Cool flæsebukser: Hennys Selebukser i str baby

En streg i regningen og en baby, der skal opføre sig ordentligt

35 fulde uger er baby nu ifølge scannings-datoen. Jeg har det fysisk rigtig godt. Jeg er selvfølgelig tung og har nogle begrænsninger for hvad jeg kan overkomme – herunder hvor langt jeg kan nå ind under sofaen på jagt efter legetøj. Jeg har det endda fint med høje hæle og at cykle fra øst til vest i København. Det er en livlig lille pige, der sparker og møffer rundt derinde og gør opmærksom på sig selv gennem det meste af dagen (og en god del af natten). Derfor var dagens jordemoderbesøg noget af en streg i regningen i en graviditet, der ellers er forløbet fuldstændigt ukompliceret.

Lillesøster ligger nemlig ikke med hovedet nedad som hun egentlig gerne snart måtte finde på at gøre. Hun ligger til gengæld (heldigvis) heller ikke i underkropsstilling med numsen placeret i mit bækken. Hun er i stedet sådan en type, der har lagt sig på skrå med hovedet oppe i retning af mit hjerte.

Der er tid. Hun kan godt flytte sig ordentligt på plads. Jeg har snakket med Krista om at finde en asap tid til rebozo, spinning babies og øvelser, jeg selv kan lave herhjemme for at få barnet til at vælge den nemme løsning, så vi kan få den hjemmefødsel, vi ønsker. Den er bestemt ikke røget ud med badevandet endnu – heller ikke hos min jordemoder, der dog bookede mig ind til endnu en konsultation, når vi rammer terminsperioden samtidig med, at jeg stadig fik hjemmefødsels-kittet med mig.

Det er – lige nu, hvor jeg er relativt hormonelt udfordret på følsomheden – lidt svært at håndtere. Især her om aftenen, hvor jeg er træt og har brugt en time på at få en overtræt, nystartet børnehavepige til at overgive sig til søvnen.

Det vigtigste er absolut og selvfølgelig at resultatet er en sikker fødsel med en sund baby og mor. Men prøv at fortælle det til mine følelser og hormoner, der skriger på hjemmefødslens ro og en helt almindelig fødsel.

33528411_10160491086965375_4012756419592847360_n

^^Perspektiv. Den smukke silkeskjorte fra Schulz by Crowd er modtaget i gave og perfekt til varme sommerdage i maj. Hårklemme er fra Pico. 

5 kommentarer

  • Kathrine

    Det er så træls med en baby som ikke vil ligge sig i den rigtige retning, men hav godt mod. Som du sikkert allerede godt ved, så er det en mental disciplin at være højgravid. Jeg tror og ønsker for dig at du får endnu en drømmefødsel. Hvis det er en trøst, så lå min lille baby heller ikke rigtigt anden gang og jeg havde verdens sejeste læge som gjorde mig opmærksom på, at vendingsforsøg er en lille bitte ting for flergangsfødende. Jeg ved det kan virke skræmmende fordi du er ukendt territorie, men fra en som har været der, så er det ingenting og går så nemt og så fint, at det ikke er bekymringerne værd. Hav godt mod og tak for en fantastisk blog og et kig ind i dine så fine, ærlige og altid velformuleret og veltænkte tanker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine B.

    Åh jeg krydser poterne for at hun vælger den nemme vej. Med min sidste havde jeg hele tiden en fornemmelse af, at sønnike ikke stod rigtigt, men nærmere ville ud gennem siden af mig. De professionelle sagde, at han nok skulle få det sidste nyk nedad, når vandet gik. Det gjorde det bare aldrig og måtte hjælpes på vej under veerne og jeg måtte danse salsa under mine veer, men endte alligevel med at jordemoder måtte dreje hovedet på ham mens jeg havde veer. Og hvor vil jeg hen med alt det? LYT til din krop. Det er jeg sikker på du også gør. Men bare en kærlig reminder. Kroppen er klog. Lyt til den, hvis den skulle finde på at sige noget til dig. Og derudover: rebozo derudaf. Alt hvad du kan. Det må trods alt være rarere nu end under fødslen 😉
    Der florerer et hashtag der hedder dansdetud. Jeg stemmer for at du skal #danshendeud 🙂 Hvis man kan kalde rebozo dans… rigtig meget held og lykke og ro fra en fremmede på den anden side af skærmen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Jeg håber selvfølgelig meget for dig, at hun vender sig rigtigt, så du kan få endnu en hjemmefødsel.
    Men vil blot dele med dig at jeg fødte en baby i underkropsstilling, og selvom det ikke er der jeres lille pige er, så synes jeg du skal vide, at det er den fedeste oplevelse jeg har haft! Jeg følte mig som den største superwoman og var SÅ glad for at slippe for kejsersnit (gik i fødsel få timer før jeg var sat til planlagt kejsersnit) JEg fødte på Herlev, som er eksperter i sædefødsler, og kan ikke reklamere nok for hvor gode de er og vigtigst af alt hvor tryg de gjorde mig i en fødsel, der nemt kunne have gjort mig nervøs!
    Kram til jer alle og ønsker om alt det bedste!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Det kan jeg godt forstå, frustrerer dig!

    Når det så er sagt, så er der jo også mulighed for at få vendt hende udefra ☺️ min søn lå omvendt og blev vendt i uge 37. Jeg har hjerteformet livmoder og var førstegangsfødende, så det var en udfordring, men det lykkedes. Det gjorde lidt ondt, men det var en succes og jeg ville gære det igen, hvis det var.

    Så virker rebozo ikke, er vending udefra måske en løsning. Hjemmefødslen er langt fra ude af billedet 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Kram vil jeg bare sende dig❤️ for jeg ved alt om, hvordan et enkelt jordemoderbesøg kan vende op og ned på den rolige rare tanke man havde om hjemmefødsel. Det gør ondt og selvom man jo godt ved at det vigtigste er sund og rask baby og mor, så kan hormonerne ikke følge med. Så endnu mere kram til dig! Jeg ønsker for jer I finder en god vej❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Cool flæsebukser: Hennys Selebukser i str baby