Tre ubehagelige efterfødsels-momenter, jeg havde glemt

Lillesøster er nu 5 dage gammel og vi øver os stadig i at være en familie på fem. Pigerne elsker deres nye søster, og jeg glemmer aldrig udtrykket i deres ansigter, da de så hende første gang. Ærefrygt og kærlighed blandet sammen med forundring og forsigtige, små kys på hendes pande. Til gengæld reagerer de i forhold til os og sig selv og indbyrdes på måder, der tester den smule af overskud, vi ikke har. Det er en stejl læringskurve for os alle.

Jeg er igang med mentalt at skrive min fødselsberetning og jeg glæder mig til også at få den skrevet ned i virkeligheden også og at kunne dele, men det tager altid lidt tid at få det hele på plads. I mellemtiden rækker min ammehjerne-kapacitet og tiden mellem amninger og sovende lillesøster netop til et ganske kort indlæg med tre ubehagelige ting, jeg altid glemmer efter sådan en fødsel – men som jeg i den grad er kommet i tanke om igen!

^^ Vores fine lillesøster i sit lille hentesæt. Ikke at hun skulle hentes nogensteder fra, men det er stadig så sødt og med en rigtig god pasform i øvrigt. Tæppet er fra Hildestad Copenhagen og en gave – og det har været nonstop i brug. Det er simpelthen fantastisk og blødt og lækkert og perfekt til sommertemperaturer.

Moderkagen skal også fødes.

Ahmen, for fanden da også. Man har lige født et barn og er helt lykkelig og træt og glad over at kraftanstrengelsen af ovre og man har sit fantastiske mirakel af en nyfødt i armene. Og så kommer man i tanke om, at moderkagen jo også skal ud. For mig er det oprigtigt talt den værste del af en fødsel. Jeg sagde endda så meget, da hovedet var født og mens vi stadig ventede på kroppen. Jordemoderen sagde nemlig ‘nu er det hårdeste overstået’ og jeg svarede ‘nej – jeg synes altid det er værre med moderkagen’. Denne gang var dog den mest gelinde af dem alle. Måske fordi navlesnoren pulserede så længe at der gik næsten 45 minutter før nogen overvejede at få resten overstået, og så var den godt på vej selv.

Efterveer.

Dem havde jeg ingen af efter første fødsel. En del ved anden fødsel, men der kom de først efter et halvt døgns tid. Denne gang var de der så snart moderkagen var ude og lillesøster fandt brystet. Av. For. Dælen. Godt at jordemødre synes at kombinationen af Panodil og Ipren er a-okay, for nøj, de gjorde nas denne gang. Igen. Veer kan jeg fint håndtere, men når fødslen er overstået, så gider jeg ikke mere.

Mælkespænding.

Pt. ligner jeg, der i øvrigt aldrig har haft et ligefrem imponerende brystparti, en der deler plastikkirurg med Tory Spellings 90’er læge. Tænk den flotte motorvej mellem to helt, helt naturligt udseende halvkupler, hvor huden i øvrigt er spændt ud et godt stykke over dens egentlige kapacitet. Det ser helt skørt ud. Og det er virkelig heller ikke komfortabelt. Heldigvis ved jeg af erfaring, at det er relativt hurtigt overstået – der går som regel ikke mere end 3 dage mellem at mælken for alvor løber til og indtil forholdet mellem udbud og efterspørgsel er landet på et mere rimeligt niveau. Det er jo smart nok at kroppen starter på 1000% – den ved jo ikke nødvendigvis om mit barn vejer 3 eller 5 kg eller om der er flere end en lille, sulten mund, der skal mættes. I øvrigt er det også heldigt at jeg ved, at det lige om lidt slet ikke kræver tilbageholdt åndedræt når lillesøster lægges til. Allerede nu er det stort set en normal ammefornemmelse frem for tilpasningsperiodens ‘ouch’, når man lige skal vænne sig til små gummers vacuumsug.

…

Heldigvis er der mest af alt fantastiske ting ved de allerførste dage efter en fødsel. Herunder at have sit nyfødte barn i armene og kunne kigge, ae, nusse, kysse og indsnuse duften af det lille væsen, der har boet under hjertet i 10 måneder. Det skrev jeg om efter E’s fødsel også, og det indlæg gælder absolut stadig. Det kan du finde HER