En vigtig milepæl – let the waiting game begin

En graviditet varer i gennemsnit 40 uger. Dermed også sagt, at der er nogle ganske brede rammer for det normale fødselstidspunkt ud fra dette gennemsnit. Derfor opererer jeg ikke med min terminsdato (i al fald ikke uden for det etablerede sundhedssystem) I stedet forholder jeg mig til terminsperioden, som er de fem uger mellem 37 og 42 uger, vi her i Danmark har vedtaget omfattes af titlen ‘at føde til tiden’.

I dag er jeg officielt inden for denne periode og selvom jeg grundlæggende tænker, der er noget arbitrært ved en alt for skemalagt forståelse af forskellige kvinders forskellige gestations-normaler, så er det ikke desto mindre en rigtig vigtig milepæl for mig. Især fordi vi ønsker endnu en hjemmefødsel. Selvom ingen decideret kan tvinge en fødende til fødegangen, så er det en stor lettelse at vide, at der fra nu af ikke er nogen diskussion om, at det kan lade sig gøre. Ikke mindst fordi det stadig føles som om lillesøster ligger, som hun skal.

Der er noget fantastisk i at være på dette stadie, hvor barnet er fuldbårent og en fødsel er en naturlig og forventet progression. Det er samtidig også en udstrakt ventetid og en mærkelig ‘in between’ fornemmelse at vide, at fra nu af kan det være hver dag og hver nat, og selvom Jonas synes, det ville være frygteligt praktisk hvis lillesøster venter med at holde fødselsdag indtil han er færdig med årets studentereksaminer, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at tiden er noget kortere. Måske tager jeg helt fejl – måske når jeg endda at opleve 40+0 komme og gå for første gang. Det er op til lillesøster.

Jeg er træt nu. Middagslure er et must og det er så tydeligt at jeg fysisk har brug for hvile og ro. Jeg er så glad for den ekstra lange barselsperiode, for jeg har haft en tid med energi og overskud. Det er svundet ind nu og jeg har ikke det store behov for at skulle ud og omkring. (Slet ikke med de temperaturer, vi har haft!) Jeg går i samme tempo som min knap-tre-årige og selvom bækkenet har det fint, så er det stadig hårdt arbejde at slæbe hele mit korpus og alle de ekstra kilo omkring. Og nej, jeg aner absolut ikke hvad jeg vejer eller hvor meget jeg har taget på. Det orker jeg ikke at forholde mig til. I stedet har jeg hele graviditeten kigget i spejlet og holdt øje med at jeg ikke pludselig eksploderede i størrelse. At hænder og fødder ikke pludselig blev til vandholdige klovne-accessories. Min jordemoder har det heldigvis på samme måde. Hun har også kigget på mig frem for et tal på en vægt.

Jeg er en heldig, højgravid kvinde. Min krop er ret dygtig til at løse sin biologiske opgave, men som alle højgravide er jeg ved at nå det sted, hvor jeg også ser frem til at få min krop igen og kunne genvinde bare lidt mobilitet. Og at møde det lille menneske, der er vokset helt ind i hjertet og under huden på mig allerede.