Cool flæsebukser: Hennys Selebukser i str baby

Jeg har ret længe været ret forelsket i Hennys Selebukser fra Paelas, men jeg er aldrig kommet igang med projektet. Dels er det noget bøvl med heldragter til børn, der lige har smidt bleen, og dels bliver det et kæmpe arbejde til mine langbenede piger. Men da Hanne Oorlien lavede en babyversion, kunne jeg ikke dy mig, og jeg synes det er de sødeste, små flæsebukser. Dem glæder jeg mig til at putte lillesøster i. Jeg har strikket i bomuldsgarn fra Sandnes, men man kan naturligvis også lave mere vinteregnede udgaver, og til små mennesker går buksestrik ret hurtigt. Jeg er vild med detaljen med kontrastfarve inden i flæsen – det er både underspillet og lækkert. Modellen er simpelthen så...

Fredags-pral og pinseplaner

Reglen er, at man som forælder gerne må prale med sine børn. Især når man husker at lave en disclaimer, så dem, der ikke orker børnepral kan hoppe let og elegant videre. Jeg har været så stolt af mine to piger i denne uge, at jeg er nødt til at fortælle om det. Og det er jo også kun godt, der er en pinse forude til at fordøje alle indtryk og have lidt hyggelige planer på programmet. Det har på alle måder været en af de mest heftige uger i rigtig lang tid. Der er sket utroligt mange forandringer og omvæltninger, men heldigvis allerflest af de gode, så dem lader jeg fylde her. Mandag havde lille E sin allersidste dag som...

Man skal ikke græde over spildt (g)uld

Når man sirligt har vasket, foldet og med omhu pakket kasser ned med børnetøj, der kan genbruges eller som har høj affektionsværdi, er det jo fordi, man ønsker at gemme det sikkert til næste gang, det skal bruges. Da jeg fandt kassen med babytøj frem for et par uger siden, var det et mildest talt grumt og uhyggeligt syn, der ventede mig. På en eller anden måde var det lykkedes skadedyr at komme indenfor i den ellers lukkede plastkasse, og de havde haft et decideret ædegilde. Jeg har sjældent fået så mange sympatitilkendegivelser som til mine Stories om ødelagt strik og uld. Det er vi åbenbart rigtig mange, der kender til. Jeg kiggede på de første tre stykker ødelagt hjemmestrik,...

Denial of the fittest – sidste dag i dagplejen

I dag har (slet ikke så) lille E sidste dag i dagplejen – på onsdag begynder livet som børnehavebarn. Det er ikke ligefrem en overraskelse, eftersom vi har kendt datoen siden vinter. Alligevel er det kommet bag på mig. Eller, måske har jeg rettere fortrængt det. Men om en lille time er der ikke mere fortrængning. Der sidder vi om bordet med bolle-dame med glasur og friskskåret frugt og den fine farvel-ceremoni, vi allerede har prøvet en gang tidligere. Jeg kan ikke udtrykke med ord, hvor fantastisk et sted, pigerne har tilbragt deres tid væk fra hjemmet. Det rareste sted. Hjertevarmt, hyggeligt, omsorgsfuldt og med tid og overskud og omhu og en ægte arbejdsglæde. De tre dejligste mennesker, der oprigtigt...

Mom’s night out – noget om at huske at prioritere sig selv

Hele ugen er gået med en sløj E. Og selvom hun har været så sød og virkelig en sej, lille type til at håndtere at have det dårligt, kaste op og mangle appetitten, så trækker det alligevel lidt ekstra veksler på energien at have et ekstra øje på hendes tilstand, være ret højgravid og få hverdagen til at hænge sammen. Alle kan bruge en pause af og til, og sådan en tog jeg mig forleden, hvor jeg lod Jonas og pigerne være alene hjemme og smuttede ud i solen for at spise en uforstyrret middag og så en af den slags film, som jeg er den eneste i husstanden, der vil se.  Jeg er efterhånden nået til det stadie i graviditeten, hvor jeg...