• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
3 år med den kærligste, mest selvsikre fredagspige, jeg kender

‘Er det virkelig babys behov at tage til bryllup?’ – om forskellen på behov, præmisser og hensyn

I går aftes var Jonas og jeg inviteret til bryllupsfest hos et vennepar. De to store piger tilbringer weekenden hos mine forældre, og derfor havde vi kun et enkelt barn at forholde os til. En lillebitte baby på godt to uger, der fik sin debut som bryllupsgæst. Men hvorfor i det hele taget vælge at tage en baby med til fest?

Åbenbart var der nogen derude, der følte trang til at skrive til mig, at det i hvert fald ikke var babys behov at komme med til fest. Det er objektivt set og i princippet helt korrekt. Det er babys behov at være tæt på sin primære omsorgsperson og at få sine basale behov for føde, søvn og kærlig kropskontakt dækket. Det kan man heldigvis også godt opfylde uden for hjemmets 4 vægge.

Vi tog (selvfølgelig) med til bryllupsfesten, og brudeparret er så betænksomme og søde venner at de havde placeret os for bordenden, så vi kunne gå til og fra bord og fest uden at forstyrre eller lave ‘huller’ i bordet. Derudover havde de gjort det helt klart, at vi naturligvis kunne forlade festen på det tidspunkt, der passede os og vores lille pige – også midt i middagen. Den slags forståelse og fleksibilitet gør det så meget lettere og mindre stressende at være afsted.

Det var en dejlig fest. Et sluttet selskab i skønne, rolige rammer og mulighed for at være voksne og føre hyggelige samtaler med andre voksne mennesker. Lillesøster var eksemplarisk og sov fra ankomsten og tre timer frem i sin barnevogn, hvilket gav os tid og mulighed for at spise det meste af middagen uforstyrrede. Da hun vågnede, trak jeg og hende os tilbage til nogle bløde stole og ro for at tanke op på mælk og nærvær, og så nåede hun lige at få set lidt af festlighederne også, inden Jonas trillede en tur med hende og lullede hende i søvn. Vi tog hjem før brudevalsen, for både jeg og lillesøster trængte til at komme i seng. Vi var taget hjem tidligere, hvis hun ikke var indstillet på at sove eller kunne finde ro til festen. Viklen var også pakket, så hun kunne putte sig helt ind til mig. Naturligvis.

Der er nemlig stor forskel på babys behov – og i denne alder er de virkelig helt basale og grundlæggende nemme at opfylde, både ude og hjemme – og så at være ude i forhold til babys præmisser og tage hensyn til hvordan alle kan få en god oplevelse. Jeg vidste, at det ville blive en lille fest i gode omgivelser med mulighed for at trække os tilbage eller trille en tur i det smukke sommervejr. Dermed var der også gode præmisser for at kunne give lillesøster den ro, hun behøver.

Jeg er så glad for at vi var afsted. Vi fik nogle timer som par og lillesøster var også godt taget vare på hele vejen igennem. Det var faktisk helt skønt at have pænt tøj og høje hæle på igen, selvom der stadig er et godt stykke vej til at jeg ligner ‘mig selv’ igen. Det er også helt ok, og det har jeg faktisk et helt andet indlæg om.

Man ved i øvrigt man er mor med stort M, når man påfører makeup med en hånd og holder en spisende baby med den anden!

 

4 kommentarer

  • Stine

    Det smukkeste come-back jeg nogensinde har læst på en lidt (meget) unødvendig kommentar. Det lyder som om I alle tre havde en skøn aften.
    Tak fordi vi må kigge med ind i jeres verden.
    Mvh. Stine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Du er simpelthen så overskuds-cool, når du kan svare på anklagende og ærligt talt nedladende kommentarer på den måde – og der er ingen tvivl om, at dine piger er ubeskriveligt heldige med dig som deres mor ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

3 år med den kærligste, mest selvsikre fredagspige, jeg kender