Til mine elskede piger - tak for jer

Mor – nu med babyformet appendiks. Noget om børnekunst og virkelighedsopfattelser

Jeg elsker børnekunst. Især af den tegnede slags, fordi det giver så fint og særligt et indblik i hvad der foregår inden i de små, krøllede hjerner. Mine piger (især den ældste af dem) produceret ekstreme mængder af tegninger og klip, og det er de færreste, der får lov at overleve og blive gemt til eftertiden. Dem, der bliver gemt, har imidlertid nogle fantastiske fortællinger i sig. En ny udvikling, en ny evne. En særligt sjov eller godt ramt fortælling. Jeg fik en i går, der røg direkte i gemmekassen, og jeg synes egentlig også den fortæller ret fint, hvordan K oplever vores liv lige nu med en meget højgravid mor.

(Og nej. Jeg er hverken børnepsykolog eller har en specialviden, der underbygger min udlægning af hendes tegning – udover at jeg er eksperten i mit eget barn – men sådan helt common sense synes jeg, det giver god mening. Og virker ret sundt også. Ligger du til gengæld inde med den slags ekspertviden, er du mere end velkommen til at byde ind også)


Jeg fik overrakt familieportrættet skabt med kærlighed, der forestiller alle af hunkøn på matriklen (Jonas var ude og se fodbold, og så kommer man altså ikke med på billederne!) Udover et par hjerter i et stort hjerte, så forestiller tegningen mig i midten, der bliver krammet af K og E. Hun har tegnet sig selv med den stribede kjole, jeg har syet til hende, og som er sommerfavoritten pt., med kæmpestore gule krøller og et kæmpe smil. E er markant mindre i størrelse. Det er hun altid, når K tegner hende, og det bliver ret interessant at se, om det ændrer sig, når lillesøster er født. Men hun smiler også stort og er med i hjertekrammet.

Jeg har min stribede Nørgaard-bluse på og en variant af barselsknolden (men ingen briller) og har armene rakt ud mod dem begge. Og så er der det mest interessante ved tegningen. Baby.

Jeg er helt vild med hvordan hun har fået babyen på plads. I stedet for en stor, rund mave, er lillesøster og hendes hule placeret ude på siden af mig – som et appendiks, en tilføjelse til mig og ikke en fuldt integreret del.

Lige netop det, synes jeg er ret fantastisk. For jeg læser det sådan her: Når K ser og tænker på mig, så ser hun sin mor. Helt som hun plejer at være. Hun ser naturligvis også babybulen, når hun kigger på mig i virkeligheden – og kan både se og mærke, når den lille Kung-Fu kriger derinde giver den gas! – men når hun tegner mig som hun oplever mig, så er jeg mig selv. Med et appendiks. En tilføjelse, der nok er en del af helheden, men ikke mere end det. Og lillesøster er også en del af vores familieportræt af kvinder og piger. Hun er så meget en del af hjertet som nogen af os.

Så ja. Denne tegning bliver gemt. Og værdsat. Både for kærligheden den rummer og for det indblik i K’s oplevelse af mig selv i denne tilstand.

   

1 kommentar

  • Kim

    Hvor er det bare verdens fineste tegning!! Jeg sidder lige nu på fødegangen og venter på at blive moster igen, efter foreløbigt tre døgn med igangsættelse . Det er så magisk med fødsler)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Til mine elskede piger - tak for jer