Fars dag - nu uden far

Søstergaver og store forandringer

Det er en stor forandring at få en baby. For forældrene nok allermest første gang, hvor man virkelig ikke aner, hvad man træder ind til. På godt og ondt. Når der er andre søskende, så er der også flere mennesker, hvis liv for altid ændrer sig. Små mennesker, der (som regel) ikke har haft nogen indflydelse på beslutningsprocessen og realiteten i at få et barn mere. I en periode handler livet naturligt nok rigtig meget om baby, og allerede nu fylder vores kommende lillesøster meget i vores hverdag. Både fordi hun er så tydelig med min store mave og fordi jeg på nuværende tidspunkt har så meget mindre energi end jeg plejer. Derfor har jeg i dag krydset et symbolsk vigtigt punkt af på min to-do liste og der ligger nu to søstergaver klar fra lillesøster til mine to store piger. 

Da K blev storesøster, elskede hun fra første øjeblik sin lillesøster. Helt og holdent. Til gengæld hun kæmpede med at fastholde sin identitet som sig selv, nu hvor hun også var noget andet. De første mange gange, hun blev mødt med ‘du er jo storesøster’ var hendes respons et tydeligt ‘NEJ. Jeg er K’. Først da hun havde internaliseret den nye familiekonstellation og var helt sikker på, at hun stadig var sig selv, omfavnede hun den nye titel med samme stolthed og kærlighed som også blev og bliver hendes søster til del.

Vi havde sørget for at E havde en gave med til sin storesøster – en symbolsk markering af at hun satte pris på at blive en del af vores etablerede familieenhed. Den tradition fortsætter vi med lillesøster. Hun har også sørget for at finde gaver og skrive breve til sine to storesøstre, der peger på deres forskellige styrker og personligheder.

E drømmer om at få lov at tegne med tuscher, men hverken K eller vi voksne har lyst til at slippe hendes løs i de kvalitetstuscher, som hendes storesøster sætter så stor pris på og er rigtig dygtig til at passe på. Hun ved, at tuscher er en storesøster-ting, så naturligvis skal hun have sine egne, når hun selv bliver storesøster. Jeg har fundet nogle, der kan vaskes af både hænder, tøj og diverse andre genstande og som er uden nogen grimme sager. Storesøstre er nogle seje børnehavepiger, og derfor får hun også en ny tunika/kjole, der er perfekt til børnehaveleg og som ligner en af K’s bluser.

34631366_10160544410540375_6214998254916993024_n

^^Tunikaen er fra Comme Ci Comme Ca og købt i Heidi og Bjarne i Saxogade, mens tuscherne er fundet i Lush på Nordre Frihavnsgade.

K er på vej i skolealderen og hun er meget optaget af, hvad der er sejt og skoleagtigt – derfor har lillesøster fundet en supersej poncho, der kan følge hende i lang tid – og fordi K er så glad for sine smukke krøller, er der også en skøn, lille hårclips med bling. Ligesom hendes mors, som hun aer flere gange om dagen, men i en størrelse, der matcher hårpragten.

34527388_10160544410535375_7347481968667262976_n

^^Den smukke Soft Gallery poncho findes til en virkeligt fair pris i Heidi og Bjarne, mens den lille gave gemmer på en glimtende og glitrende hårclips købt i Normas på Saxogade.

Jeg ved, at begge piger glæder sig sådan til at møde deres lillesøster – men det bliver samtidig en transition, der kræver noget af os alle og som kommer til at fjerne deres mor fra dem i en vis udstrækning for en tid. Lillesøster er så heldig at få to storesøstre med hver deres styrker og al kærlighed i verden, og jeg håber, at gaverne fra hende til dem går en lille del af vejen for at vise dem, at de stadig er mindst ligeså vigtige som de altid har været. For os – og for deres kommende søster.

1 kommentar

  • Sikke nogle skønne og personlige gaver. Her havde lillebror ikke gaver med, da han ankom for 6 uger siden, men hans storesøskende tog heldigvis godt imod ham alligevel. Og så nød de deres storesøskende-gaver fra bedsteforældrene, som jeg havde været med til at vælge 😉
    Pøj pøj med det hele.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fars dag - nu uden far