Den smukkeste strikkede klassiker - og en varm garn anbefaling

En upassende samtale – ved du, hvad pædagogen taler med dit barn om?

Der er samtaler, man ved, man skal have. De tåkrummende, hvor man skal slå op med den, man dater. De glade, hvor man skal fortælle, at man har fået sin studieplads eller job – eller den positive graviditetstest. Der er også spontane samtaler, der kan opstå mellem bedste venner eller helt fremmede, og som kan åbne øjne og hjerter og skabe nye ideer eller dybere mening. Og så er der de samtaler, man aldrig i livet havde forestillet sig at skulle tage. 

[Update: Jeg har fået rigtig, rigtig mange reaktioner på dette indlæg. Både her og især i min Story. Der er to hovedtendenser. Enten synes I slet ikke, det er et problem at der tales om død og især spædbarnsdød uden at jeg som (højgravid) forælder informeres ved hentning eller også synes synes I, som jeg, at det er et meget voldsomt emne at tage op i en børnehavegruppe. Igen: især hvis det ikke er noget man som forælder får fortalt ved hentning. Det er ikke alle børn, der fortæller alting, og tænk hvis hun sad og tumlede med den bekymring alene. Nu fik hun det heldigvis sagt, så vi kunne tage snakken herhjemme. Jeg synes derfor, jeg hellere vil skrive lidt mere her end svare på alle kommentarer og mails. Som udgangspunkt – og det mener jeg egentlig også, jeg skriver – synes jeg godt, man kan tale om døden med børn. Især, hvis nogen i børnegruppen bringer det på bane, hvis det er et tema, der arbejdes med generelt eller hvis der er en konkret anledning blandt børn eller personale. Døden er en naturlig del af livet, og hellere besvare spørgsmål, tale om og afmystificere end at lade små fantasier gå i selvsving. Når det er sagt, så vil jeg også som forælder – og ISÆR i vores omstændigheder – meget gerne have at vide, at det er noget, der er talt om, når jeg henter mit barn. I dette konkrete tilfælde, ud fra hvad min datter fortæller, er der tale om en samtale mellem hende og en konkret pædagog. De taler om babyer og om at lillesøster meget snart kommer, og så fortæller pædagogen at nogen børn dør i maven eller ved fødslen. Nu tager vi en snak med pædagogen mandag, men hvis det er tilfældet at hun som voksen selv har bragt døden på banen, så synes jeg det er meget problematisk. Der er masser af ting, børn kan bekymre sig om. At ens ufødte søster muligvis dør synes jeg ærligt talt ikke er en, der behøver at komme med i puljen. Som sagt. Vi tager en snak med pædagogen mandag og hører hendes version, men jeg føler ikke, jeg er specielt sippet som forælder, når jeg gerne vil vide, hvis der har været nogle tunge emner oppe og vende i løbet af dagen. Så vil jeg gerne være forberedt på at der kan komme spørgsmål, tanker eller undring i løbet af aftenen eller weekenden. Uanset om det er død, sygdom, krig eller noget helt andet. Hvad angår titlen? Ja, den er måske lige på grænsen, men det er vist ikke første gang, det er sket herinde på internettet.]

I går eftermiddags kom K med en lidt henkastet bemærkning, der gjorde mig aldeles mundlam. Åbenbart havde hendes pædagog haft en samtale med hende om, at babyer kan dø i maven eller under fødslen. Uden at nævne det for mig ved hentning.

Det, synes jeg, er ualmindeligt upassende. Både selve samtalen og især at det ikke bliver fortalt, da jeg henter mit barn. Der er en tid og et sted for alle samtaler. Jeg ved, at K ikke selv er kommet på idéen – tværtimod er lillesøster ekstremt levende for begge piger, fordi hun dagligt sparker og møffer rundt under maveskindet og giver dem high-fives gennem huden.

