Fødselsberetning fra min fantastiske, anden hjemmefødsel - let og elegant

Tiny feet og tiden der forsvinder

Det er den største kliche i verden, er det ikke? Det her med børn og tiden, der smuldrer imellem vores fingre. Ikke desto mindre er det også en af de absolutte sandheder, jeg kender. Timerne, dagene kan føles lange. Ikke mindst, når søvnen forsvinder. Men tiden? Den forsvinder hurtigere end man skulle tro, det var muligt.

Lillesøster er 9 dage gammel i dag. Det er ingenting og samtidig en evighed. Hun er ingen krøllet nyfødt længere, der misser med øjnene ved første syn af verden. Hun er ved at folde sin personlighed ud og lære os og sig selv, hvem hun er. Hun er en stærk, lille pige. Hun har en ekstremt høj muskelspænding og er allerede i stand til at knejse højt med hovedet, når hun ligger på maven. Hun er så opmærksom, når hun er vågen. Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg sværge, at hun sender små, bevidste smil – men den slags kommer først om nogle uger. Til gengæld elsker jeg de små smil, der kommer. I vågen tilstand og i søvne.

Børn er små i så uendeligt kort tid. Lillesøster er stadig lillebitte, men større end for en uge siden. Større hele tiden, lige for øjnene af mig vokser hun hele tiden. Jeg forsøger at fastholde øjeblikkene. Fastholde minderne og fornemmelsen af det spæde barn. Hvert eneste af hendes første er min sidste, og det er en bittersød viden. Det er et under at se ens børn folde sig ud og blive små, enestående mennesker. Og det er vemodigt at vide, at jeg aldrig mere skal være lige præcis her, hvor jeg var for et øjeblik siden. Selvom jeg var tung til sidst og lillesøster sparkede så det gjorde ondt, så savner jeg allerede maven og fornemmelsen af liv indefra.

For hvert nyt udviklingstrin, lillesøster tager, glæder jeg mig på hendes vegne. Og gemmer mindet i hjertet. Lige nu er hendes behov det spæde barns. Om lidt ved jeg, det tager fart og hun bliver en baby med helt egne holdninger, behov og planer for sig selv.

Lige nu vil jeg fastholde de småbitte fødder og hænder, som er spædbarnets. Det er næsten uvirkeligt, at noget kan være så småt og samtidig så formfuldendt, og når jeg kigger på mine store piger, så er det næsten ligeså uvirkeligt, at disse småbitte fødder og tæer om nogle få år bliver buttede barnefødder og siden slanke pigefødder.

Hvor er pauseknappen?


^^Moseskurv – Hildestad Copenhagen // Sengetøj – CamCam Copenhagen (modtaget i gave) // Lillesøster – egen produktion <3

   

4 kommentarer

  • Julie

    Åh 😢 jeg går igennem alle de samme følelser i disse dage.. lillesøster er 19 dage her og kan næsten ikke bære hvor hurtigt det går 😞😍❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • CS

    Så enig!
    Jeg vil lige tilføje, at der kan være grund til at være lidt obs på det med at hun allerede kan løfte hovedet.
    Det er sikkert ikke tilfældet med lillesøster, men det kan være et tegn på at der er noget i klemme, muskelspænding efter vrid ved fødslen.
    Du ved sikkert selv alt om det, men ville bare lige dele det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for input – det er helt sikkert altid vigtigt at være obs på! Hun er dog ‘bare’ bomstærk, ligesom hendes ældste storesøster var. SSP har kigget hende efter og bemærkede at hun har en usædvanligt høj muskeltonus. Det kunne jeg godt have fortalt efter at have oplevet hende sparke og møve og skubbe indefra. Hun har været vildere end nogen af de to andre på den front.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fødselsberetning fra min fantastiske, anden hjemmefødsel - let og elegant