What’s in a name – navnerunde og fine forbindelser til fortiden

Jeg var ikke i tvivl om, hvad min førstefødte skulle hedde. Det er heldigt, at hun blev en pige og at Jonas også kunne lide navnet. K er opkaldt efter min elskede, dejlige farmor. Til barn nummer to havde vi et par gode bud, men hun fik først sit navn, så snart hun var blevet født. Det er fra Jonas’ familietræ. Pige nummer tre krævede en del mere kiggeri i anerne blandt mellemnavne og mindre oplagte forfædre.  Vi nåede frem til en liste med 5-6 fornuftige bud (og hver vores favorit) så det var først, da vi havde kigget lidt på hende efter fødslen, vi bestemte os. For os har det været vigtigt at pigernes navne ‘passer sammen’ i den...

Tre ting, lillesøster hader

Lillesøster er nu knap 3 uger gammel, og har allerede nogle præferencer her i livet. Navnlig mig. Og navnlig den mælkebar, der er tilkoblet mig. Men hun har også allerede fundet nogle ting, hun er VIRKELIG træt af, og som hun gerne så afskaffet. Så hun har fået ordet for en kortere bemærkning: 1. Biler. Det er stærkt overvurderet at sidde i en baby-autostol i en bil. Når man råber til sin mor, at man skal op fra det monstrum lige NU, så skaber autostolen tilsyneladende et lydtæt skjold rundt om en, så mor ikke fatter eller hører en brik. Heller ikke selvom man råber på maksimal volumen. 2. Hvor er stopknappen på mælkebaren? Det er virkelig irriterende, at der...

Take back postpartum – kropsbilleder og kropsaccept efter fødslen

Kvindekroppen er fantastisk. Tænk at vi er i stand til at bringe nyt liv til verden – og tænk sig at vores kroppe indeholder en livmoder, der kan udvide sig til mange gange sin oprindelige størrelse i løbet af 40 uger. Og siden trække sig sammen igen og gøre plads til de øvrige organer på bare 8-12 uger. Det er en dramatisk og vidunderlig transformation, der sker med kroppen i løbet af graviditeten og for de fleste er det en dejlig rejse at se maven vokse. Efter fødslen opstår der til gengæld ofte et behov for at ligne sig selv igen, og det kan være svært at se sig i spejlet og føle sig tilfreds og tilpas, når alting stadig...

‘Er det virkelig babys behov at tage til bryllup?’ – om forskellen på behov, præmisser og hensyn

I går aftes var Jonas og jeg inviteret til bryllupsfest hos et vennepar. De to store piger tilbringer weekenden hos mine forældre, og derfor havde vi kun et enkelt barn at forholde os til. En lillebitte baby på godt to uger, der fik sin debut som bryllupsgæst. Men hvorfor i det hele taget vælge at tage en baby med til fest? Åbenbart var der nogen derude, der følte trang til at skrive til mig, at det i hvert fald ikke var babys behov at komme med til fest. Det er objektivt set og i princippet helt korrekt. Det er babys behov at være tæt på sin primære omsorgsperson og at få sine basale behov for føde, søvn og kærlig kropskontakt...

3 år med den kærligste, mest selvsikre fredagspige, jeg kender

Elskede E – i dag er det præcis tre år siden, vi mødte dig for første gang. Du havde travlt og du havde din helt egen agenda og tidsplan for, hvornår du ville fødes. Næsten to og en halv uge før nogen regnede med dig i en drømmefødsel. Siden dengang har du indtaget verden med den største selvfølgelighed. Du er mild udenpå, men urokkelig som grundfjeld indeni – helt og aldeles sikker på at du har ret til at indtage plads her i livet. Og hvis der ikke er plads, så skaber du den selv.  Du er gavmild med kys og kram, kalkuleret i dit møde med fysiske udfordringer og det barn, jeg kender, der har allermest selvtillid og selvværd....