Denial of the fittest - sidste dag i dagplejen

Man skal ikke græde over spildt (g)uld

Når man sirligt har vasket, foldet og med omhu pakket kasser ned med børnetøj, der kan genbruges eller som har høj affektionsværdi, er det jo fordi, man ønsker at gemme det sikkert til næste gang, det skal bruges. Da jeg fandt kassen med babytøj frem for et par uger siden, var det et mildest talt grumt og uhyggeligt syn, der ventede mig. På en eller anden måde var det lykkedes skadedyr at komme indenfor i den ellers lukkede plastkasse, og de havde haft et decideret ædegilde. Jeg har sjældent fået så mange sympatitilkendegivelser som til mine Stories om ødelagt strik og uld. Det er vi åbenbart rigtig mange, der kender til.

Jeg kiggede på de første tre stykker ødelagt hjemmestrik, og så var jeg nødt til at lægge det hele fra mig og lukke kassen, inden jeg kom til at græde. Enhver strikker ved, hvor megen tid og omhu og kærlighed, der lægges i hver eneste maske – og eftersom skadedyrene var gået målrettet efter de lækreste materialer, så er der også gået babytøj til for mange penge. Alle bodyer i merino/silke eller ren merino var aldeles ødelagte, og derudover var der gnavet så store huller i rigtig meget strik, at det ikke på nogen måde stod til at redde.

Min meget søde mor tog hele kassen med hjem og har vasket det hele to gange, tørret, vurderet skaderne og repareret det, der kunne repareres. Da jeg fik samlet mod til at gennemgå resterne, blev min strikkeliste pludselig fordoblet.

Det værste er såmænd ikke pengene, ikke engang tiden. Det er minderne, der er knyttet til de særlige stykker tøj, jeg har gemt. Det er de to særlige cardigans min mor strikkede til hver af pigerne til deres første måneder. Det er navnekjolen og dens efterfølger i et nummer større – de smukke Dansekjoler.  Det er et par Dagmars Bluser, som havde været både fine og praktiske til lillesøsters første vintre. Og alt det andet, der bare var fint og funktionelt og praktisk. Bloomers, veste, kyser, huer og kraver. Små rompers og cardigans.

32768021_10160463600465375_2089166457500860416_n

Det nytter ikke at sætte sig og give op. Indrømmet. Jeg har fældet en tåre eller to et par gange over ødelæggelserne. Men det var også fint for redebyggeren i mig at få overblikket over, hvad der rent faktisk er af babysager. Også selvom det var markant mindre end forventet. Strikkelisten er delt op mellem min mor og jeg, og jeg har ingen jordisk chance for at nå at genskabe alt inden baby kommer. Ikke engang hvis jeg strikkede i døgndrift. Jeg har taget en dyb indåndning, sænket skuldrene og besluttet mig for at nå, hvad jeg kan. I en eller anden form for prioriteret rækkefølge, der alligevel skal være lystbetonet. Ellers giver det ingen mening. Strik er for mig et frirum og en afkobling – det må helst ikke blive en sur pligt eller noget, der bare skal overstås. Proces og produkt er vigtige begge dele.

Der var lidt tilbage, og lige pludselig blev de små sager, jeg ikke har kunnet holde strikkepindene fra i løbet af de sidste måneder en vigtig del af hele garderoben. Men når det er sagt, så kommer man ikke langt med tre bodyer, en natdragt og en enkelt romper, så der skal suppleres lidt op. Hermed på med ja-hatten og klar til babyshopping og hvad jeg nu når af strikkeprojekter inden lillesøster synes, det er tid til hendes fødselsdag.

Næste gang jeg pakker ned, bliver det i lukkede plastposer inden i den lukkede plastkasse. Så er der i det mindste en hvis chance for, at I al fald nogle af poserne går helt fri for angreb…

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Denial of the fittest - sidste dag i dagplejen