunnet putte, skifte, lege, og vi har aldrig mærket, at baby har foretrukket mor. Så jeg tror virkelig, det er så forskelligt. Og det vigtigste er jo bare, at uanset hvad man oplever, er det helt okay. Der er ingen rigtige eller forkerte børn og ingen rigtige eller forkerte følelser omkring det at blive forældrene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Viola

    Jeg er ret enig med Helle. Et rigtig fint indlæg, men jeg kunne så godt tænke mig, at der var tilført et “hos os”. For hos os har far kunnet det samme fra dag 1. Så jeg tror der afhænger meget af de børn man får og ikke biologi😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Det er altid godt at få nuanceret fortællingen om forældreskab, men jeg kan ikke lade være med at være lidt ærgerlig over overskriften. Det er vel ikke en myte, når det faktisk forholder sig sådan i nogle familier? Det bliver nemt generaliserende, når det beskrives på den måde, selvom det formentlig ikke er din hensigt. Udover amningen var der ikke rigtig forskel på mig og samlevers forhold til det lille barn, så udmeldingen om at det mest naturlige er, at barnet helst vil moren kan hurtigt stikke lidt – nok særligt hos de som står midt i det, og som ikke hviler i deres egen måde at gøre tingene på. Min førstefødte var overordentlig nem og min samlever kunne fint dække hendes fysiske og psykiske behov på samme måde som mig. Modsat hos jer vil både jeg og min kæreste derfor få et chok, hvis der med nr. 2 vil være forskel på mor og far.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg synes det er så fint du tager det op, for jeg er helt enig i, at der er alt for mange profeteter om hvordan man er forældre, hvad man skal gøre og ikke gøre og sagen er, som du skriver, at vi passer altså ikke alle ind i de samme bokse. Vi havde det helt modsat jer da vi kom hjem med den første, til gengæld var der mange andre tvivlsspørgsmål, når nu det forholdte sig anderledes end vi var blevet fortalt. Den vigtigste info til kommende og nybagte forældre burde være, at der ikke er rigtigt og forkert, men mange muligheder og måder og være familie på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lina

    Super fint indlæg. Jeg var også meget overrasket over, at det meget længe kun var mor, der duede.
    Havde I samme oplevelse med nummer to barn? Eller har der været forskel på de tre piger – altså hvor en søgte far mere?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mødre bliver da ikke syge? En ordentlig forskrækkelse