Jeg synes bestemt ikke, at jeg pakker mine børn ind i vat, og døden skal ikke være tabu eller noget, vi ikke kan tale om. Vi taler om afdøde slægtninge, eksempelvis. Jonas og mine bedsteforældre, Jonas’ far. Hvis der var en konkret situation i børnehaven med et barn, der havde oplevet at miste en kommende søskende, hvis de havde tema om døden eller havde K selv åbnet samtalen, var det noget ganske andet. Der var der ikke. Ikke for nogen af delene. Under alle omstændigheder ville jeg som forælder forvente at blive informeret om sådanne samtaler med børnene. Så kunne vi nå at forberede os hjemmefra.

Havde vi selv oplevet netop denne situation, ville vi givetvis lave en aftale med børnehaven om at italesætte det og afmystificere det for børnene, men det er jo absolut ikke tilfældet. Tværtimod lader det til at være en samtale, den konkrete pædagog har haft med min datter, på et tidspunkt, hvor hun står for at blive storesøster lige om lidt. Så vidt jeg kan forstå på K en samtale uden en anledning – andet end, at de nok havde talt om babyer, fordi fødslen herhjemme er ret nært forestående og dermed fylder en del for os alle.

Heldigvis lader K ikke til at være specielt traumatiseret, men jeg blev ærligt talt noget rystet over, at det overhovedet var nævnt for hende. Så nu skal jeg have en samtale med pædagogen på mandag, som jeg ikke havde set komme.

Hvis nogen derude – både pædagoger og andre – har gode input til, hvordan jeg åbner for den samtale på en konstruktiv måde, så er I mere end velkomne til at byde ind.

 

PS: I øvrigt ved alle, at det er SÅ dårlig stil at tale om spædbarnsdød, fødselstraumer og -ulykker etc når man taler med højgravide og deres familier. Det er der bare aldrig nogen grund til at gøre. Så må man tale om vejret eller VM i fodbold i stedet.

 

   

11 kommentarer

  • Mette

    Nu ved kun den pågældende pædagog hvordan samtalen er opstået og forløbet, men i sig selv synes jeg faktisk ikke det er upassende at tale om død og heller ikke spædbarnsdød. Det kunne have været en samtale hvor de taler om fødsler, et andet barn ‘som har haft en moster der..’ siger ‘nogen gange dør babyer i maven’ og ja, hvad skal pædagogen sige? At tale om VM ville vel være endnu mere upassende, mon ikke der er blevet sagt det, du selv siger ‘ja i helt sjældne tilfælde’. Ingen starter vel af sig selve en samtale med et barn (eller en voksen). Synes du fint kan være nysgerrig på hvordan samtalen opstod overfor den pågældende pædagog.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne

    Kommunikation er situationsbestemt og samtaler er dermed også situationsbestemte. I professionelle relationer, som f.eks. ml. pædagog-barn beror indholdet af fx samtaler på et professionelt skøn og pædagogens dømmekraft i situationen.
    Jeg er sikker på at samtalen er blevet tematiseret på den måde af en grund. Bliv ikke forarget over pædagogen og spørg ind til samtalen og årsagerne til, at det var relevant at tale om fødsler på den måde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg tænker som de andre i kommentarfeltet heller ikke at det er et problem at tale med en 6-årig om. Men derfor kan det jo godt være for meget for dig som mor. Det tror jeg jeg ville sige til pædagogen; at jeg som højgravid er lidt til den sensitive side og blev lidt paf over deres snak, og derfor gerne vil høre fra pædagogen hvad de talte nærmere om og hvorfor. Altså owne sine egne følelser, men det er jo ret meget lettere sagt end gjort. Hvis jeg var højgravid lige nu havde jeg sgu også nok taget det mere nært 😆

