Når man bliver tre, så ønsker man sig...

Hvad siger de store piger til babyen? Om at blive storesøstre

‘Hvad siger de store til at der er kommet en baby?’ Det spørgsmål er – naturligt nok – et der er dukket op ganske ofte i løbet af den sidste halvanden uges tid. For når man skaber en tilføjelse til familien er det jo ikke kun de voksne, der skal tilpasse sig. Det er i høj grad også pigernes hverdag og hele liv, der er blevet forandret for altid. Ikke mindst lige nu, hvor lillesøster er fast tilkoblet mig (og mælkebaren). Det er ikke for ingenting, at hun har taget 150 gram på mellem mandag og fredag og dermed allerede er over sin fødselsvægt. Vi ammer igennem herhjemme. Men hvad gør det ved relationen mellem mig og pigerne – og hvad siger de i det hele taget til deres nye søster?

Jeg synes ærligt talt, at nedenstående billede fortæller den historie tusind gange bedre end jeg kan udtrykke med ord.

Udtrykket og ømheden stråler ud af E. Det var kærlighed ved første blik, da de store genså deres lille, nye søster, da hun var godt 24 timer gammel. Og da de så hende, mens hun var under en halv time gammel, men da var jeg ikke lige i stand til at tage billeder. Det er rent deja vu til da K første gang holdt E for snart 3 år siden. Jeg har ikke tal på de blide kys og forsigtige nus, hun allerede har fået, vores yngste datter. Hver gang hun er vågen, er hun genstand for deres opmærksomhed og de vil hende SÅ gerne. Ikke et eneste ord om at hun er dum eller skal tilbage til noget sted (hvilket jo heller ikke giver mening, eftersom hun blev født lige herhjemme og ikke et ukendt sted som hospitalet) eller at de ikke gider hende. Tværtimod.

Da K blev storesøster skulle hun vænne sig til titlen og konceptet og lige være sikker på, at det ikke rokkede ved hendes identitet som sig selv. Denne gang har der ikke været nogen reservation fra hverken stor eller lille storesøster. I stedet glæder de sig fuldt og helt over deres nye babysøster og synes, hun er noget af det mest søde og nuttede. De lader heldigvis heller ikke til at blive forstyrrede om natten, når hun ellers kan blive lidt gal i skralden.

Det er noget andet med deres forhold til os. Til mig. Det lader til at klinge af så småt, men den første uge mærkede vi en markant stigning i konflikterne fra især E. Hun er naturligvis også lige ved at ramme threenage-alderen, men vi gik fra et rimeligt til et ret vanvittigt antal trods-reaktioner. Og en dyb sorg over at miste den fysiske kontakt til mig i den grad, hun har været vant til. Jeg kan ikke sove med hende i øjeblikket. Hun kan ikke bare klatre op på skødet af mig, når jeg sidder med en baby. Og jeg kan ikke være den, der trøster om natten. Det er ikke let for hende, men det lader til at vi så småt er ved at lande i en ny normal, hvor hun har accepteret, at jeg er mindre tilgængelig, end jeg plejer, og så i stedet tager alt den kontakt hun kan få, når den er tilgængelig. Jeg forsøger at give opmærksomhed og tid så meget som muligt, når lillesøster sover. Ekstra kram og nus, når det kan sniges ind.

Jeg er meget stolt af dem begge. Og jeg glæder mig over deres meget sunde reaktioner på en voldsom forandring i deres tilværelse. De reagerer mod os, der har ansvaret og holder deres babysøster helt ude af konfliktområdet. Hun får kun positiv opmærksomhed.

De er begge vokset med opgaven. Forleden var Jonas til et møde der uventet trak ud forbi frokosttid, hvorfor jeg pludselig stod med to sultne piger og en sulten baby, hvis behovsudsættelses-evne er mindre end nul. De tog ansvaret på sig og mens K hentede mad og rugbrød frem, så dækkede E bordet. K smurte madder til dem begge, og en situation, der kunne have endt helt anderledes, blev pludselig en manifestation af hvor dygtige og hjælpsomme og selvkørende de begge er. De fik roser som fortjent for deres fine (sam)arbejde og var tydeligt stolte af sig selv.

Jeg kan huske, hvordan K med et blev kæmpestor, da E blev født. Denne gang ligner hun sig selv, mens det er E, hvis hænder og fødder og lemmer pludselig er vokset. Ikke i virkeligheden, men mentalt. Hun er jo den samme, men hun har været vores ‘baby’ med buttede arme og blødt hår. I sammenligning med en nyfødt forekommer hun nu gigantisk og ikke nær så blød, mens K er så stor som hun hele tiden har været.

Pigerne elsker deres søster. Helt og aldeles og ubetinget. De glæder sig til, hun kan lege med dem og de kan lære hende alt muligt. De er forståeligt nok mindre begejstrede for, at vores tid er decimeret, og det er svært at forstå og acceptere, når man er lille. Jeg ved, at der ikke går særligt mange måneder, før der er mere tid igen. Før lillesøster ikke er helt så afhængig af mig længere. Når man er 3 år gammel er ‘måneder’ bare et uoverskueligt langt tidsperspektiv. Uanset hvor højt man elsker ‘sin’ baby og hvor stolt man er over at være en storesøster.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når man bliver tre, så ønsker man sig...