En lidt særlig og ret anderledes morgen

#stylethebump – smukke kjoler til graviditet og noget om ventetøj

Mange kvinder bruger en hel del tid på at lære deres krop at kende og derefter at klæde den på, så man kan fremhæve de allersmukkeste sider af sig selv. Det gælder givetvis også for mænd, men det har jeg ikke personlig erfaring med, så jeg holder mig til mit eget køn for nærværende. De fleste af os når en eller anden forståelse af hvilke snit og hvilken stil, der får os til at føle os bedst tilpas – og så bliver man gravid. Bum. Helt nye spilleregler og en helt ny, midlertidig krop.

Nogle går all in på ventetøj. Andre nægter hårdnakket at skulle den vej. Og så er der alle os midtimellem, der finder det bedste fra begge tøjverdener. I øvrigt er graviditeten en fantastisk anledning til både at genoverveje sin stil, prøve nye ting af og til at lære konceptet med en capsule wardrobe (læs mere om det her). Jeg synes, det giver bedst mening at investere i en mindre garderobe med få, gode genstande, som du kan bruge igennem hele graviditeten til mange forskellige anledninger og style på mange måder.

Jeg har nu tre gange skullet klæde en voksende krop på, og jeg vil sige, at jeg har lært mere og er blevet bedre til det hver gang. Sådan går det med de fleste ting i livet og øvelse. Og jeg forstår ikke helt dem, der af rent princip pure nægter at iføre sig decideret ventetøj. Det er tøj, der er skabt til at flattere og rumme den figur, man får, når man er gravid, og ligesom man i øvrigt klæder sig efter kropstype og størrelse, så gælder det samme med en voksende mave. Vælg det, der fremhæver dine smukkeste sider. Det kan ventetøj på en måde, som almindeligt, rummeligt tøj ikke kan.

Strømpebukser med voksetillæg fortil og et par ventejeans er på min musthave liste, og som regel noget, der bliver købt i løbet af første trimester. Jeg. Kan. Ikke. Holde. UD, når noget strammer lige der på maven, mens jeg gror en baby. Jeg bliver et decideret arrigt menneske af det. Og så lige et pro-tip: LAD NU VÆRE med at købe gravid jeans i H&M. De kan ikke justeres i linningen og man bliver idiot af at skulle trække dem op hele tiden. Til samme priser og stil har Mamalicious en masse valgmuligheder, der ganske enkelt fungerer bedre.

Der er også ventekjoler, der får dig til at se fabelagtig ud, netop fordi de følger de nye kurver – og som man ikke kan ramme på samme måde med almindeligt tøj. Det kan selvfølgelig lade sig gøre at finde tøj, der ikke er lavet til gravide, og som sidder godt, men her må man prøve sig frem.

Jeg har samlet lidt inspiration til forskellige smukke kjoler – for, let’s face it, her i tredje trimester er det altså ikke hver dag, jeg orker at skulle tage jeans på.

style-the-bump1. Stribet sort/hvid kjole fra Pomkin. Fransk brand, der altså kan noget helt særligt med faconer til graviditet og amning. Og så er jeg ret forelsket i rygudskæringen.

2. Storblomstret kjole med flæser fra H&M. Ikke en ventekjole, men tilpas rummelig til at kunne bruges og med knapper, så man kan amme i den også.

3. Draperede kjoler er magi. De camouflerer buler ammedepoter på hofterne og får alle kurverne til at spille. Både i str. XS og XL. Det har jeg set flere gange end jeg har tal på i Strut. Jeg har en kjole i samme model som denne fra Isabella Oliver, som efterhånden er over 2 år gammel og vitterlig har været brugt meget. Det kan man absolut ikke se på den. Kvaliteten er fantastisk og den er lige smuk med og uden babybule. Den er skabt til begge dele, og den er ikke billig, men den er investeringen værd. Fx hvis du kun vil have en enkelt kjole til hele graviditeten. Er du til stilen men ikke prisen, så kig efter Séraphine. De kan også noget helt særligt med kjoler til graviditet og amning.

4. Stribet skjortekjole fra H&M. Igen. Ikke ventetøj, og linningen bliver skubbet lidt, men der kan fint være en stor mave i. Også ammevenlig.

5. Maxikjole til både graviditet og amning fra Mamalicious. Helt oplagt til fest, men med sneakers og strik kunne man også spice hverdagen op med denne udgave.

Hvis du shopper ventetøj på nettet, så gå som udgangspunkt efter din almindelige størrelse. Der er taget højde for, at du skal kunne vokse i tøjet. Ulempen ved at vælge almindeligt tøj og bare gå op i størrelse er, at du kan risikere at tøjet bliver for stort over ryg og skuldre. Draperede kjoler er – hånden på hjertet – flotte på alle størrelser, så klik roligt sådan en hjem. Almindeligt tøj er lidt sværere. Det skal prøves på, for det er ikke alt der fungerer i virkeligheden. Syninger, linninger og pasform kan blive mærkeligt og skævt på en gravid krop. Eller ligefrem genere steder, hvor man ikke havde forudset, at noget kunne genere.

Efterhånden har jeg arbejdet en del år i Strut på Fælledvej, som er en af de ganske få, fysiske ventetøjsbutikker i landet. Konceptet er, at du skal kunne finde tøj, der matcher din stil og personlighed både i graviditeten og på barsel. Man behøver slet ikke være så bange for ventetøj. Det fungerer faktisk, og det er ikke sort/hvidt. Man kan fint plukke de items, der gør det behageligt at have tøj på og bruge sammen med noget af det tøj og brands, man normalt går efter. Er det bæredygtighed, det handler om, så er der også efterhånden et stort udvalg af tøj i økologiske eller andre bæredygtige materialer – og hvis man vælger noget, der følger med på barsel og amning, så er der lang tids brug i det. Spørg endelig, hvis der er noget specifikt I gerne vil vide om hele den verden. Jeg ved efterhånden en del om emnet <3

Pst: Hop ind på @ostfronten hvis du vil se nogle af kjolerne in action.

2 kommentarer

  • Louise

    Har du nogle tips til gode bukser? Har kun erfaring med h&m’s mama tøj, og jeg synes simpelthen ikke det sidder behageligt eller pænt. Deres jeans glider ned, og jerseybukser, er der bare permanent ‘knæ’ i. Og tror ikke jeg kan klare mig igennem efterår og vinter med et enkelt par boob leggings, som i øvrigt sidder helt fantastisk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det kan du tro – Mamalicious laver gode jeans i samme prisniveau som HM men i en bedre kvalitet og med justerbar linning så de ikke ryger ned og så de kan tilpasses efter en voksende facon. Der er et godt udvalg i http://strutshop.dk

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En lidt særlig og ret anderledes morgen