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg må også stemme i med de andre i kommentarfeltet og sige, at jeg egentlig heller ikke ville blive specielt fortørnet over situationen. Pædagogerne går op og ned af børnene, og der opstår jo bare en masse samtaler af forskellig karakter – nogle mere “farlige” end andre – men så ville jeg bare tage den derfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg tænker, at du skal slå koldt vand i blodet, og hvis det stadig fylder hos dig på mandag, så spørg pædagogen, hvordan de kom ind på emnet. I en god, undrende tone, for du kender jo ikke omstændighederne for samtalen.
    Som pædagog har jeg mange samtaler i løbet af en arbejdsdag, både de sjove og de mere alvorlige, og jeg beretter sjældent for forældrene, hvad vi har snakket om. Kun hvis der er grund til særlig opmærksomhed, og det har K’s pædagog sikkert vurderet, at der ikke var.
    Samtalen omkring spædbarnsdød kan være opstået på et utal af måder, have haft mange drejninger, og man må stole på pædagogens faglighed om, at hun har håndteret samtalen professionelt og ud fra barnets forståelsesniveau.
    Jeg bliver ærligt mere ærgerlig over din indlægstitel end forarget over emnet, for jeg synes, at du problematiserer pædagogers faglighed generelt på et endnu ikke undersøgt grundlag. Man må ikke håbe, at hun (eller hendes kollegaer) læser med her, og skal have ondt i maven hele weekenden over at være blevet misforstået i offentligt skue, eller uden at have haft lejlighed til at forklare omstændighederne.
    Dbh
    Cecilie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • s

    Der er nok et andet barn der har nævnt det, i samtalen, også har pædagogen jo nok bare været tvunget til at gribe bolden. Og hvis ikke der har været nogle reaktioner på at nogle af børnene tænkte mere over det, så har hun måske glemt det. Hun har helt sikkert ikke selv og bragt det emne op, det ville være helt skørt jo. Men få det afklaret så du kan få ro <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Ligegyldigt om det er kommet ud af den blå luft eller ud fra et spørgsmål eller lignende, så synes jeg du skal snakke med pædagog. Er selv uddannet pædagog og der løber, som de andre siger, mange samtaler igennem en dag. Men jeg ville da foretrække at fæ det at vide h is det havde påvirket jer som forældre. Jeg vil bare spørge åbent og høre til hvad der egentlig har lagt forud for samtalen. Så får I luft for jeres bekymring og forhåbentlig ro i maven 👌

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Jeg ville ligesom dig blive ret stødt over det. Jeg synes, det vidner om manglende situationsfornemmelse, at pædagogen ikke lige har hevet fat i dig, da du hentede, og fortalt om samtalen. Forhåbentlig har den haft rod i noget, der giver mening, men som minimum burde du have hørt om den.

    Jeg tror, jeg ville tage netop den tilgang. Spørge pædagogen nysgerrigt ind til, hvordan sådan et emne dog er kommet op. Og så sige, at du en anden gang meget gerne vil vide det, fordi det kan være meget følsomt for en kommende storesøster at høre sådan noget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Er dit barn mærket af den samtale?
    Måske kan de have læst en børnebog om døden eller noget og så de kommer ind på denne vinkel.
    Eller kan pædagogen selv have mistet et barn og have været trist og nogle så har spurgt hende hertil.
    Børn er jo meget åbenbare.
    Måske har di barn haft tanker og en indre frygt for at du mistede barnet og have spurgt pædagogen om børn/babyer kan dø.
    Du kan jo forsigtigt spørge ind til hvordan pædagogen kom ind på dette emne med dit barn.
    Hilsner og gode tanker til du og familien og en skøn resten weekend:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maianne

    Jeg forstår at dette er et “farlig” område for deg nå på tampen av graviditeten. Synes allikevel ikke at det er så sjokkerende at dette nevnes i barnehagen. Barnehagen er en slags andre familie for barna våre og mange slags temaer og emner vil komme opp. Sannsynligvis har det vært en naturlig foranledning til dette, og det er blitt sagt i en sammenheng. Jeg synes kanskje at du overreagerer litt her.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lina

    I Ks situation er jeg helt enig i, at det er ganske upassende, og jeg ville selv have reageret stærkt, hvis min datter var kommet hjem med samme oplevelse, da vi ventede lillebror. Det virker nærmset som om, pågældende pædagog har forsøgt at forskrække K med vilje. Det virker helt absurd på mig. Med mindre – som du nævner – der er en helt konkret årsag. Jeg krydser fingre for en god og konstruktiv snak med pædagogen. KH L

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den smukkeste strikkede klassiker - og en varm garn anbefaling